På rejse efter pædagogik 5(8)

Professor i statskundskab ved School of Business and Social Sciences (BSS) på Aarhus Universitet Simon Calmar Andersen, der er Leder af TrygFondens Børneforskningscenter Aarhus Universitet, hylder sammen med 60 andre forskere effekt- og evidensforskning

Her fortæller han om, hvordan han og andre forskere siden 2013 har forsket i trivsel, læring og udvikling, økonomisk muliggjort ved fondspenge fra Trygfonden. https://www.folkeskolen.dk/forskning-laesning-matematik/70-millioner-til-forskning-i-borns-laering-og-trivsel/4692577?ht-comment-id=8468266

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

I samarbejde med kommuner, ministerier og frivillige organisationer har han og de andre ca. 60 andre forskere – inden for økonomi, pædagogik, psykologi, statskundskab, kriminologi, børns udvikling samt sprog – udviklet og implementeret evidensbaseret indsatser. Først fik centeret penge i 2013 til seks år. Efterfølgende blev de forlænget i fire år, og nu har Trygfonden så bevilget 70 millioner til endnu syv års forskning. Simon Calmar Andersen fortæller, om rammen ”Vi lærer sammen”, og at der i de kommende syv år skal udvikles forskningsbaserede værktøjer, der skal tilbyde lærerne bedre muligheder for at styrke elevernes avancerede færdigheder og kompetencer. Alt sammen bygger på evidens- og effektforskning https://youtu.be/uSFYC0foh74

Men når man nu kan erfare - fra praksis med mistrivsel og lærerflugt, og fra forskning om pædagogik og undervisning - at effekt- og evidensforskning ikke virker på trivsel, inklusion og faglighed, hvorfor bliver man så ved med det?

Hvis man, som statskundskabsprofessor Simon Calmar Andersen siger, han vil: styrke læring og udvikling – hvorfor spørger han så ikke pædagogikkens praktikere og teoretikere? Med andre ord, hvor er det trist, at pengene går til forskning, der som udgangspunkt arbejder ud fra effekt og evidens - når det nu er sådan, at det til stadighed fra pædagogikkens hjertekammer kan påvises, at "hvad virker" – stadig ikke virker https://www.folkeskolen.dk/gert-biestas-frontale-angreb/2862045 . Trist, at demokratiet ikke fungerer, så der kan kommunikeres fra pædagogisk praksis og pædagogisk forskning til dér, hvor millionerne uddeles. Dette viser, at kampen for demokratiske rum bør styrkes, så der kan lyttes til den erfarede og meget velbegrundede indsigt i, at årsagerne til den udbredte mistrivsel i dag ikke ligger i manglende fokus på læring og udvikling - men i, at der ikke er tid til i al langsommelighed og ro at udøve demokrati og pædagogik i dagens skole og uddannelse https://laerkegrandjean.dk/452444812 . Viljen til politisk og demokratisk lytten er der - men pengene går alligevel til den lærings-kompetence-evidens-effekt-snakken, som siden 2013 har vist sig ganske uduelig. Som en lakonisk kommentar til linket ovenfor i Folkeskolen.dk fra lektor Niels Jakob Pasgaard lyder: ” 7 fede år mere for evidensbaserede koncepter, regnearkspædagogik, best practice og accountability-filosofi. 7 magre år mere for et bredere syn på skolen. Jeg spår, at friskolerne også fremadrettet vil opleve større søgning.”

Hvorfor lytter samfundet og politikerne ikke til pædagogikkens praktikere og teoretikere – og stopper et offentligt universitet i at lokke med 70 millioner fondspenge til effekt- og evidensforskning?

Er det neo-liberalismens tænkning om, at mennesker godt kan lide trygge, rolige rammer, hvor staten sørger for styring ud fra markedets krav om outcome (New Public management https://denstoredanske.lex.dk/New_Public_Management?gclid=CjwKCAiAk--dBhABEiwAchIwkaiRc37qe-QhBGGI7yHW8vMlba2-YxLz2G6Hqr1FOsAlakMNV0HPHRoCYXkQAvD_BwE ), der gør, at Aarhus Universitet underlægger sig fondbevillinger fremfor praksis-viden og teori-forskning i pædagogik? Vil man virkelig sælge ud af de dybe sandheder? Vil man som samfund og politikere sælge danskernes sjæl for markedets fristende millioner? Simon Calmar Andersen modtager oven i købet en pris for at skrive en artikel, der fremhæver økonomiske gulerødder som effektive virkemidler, når der skal effektmåles på nye politikker (spørgsmålet, om hvorvidt man kan effektmåle trivsel i folkeskolen bliver slet ikke omtalt!) https://skolemonitor.dk/nyheder/art8800259/Simon-Calmar-f%C3%A5r-pris-for-artikel-om-folkeskolen . Niels Christian Sauer har dog denne ligefremme kommentar: ”Hvor er det her bare PINLIGT! På alle måder. Pinligt, at man kan finde på at [be]stikke skolerne for at udføre en opgave. […]Pinligt, at forskeren bliver belønnet for at påvise det, og pinligt, al den stund trivselsmålingerne (som lærerne blev lokket til at lave) intet som helst viser - resultaterne er jo de samme år efter år! De indfanger overhovedet ikke skolens virkelighed, som er stærkt forringet trivsel - mere vold, mere skolevægring, mere stress, dokumenteret på en lang række parametre, som målingerne overhovedet ikke forholder sig til. Pinligt.”

Skole og uddannelse bør handle om undervisning og pædagogik – ikke om ´business´

Det virker ikke som et samfund i pagt med sig selv, der ønsker at styre skole og uddannelse ud fra fondspenge og forretningshensyn. Man kommer i ubalance, når man derved vælger at overse grundlæggende vigtige spørgsmål i pædagogik og demokrati: Hvordan vil vi gerne være i verden, så vi ikke ødelægger os selv eller naturen? Hvad er mulighederne imellem frihed og nødvendighed? Hvordan vil vi modtage de nye unge og børn, så vi er lyttende og også viser, at vi har noget godt at give videre? Hvordan opdrager man med opmuntring, i stedet for tvang?

Man bør holde op med at tro, at man kan evidens- og effektbasere skole og uddannelse, hvis man vil have pædagogik og demokrati, for samfundet består af mennesker, ikke ting eller objekter.

Pædagogikken og demokratiet er ved at forsvinde

Skole og uddannelses formål, i en ´business´ udgave ud fra tidens paradigme og tænkemåde, er blevet en slags samtidig udviklingsproces, hvor det forventes af nogen (´gamle´), at andre (børn og unge) skal karakterdannes ved at vokse ind i den kultur, som er skabt af ´gamle´. Karakterdannelse forstås her: at kunne lægge sig tæt op ad en business-stats konkurrenceminded karakter. Kultur forstås her: som en konkurrencestatskultur. Demokratiske Danmark er dermed ved at forsvinde: Dt er ikke mere menneske/naturansvarlighed - men økonomisk ansvarlighed, der er i højsædet.

Problemet for mig er for det første, at der i det paradigme ikke bliver levnet meget plads til den fornyelse, som børn og unge kan bringe med ind i verden. For det andet, ser jeg den kultur, der i dag accepteres, er en kultur, hvor de demokratiske ´rum´ er voldsomt indskrænket. For det tredje er både pædagogik og demokrati dermed reelt ved at forsvinde.

Pædagogik og demokrati er tæt sammenvævet

For at ændre noget bør pædagogik og demokrati i skole og uddannelse gives mulighed for frit at arbejde med undervisning, uden indblanding fra (arbejds-) markedet eller samfundet. Men siden omkring 2013, er dette kraftigt reduceret med effekt- og evidens styring, med metoder, koncepter og teknificering (skærme i stedet for møder i virkeligheden), og der hersker ensidig læring og ´dannelse´ med socialisation og kvalifikation. Dermed har man udelukket aT se mennesker som subjekter i eget liv (subjektifikation), hvilket man ellers bør i et demokrati: Man bør vægte det at have lyst til at ´skabe rum, hvor friheden kan komme til syne´. Ikke tvinge eller styre til ´frihed´ (´pædagogiske paradoks´) ved læring, ´dannelse´, ´kreativitet´ - eller evidens- og effektmålinger.

Demokrati og pædagogik handler ikke om bestikkelse med forskningspenge eller ´gulerodspenge´

Et samfund – der vil være i pagt med sig selv og have balance i ansvarligheden - både i forhold til ansvarlighed overfor økonomi og ansvarlighed overfor opdragelse af børn og unge til at være selvstændige, glade og til at kunne ´tage vare på hinanden og verden´ – det samfund bør ikke tænke i effekt og evidens i skole og uddannelse. Danmark og danskere har indtil for ´nylig´ (sådan ca. siden 2013) ude i den øvrige verden haft ry for at være dygtige, demokratiske og muntre som folkefærd. Dette ry er ved at krakelere, fordi skole og uddannelse i Danmark i dag miskrediteres ved at være blevet objekt for den måde at tænke: At guleroden er forskningspenge og belønning for at deltage i demokratiske handlinger (”Pinligt, at man kan finde på at [be]stikke skolerne for at udføre en opgave”, se N.C. Sauer og link til Simon Calmar Andrsens artikel ovenfor). Demokrati og pædagogik handler ikke om bestikkelse, hverken med forskningspenge eller med ´gulerodspenge´. Det er en fejltagelse at tro, at et samfund kommer i pagt med sig selv på denne måde: Det skaber helt kontra ubalance og uansvarlighed både i økonomisk og menneskelig og naturmæssig forstand, når man vægter evidens- og effekt tankegangen, sådan som man har valgt at gøre i Danmark i dag.

Måske skal man starte forfra ved at gå tilbage?

Der var en lærer, der for nylig spurgte mig: ”Hvordan kan jeg og I andre blive ved at holde modet oppe i den OECD-skole, det er blevet til i dag, hvor alt, hvad jeg laver med børnene, skal kunne begrundes i effektivitet og udbytte, og hvor jeg både med gulerod og pisk bliver tvunget til at bruge de forskeres metoder og didaktikker, som bygger på effektforskning og forskningsbaserede værktøjer, der skal tilbyde lærerne bedre muligheder for at styrke elevernes avancerede færdigheder og kompetencer?”

Godt spørgsmål, synes jeg. Faktisk så godt, at jeg er taget på rejse efter pædagogik og demokrati. Måske skal man starte forfra ved at gå tilbage, og jeg synes, Hannah Arendt fra sin tid udtrykker noget godt her: ” Uddannelse er det sted, vi beslutter, om vi elsker verden højt nok til at tage ansvar for den, og på samme måde at redde den fra den undergang, der uden fornyelse, uden de nye og de unges tilbliven, ville være uundgåelig. Uddannelse er også der, hvor vi beslutter, om vi elsker vore børn højt nok til ikke at udvise dem fra vores verden og overlade dem til deres egne påfund, eller slå deres mulighed for at foretage sig noget nyt, noget af os uforudset, ud af hænderne på dem." (citeret efter Gert Biestas ”Læring retur” p.135).