Hvad er verdensvendt undervisning?

Verdensvendt undervisning

Her følger omtale af de 8 af Gert Biestas bøger, som er (og er ved at blive) oversat til dansk, som samlet set kan give indblik i ´Verdensvendt undervisning´. Jeg omtaler bøgerne, fordi det ikke kan være tilfældigt, at så mange af Gert Biestas bøger er oversat til dansk; det kan derimod ses som et vigtigt tegn i tiden på, at skole- og uddannelsesliv skal leves anderledes.

Om de 5 bøger i monografien

(1) I Læring retur. Demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid kritiseres læringssproget som tomt og politisk manipulerende. Hans modspil er idéen om, at børn og unge skal have mulighed for at ´komme ind i verden´ som ´unikke´, væsener via en ´forstyrrelsens pædagogik´, der stiller det enkle pædagogiske spørgsmål i mødet med læseplanen ´hvad mener du om det?´. Han opsøger hellere end den enkle og trygge vej den besværlige vej, hvor det slet ikke står klart, hvem det er, der egentlig er de ´betænksomme´ (alle mennesker kan tænke, ikke kun filosoffer): Jeg mener (…), at det at lade spørgsmålet om menneskets menneskelighed stå radikalt åbent, og lade det besvare igen og igen kan hjælpe os til at forblive årvågne, specielt over for forsøg på at begrænse hvad det vil sige at være menneske og leve et menneskeliv.

(2) I God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati kritiseres den globale målingsindustris indvirkning på uddannelse. Hans modspil er at konkretisere, hvordan de pædagogiske processer foregår i tre overlappende domæner: Subjektifikation, socialisation og kvalifikation. For at skabe god undervisning, er kunsten i Gert Biestas perspektiv at finde den rette balance mellem disse tre: For det første gjorde distinktionen mellem disse tre domæner det muligt for mig at hævde, at spørgsmålet vedrørende god uddannelse altid bør angribes i relation til, hvad man ønsker at opnå – der er aldrig noget godt eller ønskværdigt ved uddannelsesmæssige processer og praksisser i sig selv – og jeg pegede også på, at uddannelse som fænomen aldrig er endimensional i sine intentioner og ambitioner .

(3) I Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik kritiseres trangen til at gøre uddannelse risikofri. Han viderefører sin tænkning om forstyrrelsens pædagogik og slår fast, at uddannelsesmæssige processer og praksisser ikke er maskinelle (s. 189). Pointen er, at vi bør omfavne den indlejrede svaghed i, og den medfølgende risiko for, at uddannelse måske slet ikke virker: Den diskussion, jeg fremfører i denne bog, er, at uddannelsens svaghed ikke bør forstås som et problem, der bør overvindes, men snarere bør forstås som selve den ´dimension´, der gør uddannelsesmæssige processer og praksisser pædagogiske.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

(4) I Undervisningens genopdagelse går kritikken på den globale læringspolitik, at læreren er blevet gjort til læringsfacilitator, og at læringssproget og læringslogikkens indtog har transformeret læreren fra at være ´autoritet på podiet’ til ´guide på sidelinjen´ (Biesta 2018:19). Gert Biesta skriver: jeg håber, at mine tanker vil give støtte til dem, der tror på, at undervisning har betydning. Ikke som effektivt værktøj i produktionen af læringsresultater, men for vores eksistens som voksne subjekter i verden, uden at besætte verdens centrum. Underviserens hovedopgave og ansvar er ikke at se andre mennesker som objekter men tværtimod: at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt.

(5) I Verdensvendt undervisning spidsformulerer Biesta kritikken af, og sit opgøret med den globale læringstvang i skole og uddannelse, men han understreger samtidig, at der faktisk er en anden mulighed. Nemlig at se uddannelsesopgaven som at ville give: forstyrrelse, langsommelighed, plads, rammer og støtte med det entydige formål at fastholde den enkelte persons konfrontation med sin mulige frihed til at kunne være subjekt i eget liv: Hej, du dér, hvor er du? Se dér! Hvad tænker du om dét? Hvordan vil du reagere? Lakmusprøven for kvaliteten af et demokratisk samfund er villighed til at give en ´endnu ikke fastlagt tid´ til børn og unge, så de, via kunstens forestillingsevne og fortryllelse, kan vendes mod verden: Jeg har i denne bog positioneret uddannelse på ´subjekt-siden´ – en slags villet handling, der har en central interesse i spørgsmålet om, hvordan mennesker kan eksistere som subjekt i eget liv, ikke som objekter for, hvad andre mennesker eller magter kunne ønske sig med dem.

Om de tre bøger om kunst, politik og forskning

(6) I Lad kunst undervise kritiseres den stadig stigende instrumentalisering af kunsten i undervisningen samt at pædagogikken er ved at forsvinde på grund af de overvejende ´ekspressivistiske´ tilgange i kunstundervisning. Han påpeger, at pædagogik grundlæggende bør handle om at vende mennesker mod verden og pege på, at der er noget dér, som kunne være værdifuldt for eleven med hoved (omtanke), hånd (handling) og hjerte (følelser) at rette opmærksomheden på: jeg [har] forsøgt at begrunde, hvorfor kunst ikke er et redskab for det pædagogiske arbejde, men at kunstens arbejde er dette arbejde, er den vedvarende udfordring at finde ud af, hvad det kan betyde at være i dialog med verden, at finde ud af hvad det kan betyde at forsone sig med virkeligheden og forsøge at være hjemme i verden.

(7) I Demokratilæring i skole og samfund kritiseres den gældende opfattelse om, at mennesker eksistentielt skal tæmmes og socialt tilpasses til demokrati som noget, den enkelte senere skal kunne udøve. Biesta fremfører, at demokrati kun kan tilegnes subjektivt, altså af hver enkelt person, hvis man i uddannelse direkte, nu-og-her, giver mulighed for at møde de demokratiske værdier lighed og frihed direkte. Han konkluderer: fokus [bør] ikke være at fortælle borgere, at de er nødt til at lære mere for at blive bedre borgere, men at prioriteten bør være at holde de steder og rum, hvor demokratiets eksperiment kan udføres, åbne. […] demokratiets logik bør ikke overtages af markedets logik eller af det private domænes logik

(8) I Pædagogisk forskning – en uortodoks introduktion kritiserer Biesta den gængse måde at forske i pædagogik og undervisning på og spørger, om forskningen måske i dag direkte kan forhindre god uddannelse? Han spørger videre: hvorfor skal man overhovedet forske i pædagogik? Hvad er formålet med uddannelse? Hvordan er sammenhængen mellem uddannelse, forskning og demokrati? Er akademiske forskningsudgivelser blevet en global ´snakken med sig selv´? Gert Biesta giver udtryk for et håb om at kunne hjælpe nye forskere til få mere uortodokse perspektiver på forskning i pædagogik og undervisning, i stedet for bare at acceptere det nugældende ´rigtige og eneste ene´: Min ambition har (snarere) været, med større præcision, at vise, hvad forskning er og hvad det ikke er. […] forskning er ikke nødvendigvis eller automatisk gavnlig for den praktiske undervisning .