H&D-blokken
Blog
Lærer versus tømrer
Tanker om faglighed - og respekt for forskelligheder
At være tømrer eller lærer i håndværk og design er ikke det samme. Det er nok ikke en nyhed, men jeg er i den grad blevet bekræftet her hen over sommeren. Jeg har prøvet kræfter med tømrererhvervet, da jeg har bygget et lille anneks/skur.
Måske er denne tekst mere relevant for et blad for tømreruddannelsen, eller for de kommuner der fint mener at en tømrer kan varetage håndværk og design undervisningen – eller måske en skrædder.
Men altså, jeg har bygget mig et fint anneks i baghaven og i bagenden af første nedlukning af Danmark i 2020. Annekset tjener fint sit formål nu, men med masser af små skønhedsfejl. Nej egentlig ikke skønhedsfejl – bare fejl – for jeg kan sagtens leve med dem – det er bare et anneks, men de forskønner da ikke bygningen. Og min respekt for håndværkerne er ikke blevet mindre..
Den helt centrale forskel – udover eleverne! – er at en tømrer arbejder med faste normer. Han/hun ved hvor stor afstand der skal være mellem spær osv. Hvornår man bruger reglar eller lægter. Hvordan man bygger skelettet op på en bygning – så det overholder gældende regler og selvfølgelig ikke bliver for dyrt.
I timerne prøver vi os meget mere frem. Der er sjældent fare for dødsfald hvis elevernes produkter braser sammen.
I dag kan vi heldigvis google os til det meste på nettet, derfor undgås en del alvorlige fejl når jeg som halvgammel sløjdlærer leger håndværker. Men ville det gå at hyre mig som håndværker til at bygge fx et helt sommerhus? Næppe. En tømrer er dygtigere og hurtigere.
Han arbejder smart – han har det i hænderne. Den gode tømrer kan reglerne, men bruger også intuition, ligesom en violinist eller fodboldspiller der ikke overvejer hver bevægelse.
På samme måde kan en tømrer ikke erstatte en sløjdlærer – og i endnu mindre grad en håndværk og design lærer. Faget er i dag alt for komplekst med bløde og hårde materialer, teknik m.m.
I skolen er relationerne vigtige, fire år på læreruddannelsen skulle gerne give lidt grundlag i at håndtere elever med forskellige forudsætninger. Forståelsen af folkeskolelov, læseplaner og regler i skolen og faglokalet må også være grundstenen i den gode lærers arbejde.
Den gode lærer bruger også intuition – og ved hvornår vi skruer op og ned for krav for den enkelte elev.
Vi har fællessprog flere steder med håndværkerne både skrædderen, snedkeren eller blikkenslageren, men derfra bliver virkeligheden forskellig.
Lad os bevare respekten for hinandens fagligheder, men ikke tro vi kan begge dele.