Hannah Arendt: indebærer intellektuel dannelse moral?

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Koncentrationslejre og tortur skabte frygt og rædsel – men det dybere moralske problem var hykleriet hos dem, der underlagde sig ensretningen

Hannah Arendts liv og hele eksistens blev, som manges, vendt op og ned, da den nådesløse terror for alvor (i 1941) gik op for hende. Nu skulle man tro, at det mest alvorlige var SS´s bestialske handlinger i koncentrationslejrene, og det hemmelige politis fremfærd i torturkamrene, for det var jo netop disse forfærdelige og farlige tilstande, der skabte frygt og rædsel. Men det dybereliggende moralske spørgsmål om, hvem der faktisk gjorde det muligt at gennemføre rædselsregimet, så Hannah Arendt i forbindelse sine ´venners´ og andres hykleri og i forbindelse med fænomenet ´ensretning´.

Hannah Arendts ´ven´ lader sig ensrette til at fjerne fremmed blod ved højere læreanstalter - for så kan han fortsætte sin karriere

Hannah Arendts tidligere ven, Benno von Wiese, sendte, som et forsvar for sig selv og sin medvirken i Hitlers rædselsregime, i 1964 et brev til hende med en avisartikel, hvori han ville forsvare sit medløberi: ”Vi bukkede under for en skæbnesvanger tidsånd”. Men Hannah Arendts bidende svar til sin´ven´ lød: ”Du ´bukkede under for tidsånden´, da det stod klart for dig, at din karriere var på spil […]. Det tog dig ikke lang tid at lade dig ´ensrette´, for kort tid efter (en samtale de to havde om det frygtindgydende i tidsånden) krævede du fjernelsen af alt fremmed blod ved de højere læreanstalter […] du ville ikke indrømme overfor dig selv, at du handlede ud af opportunisme.”

Hannah Arendts rapport om den banale ondskab: at sætte karriere over at ville tænke og handle moralsk ansvarligt

Hannah Arendts hårde angreb på sin tidligere ven sker efter et foredrag, hun holder i 1964 ”Personligt ansvar i et diktatur”; denne tale er nu udgivet på dansk, oversat af Joachim Wrang. med efterskrift af Frank Beck Lassen (Forlaget Klim 2022). Budskabet i talen er tæt knyttet til det budskab, der er i Hannah Arendts to andre bøgerThe Human Conditions (1958) og Eichmann in Jerusalem (1963), hvor det vises, at Eichmann ligesom Arendts ven Wiese ´bukkede under for tidsånden´, da det stod klart for ham, at hans karriere var på spil. Banalt, men sandt. Hannah Arendt skrev rapporterende artikler til tidsskriftet The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i 1962; hun skrev, at han var tankeløs og hans handlinger var banale. Hun kaldte ham ikke et monster, hvorfor hun i vide kredse blev meget upopulær. I jødiske kredse ikke mindst, fordi hun tilføjede, at jøderne indirekte medvirkede til egen udslettelse, fordi de, i nødværge og under tvang, samarbejdede i ro og orden med nazisterne. Skaderne ville have været mindre omfattende, ifølge Hannah Arendt, hvis jøderne havde handlet og skabt uorden, kaos og anarki. https://www.folkeskolen.dk/taenk/2879039

Min tidlige intellektuelle dannelse handlede ikke om at dømme moralsk ansvarligt – men så gik det galt

Hvad er retfærdigt? Det er til alle tider blevet diskuteret, men hvad nu hvis magten teknokratiseres og centraliseres: hvad sker der, når samfundsmaskinen vil ensrette? Hannah Arendt siger i sit foredrag i 1964: ”Min tidlige intellektuelle dannelse fandt sted i en atmosfære, hvor ingen var særlig opmærksomme på moralske spørgsmål”. Og hendes foredrag går ud på at vise, at Hitlerregimet var blodigt uretfærdigt, men det kunne ikke have ladet sig gøre, hvis det enkelte menneske havde sagt nej til at deltage i det system, som han byggede op.

Den intellektuelle dannelse er ikke tilstrækkelig

Det, der i al sin gru går op for Hannah Arendt er, at hendes og hendes venners intellektuelle dannelse simpelthen ikke er tilstrækkelig i forhold til at imødegå den ensrettende systematiske måde at møde andre mennesker: som objekter. Der mangler noget i den intellektuelle dannelse, nemlig den personlige integritet til at ville tænke moralsk over og bedømme om det, der foregår her og nu – om det er rigtigt eller forkert.

Det skete, derfor kan det ske igen

Hannah Arendt slutter sit foredrag i 1964 med en opfordring om aldrig at spørge ”Hvorfor adlyder du tidsånden bud om ensretning?”, for man skal holde op med at gemme sig bag fristelsen til passivt bare at adlyde og dermed støtte noget, der er forkert.

I stedet skal spørgsmålet ærligt lyde ”Hvorfor støtter du tidsåndens ensretning”, for så kan man begynde at tænke over, hvordan man selv vil bedømme tidsånden og om man på den baggrund skal handle alternativt.

Med andre ord: man kan kun opnå retfærdighed i et fælles samfund, hvis dette samfund består af enkeltstående mennesker, der konstant værner om egen integritet; kun derved kan man vinde den ære og værdighed, som tilkommer den status at være menneske.

Dommen bør, ifølge Hannah Arendt, falde over det (de) enkelte menneske (mennesker), som står for blindt at adlyde ensrettende tendenser i samfundet – ekkoet synes hørligt fra Primo Levis: ”Det skete, derfor kan det ske igen. Dette er kernen af, hvad vi må sige”.