Jo, men Johnny Laursen – er DPU da blevet en kæmpe på lerfødder?

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Hvordan vil du, Johnny Laursen, konkret forholde dig til problemerne bag angrebene på dine ansatte forskere?

Jeg undrer mig over, at du i dette debatindlæg 24/1 23 https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-blaest-over-uddannelsesforskningen/4696459 vælger at undlade at skitsere, og forholde dig til, de problemer, som kan ligge bag angrebene? Lærerne har siden nedlæggelsen af Danmarks Lærerforening (2000) fået et nyt lag af forskere og konsulenter til at give dem DPU-forskernes viden om skole og uddannelse. Men hvad nu hvis denne videnskabelige viden overser den helt aktuelle og praksisnære viden ud fra lærernes egen bedømmelse? Hvad nu hvis de angreb, du gerne vil beskytte dine ansatte forskere imod, faktisk har substans i sig? Dette blev fx drøftet med 48 kommentarer i dette blog-indlæg om pædagogik https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-18/4692045 Hvordan forholder du dig konkret til denne debat?

Hvad er egentlig ´breaking news´ for skoleforskere?

Man kan undre sig over bevæggrundene for de nye lag af forskere-og konsulentlag, for med nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole – og sideløbende hermed DPU´s fremherskende politiske position i pædagogik- skole- og uddannelsesforskning – har forskningen i pædagogik og undervisning fået tildelt den rolle, at fortælle lærerne, hvordan de kan tackle hverdagens undervisning og pædagogik; forskningen kan tilsyneladende bevise, hvad der virker. Men heroverfor kan man indvende, at lærerne jo faktisk er uddannede i at tackle uro, samvær med børn og unge, pædagogik, undervisning, så hvorfor disse ekstra lag? Dette spørgsmål er måske vigtigt at forholde sig til, når nu DPU angribes? De emner, som lærerne og underviserne jo faktisk er uddannede til at forholde sig til, flyttes væk fra lærernes bedømmelse og praksis-viden og ind i universitære videnskabelige cirkler, hvor der fra DPU-side lægges en linje med effektfuldhed- evidens og hvad-virker-forskning. Men man kan, med Niels Christian Sauer, have brug for spørge, hvad der egentlig er ´breaking news´ og dermed skal være emnerne for skoleforskerne? https://blog.folkeskolen.dk/blog-niels-chr-sauer-paedagogik/breaking-news-fra-skoleforskerne-vand-lober-nedad/4639186

Et forkert skred væk fra praksisnærhed?

At forske i pædagogik og undervisning skulle vel gerne først og fremmest have som fremmeste formål at understøtte, hvad der sker i skole og uddannelse? Med spørgsmål som: Hvorfor skal man forske i pædagogik? Hvad er formålet med uddannelse? Kan man bruge det udbredte spørgsmål ”What works” i pædagogikken? Hvordan er sammenhængen mellem uddannelse, forskning og demokrati? Skal pædagogik overhovedet være en akademisk disciplin? Begrænser forskning lærernes mulighed for at udøve dømmekraft, dvs. undervise? Hvad er viden? Er akademiske forskningsudgivelser blevet en global ´snakken med sig selv´? https://www.folkeskolen.dk/gert-biestas-frontale-angreb/2862045 På baggrund heraf, kan det undre, at der siden starten af dette århundrede, med støt stigende intensitet, i stedet for understøttelse af skole og uddannelse, opleves en øgning af elevers mistrivsel, alt for lange skoledag, for lidt forberedelsestid, for mange i klassen, nedslidte skoler og accelererende IT og skærm-tid.

Man investerer sig selv som lærer og underviser

Og man må vel have lov at spørge: Kan disse forringelser for børn og unge – og dermed for lærernes arbejdsbetingelser og mulighed for at skabe god undervisning – have at gøre med, at der med DPU´s opkomst og ståsted er sket et skred væk fra skolens og uddannelsens praksisnærhed? Måske et skred i den forkerte retning? Et skred, hvor forskerne mener, at videnskabelige tilgang ud fra evidens og internationalt sammenlignelig bench-marking kan bevise, hvad der virker? Mens lærere og undervisere står tilbage og har en indsigt i, og erfaring med, at man netop aldrig kan vide, hvad der sker i praksis. Og at dette faktisk er det afgørende kendetegn for pædagogik og undervisning: Man kan ikke bevise, hvad eller hvordan mennesker tilegner sig et stof. Man må hver gang ´investere´ sig selv, sin praksisviden, erfaring og bedømmelse – og så handle i denne givne time.

Hvorfor er der grund til forsvar?

I en del indlæg, artikler, debatter og bøger har jeg interesseret mig for disse spørgsmål og har også fremhævet, at der faktisk findes alternative miljøer for forskning og mulighed for indsigt i pædagogik og undervisning end den, som dine ansatte forskere bliver angrebet for, Johnny Laursen. Fx er der i norske miljøer opstået en interesse for pædagogik som eksistens og for at undersøge værdierne bag pædagogik og pædagogisk forskning (fx med spørgsmål som: Hvad nu hvis skolen slet ikke fandtes? Både i Norden og international er det et yderst påtrængende spørgsmål, hvis skole og uddannelse globalt skal overleve som steder, hvor man vil tage anstændigt imod nytilkommere og ikke vil afskære dem fra verdens mangfoldighed. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/hvis-skolen-ikke-fantes/4640367.) Internationalt kan man også pege på forskeren i pædagogik Gert Biesta, hvis bøger nu er oversat til mere end 16 forskellige sprog, fx ”Den smukke risiko i skole og uddannelse”. At dine ansatte forskere, Johnny Laursen, kan føle sig angrebet, og at du på den baggrund føler dig foranlediget til at svare igen med et offentligt debatindlæg, kan man selvfølgelig godt undre sig lidt over. Men med bøger som ”Folkeskolen efter reformen” (2015) redigeret af Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen og ”Skoleret” af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen (2021) forstår man måske bedre, at der er grund til forsvar? For her har vi ret massive problemfelter i spil – ud fra meget håndfaste DPU-ståsteder.

Står DPU på lerfødder?

Kære Johnny Laursen, jeg vil med dette indlæg opfordre dig til at forholde dig til selve substansen i de angreb, som dine ansatte forskere udsættes for med henblik på åben debat. Er der dybere årsager til angrebene? Kan det tænkes, at DPU er komme for langt væk fra den praksis-viden og den dømmekraft, som lærere og undervisere i skole og uddannelse i Danmark har? Kan det tænkes, at DPU i højere grad bør vende sig udad og åbne for praksis-viden og erfaring og for alternative internationale forskningsmiljøer? Måske bør man være mindre ræd for en debat, hvori man måske kan føle sig angrebet – og i stedet i de konkrete situationer, hvor debatten kan komme på kanten, så udbede sig en god tone? Det hjælper vel aldrig så meget at kalde på sin overordnede til at forsvare sig, for så er det, at en mistanke kan opstå: Om man står på lerfødder?

Med venlig hilsen Lærke Grandjean