På rejse efter pædagogik 6(8)

Hvem var Hannah Arendt?

Det usædvanlige, selvstændige og politiske menneske Hannah Arendt blev født i 1906 i Tyskland og døde i 1975 i USA. Hun var erklæret ateist, men med sin jødiske herkomst og sin store indsigt i kristendommen var Bibelen et finvævet baggrundstæppe for alt, hvad hun skrev. Selvom hun skrev og tænkte som filosof underlagde hun sig aldrig andres tænkning eller filosofi; hun satte dog en dyd i altid at være i dialog med andre og grundigt forklare og uddybe sin tænkning; til tider for omstændeligt – som om hun var bange for, at nogen skulle angribe hendes yderst radikale og epokegørende standpunkter.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Der er mulighed for at handle og gøre noget andet end det, der i dag forventes om ´evidensbaserede koncepter, regnearkspædagogik, best practice og accountability-filosofi´

Hannah Arendt var en politisk tænker, der blandt andet beskrev vilkåret for mennesker som både: aktivitet og filosofisk eftertænksomhed. Hvad har det med pædagogik at gøre? Alt! Fordi, for at finde muligheder til at handle i pædagogik, undervisning og politik, må man nøgternt anskue det, som nødvendigheden åbenlyst fortæller: at vi står midt i ´evidensbaserede koncepter, regnearkspædagogik, best practice og accountability-filosofi´ i den OECD-skole, der er neo-liberalismens virkelighed. Men samtidig med denne nøgterne anskuelse, så har enhver frihed til at tænke filosofisk over de erfaringer og bedømmelser, man selv (og andre) har høstet fra virkelighedens arbejde med pædagogik og undervisning. Derfor mener jeg, at der er mulighed for, at man kan gøre noget andet, end det, der lige nu forventes.

Der er mulighed for at handle hver for sig – og sammen

Der er med andre ord mulighed for at agere politisk og handle, så der kan ske forandringer. Det er simpelthen op til den enkelte at stoppe op og råbe op om og sige fra overfor elevers mistrivsel, for lange skoledag, for lidt forberedelsestid, for mange i klassen, nedslidte skoler – altså, et niveau, der i dag er skruet ned under nulpunktet. Sammen med de andre enkelte kolleger, politikere, forældre og borgere, som tænker over tingene, og som vil handle hver for sig - og sammen.

”Jeg prøver at tænke over, hvad det er, vi gør”

Lad mig holde fast i det, jeg skrev i starten om, at den politiske tænker Hannah Arendt beskrev vilkåret for mennesker som både: aktivitet og filosofisk eftertænksomhed. I bogen Menneskets vilkår (The Human Condition 1958) skriver Hannah Arendt blandt andet: ”Det, jeg vil fremføre i det følgende, er en genovervejelse af selve menneskets vilkår set i lyset af vores seneste erfaringer og bekymringer. Det handler begribelig vis om tænkning, for et kendetegn ved vor tid er tankeløshed, det være sig i form af den hensynsløse mangel på bekymring eller den selvglade gentagelse af ’sandheder’, som for længst er blevet trivielle og tomme. Det, jeg har at tilbyde, er derfor ganske enkelt: jeg prøver at tænke over, hvad det er, vi gør” (s. 34).

Mennesker har altid levet både i aktivitet og i filosofisk eftertænksomhed

Og hvordan gør vi mennesker så ifølge Hannah Arendt? Hvordan lever vi? For det første siger hun, at det at være menneske sådan set ikke har forandret sig så meget igennem tiden. Der er nemlig det evige og fælles på tværs af tid og sted, at vi kan leve et liv, både i aktivitet og i eftertænksomhed, sådan beskrives det helt tilbage til antikken og i Menneskets vilkår skriver hun om aktivitet, og i Åndens liv, der udkom efter hendes død (The life of the mind 1977), skriver hun om den filosofiske eftertænksomhed.

Menneskets vilkår – menneskers aktiviteter er arbejde, fremstilling, handling

I sin bog fra 1958 Menneskets vilkår skriver Hannah Arendt om det aktive liv, og peger på tre grundformer: arbejde, fremstillen og handlen.

(1) Arbejde (labour): livsreproduktive processer, hvor selve resultatet ikke foreligger i selvstændig form efter processen (for eksempel yngelpleje).

(2) Fremstilling (work): her er det processer, der skabe produkter, ting, især ting, der ikke konsumeres, men bruges. Fælles for disse to processer – arbejde og fremstillen – er, at der er tale om subjekt-objektstrukturer.

(3) Handling (action): i denne sidste procesform, er det anderledes, for den foregår mellem mennesker og forudsætter talen. Her er der altid tale om subjekt-subjektprocesser.

Tænk jer om: Livet drejer sig ikke kun om arbejde og fremstilling – men først og fremmest om handling

Hannah Arendt mener, at den samfundsteoretiske filosofi siden Platon har reduceret disse tre grundformer til én, som regel fremstillingens – aldrig handlingens. Det har nok skabt orden, men ikke frihed. Frihed opstår udelukkende, når, mens og hvor mennesker handler hver for sig, og sammen. Arendt bruger sin opdeling til at kritisere sin samtid, fordi det blev tilsløret, at handling kun kan ske i frihed. Det samme sker i dag, hvor neo-liberalismen vil have orden og vil styre pædagogik og undervisning (og andre områder i samfundet) med koncepter og accountability-filosofi. Dette skaber mistrivsel og lærer- elevflugt. Men Ifølge Hannah Arendt kan man, som sagt, ikke kontrollere, styre eller konstruere handling – handling er noget, der sker i frie rum, hvor mennesker hver for sig og sammen kan handle. Det er som Hannah Arendt står lyslevende her iblandt os og kritiserer den neo-liberalistiske OECD-skole og uddannelse for fuld blus: Tænk jer om! Livet hele drejer sig ikke om kun om arbejde og fremstilling – men først og fremmest om handling!

Åndens liv – tænk selv! Hvis du altså vil bruge din mulighed (mellem frihed og nødvendighed) og handle politisk

Det var Hannah Arendts klare melding, at en politisk handling sammen med andre mennesker begynder hos den enkelte. Hendes sidste bog Åndens liv (The Life of the Mind/1977), kan ses som en (ufuldendt) afslutning på hendes oprør imod menneskers tilbøjelighed til at lade være med selv at tænke og i stedet læne sig op af, hvad der er ´normalt´, og hvad man får besked på at gøre, ovenfra. Hun gjorde oprør imod fortidens, såvel som nutidens, totalitære tendens til at gå i takt, og det gjorde hun bl.a. på baggrund af sine erfaringer med retssagen mod én af arkitekterne bag drabet på 6 millioner jøder under 2. verdenskrig; manden hed som bekendt Eichmann. Ja. Han havde et navn. Og ja. Han var et menneske. Selvom samtiden og vel også eftertiden gerne vil(le) kalde ham et monster, så var han rent faktisk et menneske. Og netop dette ville Hannah Arendt vise; derfor kaldte hun bødlen Eichmann for tankeløs og hans handlinger for ´ondskabens banalitet´. Ethvert menneske, som underkaster sig et system og en systemisk måde at tænke, kunne dengang (og kan i dag) blive til en ”Eichmann”, mente hun.

Den uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handling – skaber frihed

Budskabet i Hannah Arendts bøger The Human Conditions fra 1958 og Eichmann in Jerusalem fra 1963 er, at det er den uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handling, der skaber frihed; det var denne handling, som Eichmann nægtede som en mulighed – han parerede blot ordre og gjorde, som der blev sagt til ham, at han skulle gøre. Banalt, men sandt. Hannah Arendt skrev rapporterende artikler til tidsskriftet The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i 1962 (disse blev senere samlet i bogform); hun skrev, at han var tankeløs og hans handlinger var banale. Hun kaldte ham ikke et monster, hvorfor hun i vide kredse blev meget upopulær. I jødiske kredse ikke mindst, fordi hun tilføjede, at jøderne indirekte medvirkede til deres egen udslettelse, fordi de, i nødværge og under tvang, samarbejdede i ro og orden med nazisterne. Skaderne ville have været mindre omfattende, ifølge Hannah Arendt, hvis jøderne havde handlet og skabt uorden, kaos og anarki.

Hvorfor handler mennesker? Fordi vi vil noget!

I Åndens liv, som blev hendes sidste, og ufuldendte, bog inden døden indhentede hende, ville hun finde ud af, hvad der inde i menneskers sind sætter handlinger i gang. Hvorfor handler vi? Svaret er, ikke overraskende: Fordi vi vil noget. Det er viljen, Hannah Arendt vil undersøge med henblik på at kunne forklare sammenhængen mellem viljen og friheden i handlingen. Men at gå på filosofisk opdagelse i sindet er en rejse, man må indse fortabt på forhånd – der er ingen relevante videnskabelige redskaber; så antikkens og middelalderens idéer og tanker tages med på råd og en metafor for vilje i Hannah Arendts optik kan være kusken, der har fat i tøjlerne på et fnysende vildt og stejlende hestespand. Kuskens håndtering af tøjlerne kan ses som et billede på viljen til at føre sig selv med sjæl, sanselige lyster og legeme ad den rette vej i tilværelsens virvar. Viljen sætter, sammen med samvittigheden, retningen for ens handlinger. Stop! kan samvittigheden sige og dermed ændre retningen. Viljen og samvittigheden kendetegner dermed den enkelte person, og i Eichmann sagen var det netop den manglende samvittighed, der gjorde, at et menneske, altså Eichmann, lod katastrofen indtræffe. Nej! kunne Eichmann have sagt, og så havde historien, måske, set ganske anderledes ud. Viljen til en fremtid, en ny tid, er en mulighed for alle mennesker. Viljen til ikke blot at være født men at være født som en menneskelig skabning på Jorden, og dermed være en ansvarlig person – denne vilje kommer ikke af sig selv. Man skal tænke sig om.

Eichmann ville ikke tænke selv - men parere ordre

Med tænkning mener Hannah Arendt ikke at tænke i filosofisk forstand. Det er fornuften, i modsætning til forstanden, man anvender, når man tænker, sådan som alle mennesker kan gøre. Man skal altså ikke være filosof eller en stor tænker for at bruge sin fornuft og tænke sig om. Forstyrrelser kan der være nok af, så man må trække sig lidt tilbage fra ´verdens virvar´ og sine ´sansers larm´ - man må finde rolige steder, hvor man kan tænke. Og selvom man sådan set intet foretager sig, så kan tiden pludselig forsvinde, mens man tænker over noget eller nogen. Og selvom man er ganske alene med sine tanker, kan man trods alt føle sig i et fællesskab, for man jo tænker i ord, i et sprog, som man har fælles med alle andre mennesker. Hvorfor vi tænker? Dette er et spørgsmål, der kan være lige så svært at svare på som spørgsmålene: Hvorfor lever vi? Hvad vil vi med vores eget liv? Med det fælles? I dømmekraften skal prøven stås. Kan man styre sine egne sjælelige og legemlige behov og lyster? Kan man tænke sig om og forholde sig til sig selv som en del af denne verden? Så kan man måske lære at fornemme og følge sin 6. sans og dermed komme i balance mellem de to yderpunkter, hvor det ene yderpunkt er: Hvad forstanden – altså alt det objektive, beviselige og sande – fortæller, at jeg skal gøre. Og det andet yderpunkt: Hvad mine sanser – og dermed sjælelige og legemlige behov og lyster – fortæller, at jeg skal gøre. Balancekunsten mellem forstanden og den sanselige nydelse kan findes med den 6. sans. Denne kan opøves ved, at man tager livet, eksistensen på Jorden, som en opgave, som indebærer, at man vil noget og tænker sig samvittighedsfuldt om. Både i forhold til eget liv og i forhold til det fælles menneskelige liv. Det var denne opgave Eichmann ikke ville tage på sig. Han tænkte ikke selv. Han bedømte ikke selvstændigt. Han ville ikke.

Mulighed – mellem nødvendighed og frihed – for at leve et godt liv, hvis man vil

Hannah Arendts gennemtrængende besked gennem tid og sted er: Holocaust kan ske igen. Saltet i Hannah Arendts bog Åndens liv er dog fremtidstro og kærlighed. Hannah Arendt ser muligheden for, at mennesker kan leve et godt liv sammen på Jorden. Hun kalder det natalitet. Vi er født, og vi er skabt i Guds billede. Det vil sige, at vi – igennem uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handlinger – kan skabe et godt jordeliv med fællesskab. Hvis vi altså vil tænke og vil handle samvittighedsfuldt og dermed skabe mulighed for frihed.