Genopliv skolen 4. Læreruddannelsen i Aarhus, samtale med Niels Tange

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Stort er godt

Jeg møder Niels Tange, lektor ved læreruddannelsen i Aarhus, i den kæmpestore, smukke indgangshall til campus, der rummer ca. 12 uddannelser, 7.500 studerende og ca. 1.000 ansatte. Selvom det lyder enormt stort og måske dermed kan signalere fremmedgørelse, så fortæller Niels Tange fyldt med energi om, hvordan man har fundet frem til, at det faktisk er positivt, hvis blot hver uddannelse husker på at fastholde sin egen identitet og på den baggrund møde de andre uddannelser. Det gør man på læreruddannelsen i Aarhus, hvor man for eksempel holder jævnlige separate samlinger for de lærerstuderende. Og mens jeg så sidder her midt i samtalen med Niels, hører jeg pludselig en klingende smuk sang; og da jeg rejser mig op for at se, hvor sangen kommer fra, får jeg øje på flere hundrede studerende, som siddende og stående er sammen i den store hall med sangbøgerne åbne og glade ansigter. Jo, stort kan være godt, det erfares tydeligt af denne morgens fællessang, må jeg medgive Niels Tange.

Den nye læreruddannelse

Jeg spørger Niels Tange om han kan udpege tre gode ting ved den nye læreruddannelsesreform (LU23). Niels nikker ivrigt og påpeger for det første, at der i den nye læreruddannelsesreform er mindre fokus på mål og mere fokus på formålet, som er blevet betragteligt udvidet - for øvrigt efter skabelonen af folkeskolens formålsparagraf. Derefter peger han på, at der bliver tilført mere praktik, således at de studerende er i praktik på hvert studieår. Dette vil understøtte, at balancen mellem teori og praksis i uddannelse understøttes, hvilket ifølge Niels gange er helt afgørende for en professionsrettet uddannelse, som læreruddannelse jo er. Til sidst fremhæver Niels Tange, at der med begreber som lærerens professionelle autoritet og det fagpersonlige udviklingsspor bliver et tydeligere fokus på, at LU23 skal understøtte, at de studerende ikke bare udvikler deres faglige og didaktiske kompetencer men også deres personlige og menneskelige side, så de også udvikler sig til, hvad Niels Tange kalder ’lærermennesker’. Dette er vigtigt, hvis lærerne skal understøtte elevernes menneskelige og dannelsesmæssige udvikling, mener Niels.

Det dobbelte formåls pædagogik

Og netop denne menneskelige udvikling i skolen spiller en afgørende rolle i Niels Tanges forskning. Han arbejder med, hvad han kalder det dobbelte formåls pædagogik som en betegnelse for den pædagogik, der ikke – som der er tendenser til i den uddannelsesmæssige debat - enten fokuserer på læring eller på dannelse, men fokuserer på begge dele vel vidende, at disse to står i et modsætningsfyldt spændingsforhold. Læringen er en form for tilpasning, hvor dannelsen vil selvstændiggøre og frigøre. Og skolen skal ifølge Niels Tange begge dele.

Hvordan ser læring og dannelse ud onsdag morgen i 3.a?

Og det dobbelte formåls pædagogik er jo en god og vigtig hensigtserklæring - ligesom de mange gode ord i den nye læreruddannelsesreform i øvrigt. Men her peger Niels Tange på en anden opmærksomhed, som han er optaget af. For ét er hensigterne og ord som dannelse, et andet er, hvordan disse bliver til virkelighed i praksis i den konkrete hverdag på skolen. Og derfor stiller Niels Tange spørgsmålet: Hvordan ser læring og dannelse ud helt konkret onsdag morgen i 3.a?

Ikke rum til det dobbelte formål i praksis

Det er her, der er noget, der er gået i baglås, for rigtig mange lærere oplever nemlig i dagens skolevirkelighed manglende mulighed for at få ro, tid og plads til at leve op til de gode og fine begreber og teorier. Der er for mange strukturelle og rigide benspænd for lærerne ude i praksis; Niels Tange betegner dette som skolens ’strukturelle og interessemæssige overload’ og henviser til, at skolen i dag er så styret af strukturer og interesser udefra eller oppefra som 45 minutters undervisning, lærerskift, klasseskift, test osv. Dette gør det vanskeligt for lærerne at give plads til den mere dannelsesmæssige side, som Niels Tange kalder ’det subjektiverende’. Der er den del af undervisningen, hvor læreren for en stund trækker sin styring tilbage for at give plads til, at eleverne kan træde ind som subjekter i undervisningen og træffe valg, og afprøve deres selvstændighed og ansvarlighed og dermed dannes.

To skoler i forsøg på at skabe tid, plads og ro til ’det subjektiverende’

Niels Tange har på baggrund af sådanne overvejelser taget kontakt til to skoler, som i samarbejde med ham vil lave forsøg med at sætte fokus på at give lærerne tid, plads og ro med henblik på, at eleverne reelt i praksis mødes med frihed, lighed og demokrati og opleve sig selv som subjekter i skolen; formålene skal ikke blot være abstrakte, teoretiske begreber – men konkret praksis. Der skal gives plads for lærerne til andet og mere end 45 minutters lektioner, test, fag- og lokaleskift, altså alt det der normalt ´overloader´, så lærerne i dagligdagen tyer til den digitaliserede teknologi med læringsportaler og andet forudsigeligt e-materiale.

Begreber og praksis i balance

Da jeg siger farvel til Niels, bliver vi enige om at holde kontakten, for måske er det en god idé at forfølge en sådan forskning for at se, om der ikke kunne skabes konsensus i lagene omkring skolen og læreruddannelsen om, at der skal gøres noget, så begreber og praksis kan komme i balance.