På rejse efter undervisning (9/11)

To norske bøger om pædagogik i et eksistensprisme

Et pendulsvingende fokus på enten kundskaber (curriculum) eller læring (eleven) har i Danmark bidraget til at give skolen til opgave at løse samfundets behov for værdiskabelse og velfærdssikring. Men jeg vil fremhæve to norske bøger, som protesterer imod dette, siden antikken, pendulsvingende fokusskifte – og som i stedet anskuer pædagogikken i et eksistensprisme. De to norske bøger er: (1) ”Eksistens og pedagogikk – en samtale om pedagogikkens opgave” (2015) af Paul Otto Brunstad, Solveig Magnus Reindal og Herne Sæverot (red). Samt: (2) ”Pedagogikk, periferi og verdi – eksistentiell dialog om skole og samfunn» (2020) af Tone Sævi og Gert Biesta (red.).

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

To danske bøger om dannende og formende pædagogik – til velfærdssikring og humanitære værdier

Jeg ser disse to bøger over for, og i modsætning til, to andre bøger, fra Danmark: (1) ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” (2021) af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer & Lene Tanggaard (red.). (2) ”Kausalitet og effektfuldhed – i pædagogisk forskning og praksis” (2022) af Jacob H. Christensen og Lars Qvortrup (red.). De to norske bøger kan ses som et oprør imod, at skole og uddannelse skal være en kampplads, hvor børn og unge primært enten skal formes effektfuldt til fremtidens ressourcer (velstandssikring) eller dannes med ´bemyndigende´ kundskaber (humanitære værdier). De to norske bøger gør med andre ord oprør imod at se den primære opgave for skole og uddannelse som at være: Enten at forme og danne børn og unge til effektivt at bidrage til fællesskabet – eller underkastelse til fællesskabets normer og traditioner.

Pædagogik – er også kamp men for hvad?

Grunden til, at jeg ser disse to norske eksistensbøger overfor de to danske læring/dannelse-bøger, er, at den interne krig i Danmark nu er så hård, at den kan være med til, at pædagogiske miljøer lukkes helt ned. Som for eksempel, når de toneangivende kredse kæmper med våben som at indanke modparten for videnskabelig uredelighed eller omvendt: at anklage for at være uden sammenhæng med konteksten. Herom vidner også afskedigelsen her i vinteren 2022 af Thomas Aastrup Rømer (dannelsespositionen), som en erklæret kritiker af DPU´s toneangivende leder og forskere (læringspositionen). Der er behov for i Danmark at søge ned i dybderne for at finde nye veje

Pædagogik – ikke læring eller dannelse – men eksistens

Jeg vil plædere for de to norske bøger om eksistenspædagogik, for mener, at de kan give et alternativ til den danske debat om det pendulsvingende fokus på enten kundskaber (curriculum) eller læring (eleven). Det er på høje tid at søge alternativer til læring/dannelse i Danmark.

Undervisning med kunst, filosofi og religion kan åbne muligheden for noget nyt

Jeg kan ikke opstille en instrumentel, mekanisk læringsmetode - heller ikke en grafisk didaktik eller et dannende formål, for hvorfor Benjamin nu lærte at læse og skrive som 18-årig; for det handler om noget andet og mere end om, hvad man kan indfange i en objektiv, målelig forstand eller hvad man kan forvente i faglig kundskabstilegnelse.

Der var dels tale om at finde den rette balance mellem de tre uddannelsesdomæner, kvalifikation, socialisation og subjektifikation, og endvidere om det, som Gert Biesta beskriver som noget udefrakommende, noget transcendent, som ligefrem kan virke som en åbenbaring. Som lærer bør man holde muligheden åben for noget helt nyt, noget der ”i radikal forstand kommer udefra, som noget, der transcenderer den ’lærendes’ selv, transcenderer den, der undervises” (Biesta 2014: 71). Fortællingerne med og ved kunsten, filosofien og religionen tror jeg skabte muligheden for at understøtte, opmuntre og give modstand til alt det, der kunne få Benjamin til at sige ja til min undervisning.

Hverken livet eller undervisning kan styres – og det er smukt

Dybest set er undervisning en gave (Biesta 2014: 78-83), der nok kan gives med stor pædagogisk omtanke og faglig indsigt og viden – men det er altid usikkert, hvorvidt gaven gives på det helt rigtige tidspunkt, i den helt rigtige form og med det helt rigtige indhold. Ligesom det er usikkert, om modtageren overhovedet er parat til at modtage gaven. Det er denne risiko, som Gert Biesta kalder: En smuk risiko, hvilket kan ses som en markering af, at hverken undervisning eller livet som sådan kan styres, og det er godt, og altså også ligefrem smukt. Biesta peger her på undervisningens kunstneriske, filosofiske og nærmest religiøse eksistensdimension.

At bruge hoved, hånd og hjerte – for at komme i dialog

I undervisningen balancerede jeg mellem at give relevant modstand, stille krav til Benjamin samt at give ham frie tøjler til at arbejde selv og sammen med sine kammerater. Det gennemgående var at have god tid og ro til at rumme modstand og til at give plads for alle de processer, som må foregå, når mennesker skal ´komme ind i verden´, det vil sige, når man både med ´hoved, hånd og hjerte´ skal komme i dialog med omverdenen (Biesta 2015: 120-21) og altså rent faktisk kunne modtage en undervisning og dermed lære noget.

Benjamin virkede mere og mere frigjort

Det gennemgående var også at udfordre og respektere Benjamins ’vilde’ spørgsmål og forslag og at være helt nærværende, så jeg som lærer kunne gribe ind, hvis han var ved at få endnu et nederlag. Benjamin kom til syne som sig selv, han blev respekteret ud fra sit særlige ståsted i tilværelsen, og han kom ind i den fælles verden, imens – og fordi – han lærte at læse, stave og skrive; det skete i vekselvirkende processer og i fællesskaber, hvor dialog og samtale var i højsædet. Han virkede mere og mere frigjort og fik øje på nye muligheder i sit liv. Undervisningen balancerede mellem de tre uddannelsesdomæner, det vil sige mellem faglige, sociale og personlige krav og udfordringer til Benjamin – og så det, at han skulle ses som den, han nu engang var, i egen ret – han skulle kunne være med som sig selv i det sociale klassefællesskab.

At vække et andet menneskes lyst til at komme til syne

Det var en vigtig opgave for mig som lærer via min undervisning at hjælpe Benjamin med ´at komme ind i verden´ (Gert Biesta 2014: 193-196), som Gert Biesta formulerer den proces, hvor man vækker et andet menneskes lyst til at ´komme til syne´ (Gert Biesta 2014: 195) i livet, på en moden, voksen måde. Jeg så Benjamins unikhed, og han lærte mig en hel del om, hvad undervisning kan udrette med dialog i centrum. Jeg fik for alvor indblik i, at der kan opstå nye begyndelser i et menneskes liv med pædagogikkens hjælp – når man i fred og ro som lærer kan finde de rette øjeblikke, hvor man med viden, erfaring og livsindsigt kan bedømme, hvilken drejning man skal give sin undervisning; den undervisning som altså er formåls- og indholdsbestemt ud fra alle tre domæner: kvalifikation, socialisation og subjektifikation i vekselvirkning.

…fortsættes i næste blogindlæg (10/11)

NB! Der findes mange videoer (samt artikler og slides fra hans præsentationer i forskellige lande) med Gert Biesta på nettet ”What is the educational question?” https://www.youtube.com/watch?v=iLR5Z_Po2x0&t=429s