På rejse efter undervisning (6)

Kritisér idéen om kausalitet og effektfuldhed i pædagogik og undervisning

Hvis man politisk rent faktisk ønsker frihed, ligeværd og demokrati, altså kvalitet, bør man skabe frie og tidsmæssigt rummelige rammer for undervisning, det vil sige understøtte lærernes balancegang mellem kvalifikations- socialisations- og subjektifikationsdomænerne – man bør med Gert Biestas ord fra samfundets side understøtte ´lærer virksomhed´, teacher agency. Dette indebærer blandt andet, at man åbent kritiserer idéen om kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis. At man kritiserer de forskere, der ønsker at legitimere, at forskningen i pædagogik og undervisning (uddannelse) i realiteten skulle kunne ses i lyset af: at beskrive det mellemværende, at nogen (lærerne) underviser andre (eleverne) i noget (stoffet) - i objektive, logiske iagttagelser og termer.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Mennesker er ikke ´pavlovske hunde´

Der er intet nyt under solen og tendensen er, at det gentages og fastholdes, at pendulet evigt, lige siden antikken, svinger mellem standpunktet om at fokus skal være på eleven (læring) eller kundskaber (dannelse). Man ønsker, indenfor den objektive og rationel logiske forskning i undervisning og pædagogik, at man med kausalitet og effektfuldhed kan legitimere, at uddannelse i realiteten skulle kunne ses i lyset af: at beskrive det mellemværende, at nogen (lærerne) underviser andre (eleverne) i noget (stoffet) - i objektive, logiske iagttagelser og termer. Man ønsker dermed at kunne bevise, at undervisningserfaringer kan overføres fra et mellemværende på et bestemt tidspunkt og i et bestemt rum til et andet mellemværende i et andet rum. Men det er netop dette, der er hele humlen: det kan man ikke. Det er umuligt af den simple grund, at mennesker ikke er ens. Og da det jo er mennesker, og ikke for eksempel pavlovske hunde, der indgår i det mellemværende: at undervise, så falder hele det normative udgangspunkt om, at der skulle kunne påvises kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis, til jorden.

Hvad der kan virke for andre virkede ikke for Benjamin

Det kan undre, at en del forskere med stor styrke og magt stadig kan få lyst til, og blive ved at udgive bøger for, at påstå en kausalitet og effektvirkning i pædagogisk forskning og praksis – når der nu fra anden side markant overbevisende påvises det modsatte: at det, der kan virke i en sammenhæng ikke virker på samme måde i en anden sammenhæng. Dette har for eksempel Gert Biesta med stor international anerkendelse påvist med hele sit værk. Det nytter simpelthen ikke at blive ved at gentage noget, der er forkert, nemlig: at der skulle kunne være en kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis; for det bliver det forkerte ikke mere rigtigt af. Kræv i stedet forskningen af pædagogik og undervisning tilbage til lærernes domæne (kræv Teacher agency) dér hvor erfaringen og indsigten er. Genskab for eksempel idéen om en lærerhøjskole. For det er en stor fejltagelse at sætte ´uvidende´ forskere til at ville ´bevise´, hvad er foregår i praksis, og jeg vil vove den påstand, at ´bevisførelsen´ om kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis mere er en bevisførelse til gavn for forskerne selv end for uddannelse. Desværre og tragisk sagt. Så, lad os nu i praksis, og uden at skele til hvad der har virket for andre, se videre på, hvordan det går med netop Benjamin i undervisning og pædagogik og baggrunden for en alternativ pædagogik og undervisning:

Benjamin er utilpasset

Benjamin fik i folkeskolen rollen som en besværlig elev, som undervisningen ikke kunne nå, hvilket var medvirkende til, at han gik i stå; han blev en outsider, en elev ´med særlige behov´, som man ikke rigtig vidste, hvordan man skulle nå ud fra socialisationsdomænets formål. ”Benjamin er utilpasset”, som det blev formuleret i et følgepapir fra hans tidligere skolegang.

Benjamins livsfortælling ind i undervisningen

Og måske blev Benjamins rygsæk opfattet som så fyldt med menneskelige problemer, at ingen lærer i sin undervisning vovede at stikke hul på de voldelige barndomserfaringer. Helt modsat er det dog min opfattelse, at det netop er en væsentlig undervisningsopgave at få italesat de personlige, subjektive erfaringer, som eleverne på godt og ondt har med i skoletasken. Ja, det er i mine øjne hele fundamentet for at lære noget af betydning, at man med Gert Biestas begreb om ´unikhed´ (Biesta 2014: 196) faktisk tager den enkelte elevs livsfortælling, og konkrete ståsted med ind i undervisningen.

Unikhed

At være unik refererer ikke til, at vi ejer nogle særlige egenskaber. Unikhed har for Gert Biesta at gøre med måden, hvorpå vi eksisterer sammen med andre, altså ikke hvordan vi adskiller os fra hinanden, men at vi hver især er uerstattelige. Som et billede kan man tænke på, at hvis én, du holder af, er i alvorlige menneskelige vanskeligheder, er det kun dig, hun vil have hjælp fra; det er dig, der skal sige eller gøre noget. Det er ikke fordi, du måske er specielt klog eller dygtig eller hvilken anden egenskab, du nu har, det er simpelthen, fordi det er dig. Et billede på unikhed kan også være dig som den person, der er vigtigst af alle, når dit lille barn er ved at få sit sprog frem. Du er som forælder den uerstattelige person, der vækker barnets lyst til at udtrykke sig verbalt og komme ind i det sproglige fællesskab. Pointen er, at uddannelse ikke kan skabe menneskers unikhed, for den er der allerede – det er en ontologisk, værensmæssig, svaghed.

Det er en styrke at give plads til mangfoldighed

Der gives ifølge Gert Biesta ingen universelle sandheder om, hvad et menneske er – hvis man skulle have faste definitioner heraf, ville der altid være fare for, at nogen faldt udenfor, som eksempelvis Holocaust på en katastrofal måde viser. Ikke desto mindre medfører livet universelle erfaringer om det at eksistere som menneske i verden, og det er en eksistentiel styrke, at man i undervisning giver plads til menneskelig mangfoldighed: Det er udtryk for pædagogisk ansvarlighed at åbne for alle de særprægede og unikke elever, som rent faktisk skal ses, kaldes på og inviteres ind i undervisningsverdenen, sådan som de nu er.

Mødet med det andet menneskes ´nøgenhed´ skaber sans for andres unikhed

Gert Biesta peger på, at det er det enkelte medmenneskes ansigt og udtryk, der giver mulighed for en menneskelig, etisk pædagogik og politik: Man mødes ansigt til ansigt, ser i særlige øjeblikke hinandens ´nøgenhed´, genkender og forstår hinanden som mennesker. Erfaringer med sådanne særlige øjeblikke kan have den konsekvens, at man dybest set ønsker at værne om hinandens unikhed og fællesskabets iboende mulighed for pluralitet. Sagt med andre ord: Anerkendelsen af alle menneskers særlige unikhed indebærer, at alle elever bør mødes på en ligeværdig måde.

Det er de konkrete erfaringer med at føle sig unik og ligeværdig – der skaber demokrati

I lyset af Gert Biestas tænkning er den ultimative uddannelsesopgave at skabe mulighed for en indholdsmættet, begivenhedsrig og demokratisk undervisning, hvor man kan få konkrete erfaringer med unikhed og ligeværd. Det er i processen med at løfte denne dobbelte opgave – som både er pædagogisk og politisk – at man bevæger sig hen imod skoleformålet om frihed, ligeværd og demokrati.

Som underviser har man et politisk medansvar

Den politiske opgave og ansvar, man som lærer har, er at sætte dette skoleformål op mod selve samfundsformålet med at holde skole: Når man skal undervise og selv være ansvarlig i forhold til frihed, ligeværd og demokrati, har man også et politisk medansvar for, at undervisningen kan foregå i frie, ligeværdige og demokratiske rum, det vil sige, at man ansvarligvis bør ytre sig i forhold til formål, indhold og rammer. Gert Biesta kalder denne form for ansvarlighed for responsibility (Biesta 2011: 84).

Lærervirksomhed bør understøttes fra samfundets side

Lærerens opgave er – ud over at deltage i den politiske samtale om, hvordan man bedst holder skole – at vække elevernes sans for og glæde ved at kunne eksistere som mennesker side om side på en moden, voksen måde. Alt dette indgår i uddannelsesdomænet subjektifikation. Man indgår her i åbne uforudsigelige forbindelser og processer, og uddannelsespolitisk åbner disse uforudsigelige møder for muligheden af, at alle mennesker kan komme ind i verden på lige fod. Det er krævende, det tager tid og fordrer ro og gode uddannelsespolitiske rammer, men det er ikke umuligt at opnå gode pædagogiske resultater, hvis viljen er der, og forholdene er i orden. Med andre ord: Hvis man politisk rent faktisk ønsker frihed, ligeværd og demokrati, altså kvalitet, bør man skabe frie og tidsmæssigt rummelige rammer for undervisning, det vil sige understøtte lærernes balancegang mellem kvalifikations- socialisations- og subjektifikationsdomænerne – man bør med Gert Biestas ord fra samfundets side understøtte ´lærer virksomhed´, teacher agency.

…fortsættes i næste blogindlæg (7)

NB! Der findes mange videoer (samt artikler og slides fra hans præsentationer i forskellige lande) med Gert Biesta på nettet: ”Teaching is not a moral profession: a provocation” https://www.youtube.com/watch?v=9I1jpH-uc5o