På rejse efter undervisning (1)

Man kan ikke overføre teoretisk tænkning til praktisk undervisning

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Hvis man spørger Gert Biesta om, hvad man som underviser kan bruge hans teori Verdensvendt uddannelse til med baggrund i de teoretikere, som han både omtaler og samtaler med i sine bøger, så lyder svaret: Rent faktisk meget lidt – altså hvis man forstår ´bruge´ i den aristoteliske forstand som poiesis, det vil sige forstå det at gøre noget som udtryk for en produktion, som noget man direkte kan overføre (Biesta 2013:198).

Teorien skal adskilles fra praksis

Gert Biesta påpeger, at undervisning er – udelukkende er – praksis. Bogstaveligt talt skal man lade være at tro, at man kan bruge noget som helst af det, han har skrevet direkte ind i praksis. Han håber snarere, at man viderefører undervisning og lærerarbejde i en lignende ånd, som ligger i, og bag, hans uddannelsestænkning. (Biesta 2013:190). Hvilken ånd tænker Gert Biesta her på? Svaret på dette spørgsmål findes i de fem bøger, hvor hans uddannelsesteori ifølge ham selv udvikles.

En særlig ånd bag teorien?

For at fange den særlige teoretiske ånd i teorien om Verdensvendt uddannelse – nemlig at nægte at ville opfatte uddannelse som en produktion – kan man begynde med hans fem bøger i det, han kalder sin monografi om uddannelse, altså hans værk om: undervisning, pædagogik, uddannelse

(1) Læring retur. Demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid

Her kritiseres læringssproget som tomt og politisk manipulerende. Hans modspil er idéen om, at børn og unge skal have mulighed for at ´komme ind i verden´ som ´unikke´, væsener via en ´forstyrrelsens pædagogik´, der stiller det enkle pædagogiske spørgsmål i mødet med læseplanen ´hvad mener du om det? ´. Han opsøger hellere end den enkle og trygge vej den besværlige vej, hvor det slet ikke står klart, hvem det er, der egentlig er de ´betænksomme´ (alle mennesker kan tænke, ikke kun filosoffer): Jeg mener (…), at det at lade spørgsmålet om menneskets menneskelighed stå radikalt åbent, og lade det besvare igen og igen kan hjælpe os til at forblive årvågne, specielt over for forsøg på at begrænse hvad det vil sige at være menneske og leve et menneskeliv.

(2) God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati

Her kritiseres den globale målingsindustris indvirkning på uddannelse. Hans modspil er at konkretisere, hvordan de pædagogiske processer foregår i tre overlappende domæner: Subjektifikation, socialisation og kvalifikation. For at skabe god undervisning, er kunsten i Gert Biestas perspektiv at finde den rette balance mellem disse tre: For det første gjorde distinktionen mellem disse tre domæner det muligt for mig at hævde, at spørgsmålet vedrørende god uddannelse altid bør angribes i relation til, hvad man ønsker at opnå – der er aldrig noget godt eller ønskværdigt ved uddannelsesmæssige processer og praksisser i sig selv – og jeg pegede også på, at uddannelse som fænomen aldrig er endimensional i sine intentioner og ambitioner.

(3) Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik

Her kritiseres trangen til at gøre uddannelse risikofri. Han viderefører sin tænkning om forstyrrelsens pædagogik og slår fast, at uddannelsesmæssige processer og praksisser ikke er maskinelle (s. 189). Pointen er, at vi bør omfavne den indlejrede svaghed i, og den medfølgende risiko for, at uddannelse måske slet ikke virker: Den diskussion, jeg fremfører i denne bog, er, at uddannelsens svaghed ikke bør forstås som et problem, der bør overvindes, men snarere bør forstås som selve den ´dimension´, der gør uddannelsesmæssige processer og praksisser pædagogiske.

(4) Undervisningens genopdagelse

Her går kritikken på den globale læringspolitik, at læreren er blevet gjort til læringsfacilitator, og at læringssproget og læringslogikkens indtog har transformeret læreren fra at være ´autoritet på podiet’ til ´guide på sidelinjen´ (Biesta 2018:19). Gert Biesta skriver: jeg håber, at mine tanker vil give støtte til dem, der tror på, at undervisning har betydning. Ikke som effektivt værktøj i produktionen af læringsresultater, men for vores eksistens som voksne subjekter i verden, uden at besætte verdens centrum. Underviserens hovedopgave og ansvar er ikke at se andre mennesker som objekter men tværtimod: at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt.

(5) I Verdensvendt uddannelse

Her spidsformulerer Biesta kritikken af, og sit opgør med den globale læringstvang i skole og uddannelse, men han understreger samtidig, at der faktisk er en anden mulighed. Nemlig at se uddannelsesopgaven som at ville give: forstyrrelse, langsommelighed, plads, rammer og støtte med det entydige formål at fastholde den enkelte persons konfrontation med sin mulige frihed til at kunne være subjekt i eget liv: Hej, du dér, hvor er du? Se dér! Hvad tænker du om dét? Hvordan vil du reagere? Lakmusprøven for kvaliteten af et demokratisk samfund er villighed til at give en ´endnu ikke fastlagt tid´ til børn og unge, så de, via kunstens forestillingsevne og fortryllelse, kan vendes mod verden. Jeg har i denne bog positioneret uddannelse på ´subjekt-siden´ – en slags villet handling, der har en central interesse i spørgsmålet om, hvordan mennesker kan eksistere som subjekt i eget liv, ikke som objekter for, hvad andre mennesker eller magter kunne ønske sig med dem.

...fortsættes i næste blogindlæg (2)

NB. Der findes mange videoer (samt artikler og slides fra hans præsentationer i forskellige lande) med Gert Biesta på nettet, se fx denne om hans seneste bog i hans monografi: ”World-centred Education. A View for the Present” A View for the Present' by Professor Gert Biesta - YouTube