Genopdag pædagogik

Pædagogik – to bøger i Norge og to i Danmark

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

De to norske bøger, jeg her vil fremhæve, er: (1) ”Eksistens og pedagogikk – en samtale om pedagogikkens opgave” (2015) af Paul Otto Brunstad, Solveig Magnus Reindal og Herner Sæverot (red). (2) ”Pedagogikk, periferi og verdi – eksistentiell dialog om skole og samfunn» (2020) af Tone Sævi og Gert Biesta (red.).

Jeg ser disse to bøger over for, og i modsætning til, to andre bøger, fra Danmark: (1) ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” (2021) af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer & Lene Tanggaard (red.). (2) ”Kausalitet og effektfuldhed – i pædagogisk forskning og praksis” (2022) af Jacob H. Christensen og Lars Qvortrup (red.).

Pædagogik – forskellige toner fra Norge og Danmark

De to norske bøger kan ses som et oprør imod, at skole og uddannelse skal være en kampplads, hvor børn og unge primært enten skal formes effektfuldt til fremtidens ressourcer (velstandssikring) eller dannes med ´bemyndigende´ kundskaber (humanitære værdier). De to norske bøger gør med andre ord oprør imod at se den primære opgave for skole og uddannelse som at være: Enten at forme og danne børn og unge til effektivt at bidrage til fællesskabet – eller underkastelse til fællesskabets normer og traditioner.

Pædagogik – er også kamp men for hvad?

Grunden til, at jeg så sætter disse to norske bøger overfor de to danske bøger, er, at den interne krig i Danmark nu er så hård, at den kan være med til, at pædagogiske miljøer lukkes helt ned. Som for eksempel, når de toneangivende kredse kæmper med våben som at indanke modparten for videnskabelig uredelighed eller omvendt: at anklage for at være uden sammenhæng med konteksten. Herom vidner også dagens fyring af Thomas Aastrup Rømer (dannelsespositionen), som en erklæret kritiker af DPU´s toneangivende leder og forskere (læringspositionen). Der er behov for i Danmark at søge ned i dybderne for at finde nye veje

Pædagogik – er det kampen værd?

Ja, pædagogik er kampen værd. Problemet er, hvordan der skal kæmpes og på hvilke præmisser. Rammerne for at udføre pædagogik er i dag baseret på den politiske realitet:

· Margaret Thatcher skød i 1980 neo-liberalismens fremmarch i gang med ordene: ”There is no alternative” (TINA).

· OECD-linjens udbredelse, siden 1990´erne, i skole og uddannelse handler om økonomisk udbytte.

· Udbredelse af topstyring med IT, siden århundredskiftet, har betydet, at demokratiske fora i alle uddannelses-lag er blevet kraftigt reduceret, i henhold til New Public Management.

Pædagogik – hvad er spørgsmålene?

Pædagogik er ikke økonomi, men de økonomiske rammer for at kunne udøve pædagogik er afgørende. Derfor må kampen for pædagogik også indebære politisk bevidsthed om præmisserne. Disse præmisser skal udfordres med politiske og pædagogiske spørgsmål som for eksempel:

· Skal skole og uddannelse løse samfundets problemer?

· Kan pædagogik udføres med tvang og i krigstilstande?

Pædagogik – skal ikke løse samfundets økonomiske eller konfliktuelle problemer

Svaret er, at pædagogik hverken kan eller skal ikke løse samfundets problemer: ej heller kan pædagogik udøves med tvang eller (samfunds)styring. Derfor bør man skabe miljøer i Danmark, så der kan findes nye måder og andre præmisser at kæmpe for pædagogikken. Præmissen om økonomisk nytte eller at skulle løse samfundets problemer, skal ikke, og kan ikke, være pædagogikkens præmis. Derfor bør man ikke se skole- og uddannelsesopgaven som formende eller dannende. Opgaven er hverken: At forme børn og unge effektfuldt til fremtidens ressourcer (velstandssikring) eller danne dem med ´bemyndigende´ kundskaber (humanitære værdier).

Pædagogik – i et eksistens-prisme

I stedet bør præmissen for pædagogik være frihed:

Pædagogik er frihedens mulighed for at møde sin egen frihed; at ville se det enkelte, unikke menneske som subjekt her og nu foran mig som pædagog/lærer, altså ikke forestille sig, at dette barn eller unge menneske skal bygges op, dannes, formes eller blive anderledes; men adressere dette menneske med en tilværelsesindsigt og med kunsten i hånden.

Pædagogik fordrer rammer, der gør det muligt for relationerne mellem pædagoger/lærere og børn/unge/voksne at være sammen i et rum af en frihed, som kun kan opstå i en spænding mellem fortid og fremtid.

Hverken fortid (eller det psykologiske) eller fremtid (eller det sociologiske) skal være fundamentet, for det er netop i spændingen mellem fortid og fremtid, at det afgørende pædagogiske øjeblik kan opstå.

Kun i en slags umulig lighed i relationerne kan anderledes-hed og forskellighed komme frem og i mødet med hinanden bringe noget nyt ind i verden.

Det er i sådanne øjeblikke, med frihed og lighed som selve det pædagogiske salt, at undervisning i et spændingsfelt mellem fortid og fremtid kan begynde. Med forstyrrelens dissensus, i stedet for automatiseringens konsensus. (Inspireret af Gert Biestas og Carl Anders Säfströms ”A Manifesto for Education”/2011)

Pædagogik – ikke læring eller dannelse - men eksistens

Hvad jeg med dette blogindlæg vil opfordre til er: Tag de to norske bøger i hånden, læs dem. Skab miljøer, hvori der kan føres samtaler og dialoger om dem. For jeg mener, at de kan give et alternativ til den danske debat om det pendulsvingende fokus på enten kundskaber (curriculum) eller læring (eleven).

Det er på høje tid at søge alternativer i Danmark.