På rejse efter undervisning (4)

Dannelse og læring er udbredt som noget, der skal være grundlæggende i skole og uddannelse

Dannelse er noget den danske skole nærmest skal bade i, og med til det at være dannet hører, at man indgydes pligt til, formes til, at opføre sig godt, rigtigt og ordentligt. Børn og unge forventes således at blive dannet ved at underkaste sig de almindeligt gængse kulturelle koder og ordener. Det skal ske gennem skolens fagrække, og ofte ligger det sådan mest lidt indforstået, hvad det så egentlig er, man skal lære fra denne fagrække for at blive dannet (man skal i hvert fald lære at læse, skrive og regne, tale engelsk og så noget med it, men ud fra hvad? Hvad skal indholdet være? Hvem bestemmer det?). Når man dannes, skal man også lære at kunne se udover sig selv. Mange voksne elsker og brænder for dannelse i Danmarks skoler og uddannelsesinstitutioner; det er lige så udbredt, som det at gå ind for læring. Læring er sådan lidt kort sagt det fokus på eleven med læreren som læringsfacilitator. Man skal ind i et forhold til fagene som læringsparat så man kan blive testet og målt – og dannelse er så det, man ikke kan måle eller teste, når man har haft fag i skolen.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Benjamin var ikke blevet dannet af fagene, havde ikke lært at læse og skrive, og jeg fik, som hans nye lærer, at vide, at Benjamin simpelthen var utilpasset

Benjamins barndom havde været ret problemfyldt med en voldelig far, der ikke evnede at vise sin søn modne og voksne handlemåder; Benjamin var ordblind, og udover at han derfor desværre ikke fik lært at læse og skrive, inden han blev 18 år, så havde han også overtaget noget fra sin far i forhold til det med det voldelige. Benjamin havde simpelthen problemer både med læring, dannelse og med at opføre sig godt, rigtigt og ordentligt, så han var død-træt af skolen, hvor han han faldt helt udenfor, han mistrivedes. Men da jeg mødte ham som næsten 18-årig, havde han en ny motivation for at gå i skole: ”Jeg har mødt en sød pige, og jeg vil gerne have en fremtid sammen med hende – jeg skal have mig en uddannelse nu”. Så selvom Benjamin kom med både arv og miljø, der var udfordrende, så tog han faktisk nu situationen på en ´voksen´ måde – med andre ord kunne jeg rigtig godt lide ham, og jeg fik nogle rigtig gode samtaler fra start. Jeg begyndte at arbejde som underviser og lærer for Benjamin.

Benjamin havde aldrig mødt en undervisning med fokus på narrativ pædagogik

Min vurdering var, at fokus i den undervisning Benjamin tidligere havde fået primært var i kvalifikationsdomænet (kundskaber, viden, færdigheder) med henblik på at opnå kompetencer i ordafkodning. Han var aldrig blevet præsenteret for undervisning med udgangspunkt i pædagogiske spørgsmål, som kunne give ham eksistentielt modspil/modstand, forståelse og udsyn med spørgsmål som for eksempel: Hvad mener du om teksterne? Hvad tænker du om personerne i romanen? Hvordan ville du reagere, hvis det var dig, der var én af personerne i romanen? Hvordan vil du egentlig gerne være, når du nu ikke vil være som din voldelige far? Benjamin var ikke blevet undervist med fokus på subjektifikationsdomænet (at kunne vælge, tænke og handle som subjekt - finde ´et selv´ og altså ikke ikke det ego-centrerede ´mig-selv´). Med andre ord havde Benjamin ikke mødt ´forstyrrelsens pædagogik´ med narrativ undervisning.

Undervisnings DNA er risikoen for at lærerens intentioner ikke lykkes

For lige at indføje lidt teori her, så viser Gert Biesta med to forskellige billeder, hvordan han mener, man kan forstå det mangesidige og komplekse i undervisning, hvor man ikke først og fremmest eller udelukkende ser fagene i et spektrum af kundskaber eller kompetencer, der kan og skal forstås og tilegnes her og nu – men hvor der altid er risiko for at underviserens intentioner ikke lykkes, hvilket hører med til undervisnings DNA. Der er meget skjult og usikkert ved at skulle undervise andre mennesker, og man kan komme nærmere disse uforudsigelige faktorer ved at opdele processerne i tre domæner.

De tre uddannelsesdomæner

Gert Biesta tegner to forskellige billeder af disse domæner, hvilket hjalp mig til bedre at kunne fastholde den alternative undervisning, som viste sig at være god for Benjamin, men faktisk også for de fleste andre af mine kursister. Det ene billede er et Venn-diagram (Biesta 2011: 33), hentet fra matematikken for at visualisere relationer og logiske forbindelser mellem mængder. Med Venn-diagrammet viser Gert Biesta alle de mange forbindelser og skæringspunkter mellem de tre centrale uddannelsesdomæner forstået som mængder, der lapper ind over hinanden, og som han benævner og definerer:

Socialisation: Måder, hvormed vi gennem uddannelse bliver en del af bestemte sociale, kulturelle og politiske ordener.

Subjektifikation: Det modsatte af socialisation, nemlig at man opdrages til at kunne vælge, at kunne tænke og handle som subjekt, at søge ´et selv´ - ikke et ego-centreret ´mig-selv´.

Kvalifikation: Om at få kundskaber, viden, færdigheder, forståelser og dispositioner, så man bliver i stand til at gøre noget, altså få kompetencer.

…fortsættes i næste blogindlæg (5)

NB! Der findes mange videoer (samt artikler og slides fra hans præsentationer i forskellige lande) med Gert Biesta på nettet. Se for eksempel denne video, hvor Gert Biesta taler om den smukke risiko i pædagogik og undervisning: https://www.youtube.com/watch?v=QMqFcVoXnTI