På rejse efter pædagogik 7(8)

Rosa Parks og Hannah Arendt

Hvad har Rosa Parks historiske handling med pædagogik at gøre? Det spørgsmål vil jeg belyse i dette blogindlæg, men inden da vil jeg uddybe, hvad jeg skrev i ”På rejse efter pædagogik” sidst (6/8): Hannah Arendts værk er meget nuanceret og handler om politik, frihed, privat overfor offentligt og om menneskers vilkår. Det er nok også derfor, hun nu i dag, at dømme ud fra mange bogudgivelser, bliver læst så intenst. Hendes værk er så nuanceret og facetteret, at hun ikke er til at placere i en bestemt politisk ideologi eller i et bestemt filosofisk paradigme. Hvorfor læses Arendt så? Det kan jeg ikke svare på generelt, men personligt er de tre bøger, jeg bliver ved at vende tilbage til: ”Menneskets vilkår” 1958, ”Eichmann i Jerusalem” 1963 og ”Åndens liv” udgivet i 1978 (altså tre år efter hendes død).

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

At tænke sig om, at ville handle, at være kritisk

Det er især i disse tre bøger, hun utvetydigt giver sig til kende, og selv om hun er vidtfavnende og rigt belæst, så står hun urokkeligt fast på sin kritik af, (1) at filosofi og åndens liv skulle være en bestemt logisk og rationel måde at tænke og filosofere på, (2) at menneskelig aktivitet udelukkende skulle være arbejde og fremstilling (´labour´ og ´work´) – og kunne erstatte handling (´action´), og (3) at man nødvendigvis skal underkaste sig en bestemt kulturs og civilisations paradigme. Nej, siger Hannah Arendt: det er op til hvert enkelt menneske at (1) tænke, ville og bedømme og (2) handle og (3) forholde sig normativt (politisk), bedømmende til, at den frihed, der viser sig for én selv, samtidig bør indebære muligheden for frihed for andre mennesker (hvilket fordrer offentlige frie rum med henblik på debat og udveksling).

Hannah Arendts råb til os i dag, med Adorno og Primo Levi:

· Skab frie offentlige, demokratiske rum, så pluralitet og frihed kan komme til syne. I skal ville, tænke og bedømme! I skal handle! Livet er smukt, stå inde for, hvad I gør med det liv og vær åbne overfor de nye begyndelser, som nytilkommerne har med. Holocaust kan ske igen. · Som Adornos råb: for at Auschwitz ikke skal gentage sig, er den allerførste fordring uddannelse. · Og Primo Levis´ råb: Det skete, derfor kan det ske igen. Dette er kernen af, hvad vi må sige.

Rosa Parks sagde nej – og vandt livet

Og nu kommer jeg tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvad har Rosa Parks historiske handling med pædagogik at gøre? Jo: Rosa Parks handlede en bestemt dag i 1955 på en bestemt måde – ved at sige nej! Og selvom hun måske var nok så kulturelt skolet samt dannet ind i den bestemte civilisation på det eksakte tidspunkt i 1955, så stod hendes frihed til at sige nej pludselig klar for hende; hun handlede uagtet, at hun kunne vide sig sikker på at blive straffet og komme i fængsel; hun lod den træthed, hun havde over evig diskrimination bestemme over det, hun havde lært om lov og orden – hun sagde nej.

Eichmann sagde ja – og mistede livet

Overfor Rosa Parks nej, kan man med pædagogen Gert Biesta, hollandsk forsker i pædagogik, fremhæve et historisk ja. Helt i modsætning til Rosa Parks, der ikke ville adlyde mere – så adlød Eichmann ordren fra sine overordnede om at udføre holocaust, med et folkemord til følge; Eichmann sagde ja til at adlyde, og han forklarede i den senere retssag, som endte med en dom om hængning, at han ´blot´ var lydig og trofast mod de anvisninger, han havde fået af sine overordnede. Pædagogen Gert Biesta kalder dette for Parks-Eichmann paradokset: Parks adlød ikke gældende lov og orden – og blev hyldet resten af sit liv. Eichmann adlød gældende lov og orden – og mistede sit liv. Dette pædagogiske paradoks bruges af Biesta til, med Hannah Arendt, at pege på, at det at kunne vælge som et frit menneske, altså at kunne sige nej eller ja på de rette tidspunkter i livet, har at gøre med at tænke frit politisk, at ville bruge sin dømmekraft og handle.

Pædagogik: frihed til at søge efter mening med livet hos Beauvoir, Blixen og Kierkegaard

Som rejsende efter pædagogikken, støder man ind i menneskers søgen efter frihed og mening med livet – også indenfor skønlitteratur og filosofi. Historisk og nutidigt er alle mennesker indlejret i deres tid, og at hver tidsalder kan være enten god eller undertrykkende og frihedsberøvende, er der mange eksempler på: Simone de Beauvoir (1908-86) skrev sig sikkert ind i et historisk oprør med ”En velopdragen ung piges erindringer” (der for mange blev et genkendeligt oprør imod herskende moral-love i det moderne). Karen Blixen (1885-1962) opnåede verdensberømmelse med sit forfatterskab (som måske ikke så meget er kendt i pædagogikkens verden, men som ikke desto mindre også er et pædagogisk studie værd, hvis man vil tænke pædagogik ud fra spørgsmål om frihed, handling og politik med demokrati som ledetråd). Karen Blixen var hele sit liv - idet indre såvel som i det ydre - spændt ud mellem et aristokratisk, frit liv og et krav om et småborgerligt, tæmmet liv. Der lå oprør og hårde livskampe bag, at hun blev verdensdame, direktør og forfatter og samtidig, med livet som indsats, kæmpede for frie forhold for de afrikanere, hun lærte at kende. Også hos filosoffen Søren Kierkegaard (1813-85) findes både indirekte og direkte indsigt ift. pædagogik; se fx disse citater:

1. ”Som Barn blev jeg strengt og alvorligen opdraget i Christendommen, menneskeligt talt, afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede under – et Barn, afsindigt, paaklædt til at være en tungsindig Olding. Frygteligt!” (SKS, 16, 59)

2. ”Frygtelig at se den Letsindighed og Ligegyldighed [..] med hvilken Børn opdrages; og dog er ethvert Menneske væsentligen hvad han bliver naar han er 10 Aar gammel; og dog vil man finde, at næsten alle bære en Skavank fra deres Barndom som de ikke forvinde i det 70de Aar; samt at alle ulykkelige Individualiteter, gjerne forholde sig til et forkeert Barndoms-Indtryk.” (SKS, 22, 99)

3. ”… tvende Veie: enten at danne dem i, som man kalder det, moralsk Henseende – eller bibringe dem en nyttig Viden. Følgerne af at gaae den sidste Vei […] Læsebøger og allehaande Billedbøger for at bibringe Børnene Gloser af levende Sprog, og Onkel Frands fortalte sine Reiser i Africa og benævnede Dyr og Planter med Navne af Systemer, og Forældre og Andre spurgte: hvad en Næse heed paa Fransk? osv., eller man lærte dem at klimpre et enkelt Stykke paa Fortepiano […] Heraf udviklede sig nu en reen atomistisk Viden, som ikke traadte i noget dybere Forhold til Børnene og deres Existents, som ikke blev tilegnet paa en sjælelig Maade og derved berøvedes al mulig Maalestok.” (SKS, 17, 130)

4. Al almindelig Beskjæftigelse for Børn udenfor de egentlige Undervisningstimer – og også i disse saa meget som muligt – bør være sokratisk; man må vække lysten til at spørge hos dem [..] Det, det beroer paa, er at bringe det Poetiske paa alle Måder i forhold til deres Liv, at udøve en Tryllemagt […] lade et Glimt deraf træde frem, paa en individuel Maade sætte det i Forhold til det, som de nu ellers beskjæftige sig med, dog aldeles en passant, saa Barnets sjæl derved elektrificeres og føler ligesom Allestedsnærværelsen af noget Poetisk (SKS, 17, 124)

Pædagogik - ikke evidens eller effektivitet, men eksistens

”På rejse efter pædagogik” startede ved evidens og effektivitet, og én ting fra denne start kan i hvert fald komme med videre: Nemlig det lille e som i eksistens. Jeg er nået frem til, at pædagogik ikke kan handle om evidens eller effektivitet – men om eksistens. Min begrundelse er, at pædagogik handler om grundspørgsmål for det at leve (ligesom som politiks grundspørgsmål): Hvad er frihed? Mulighed? Nødvendighed? Hvordan lever man sit liv på en god måde, hver for sig og sammen? Hvad vil det sige at handle? Sådanne spørgsmål kan umuligt besvares med effektivitet eller evidens. Selvom Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, mener, at man kausalt og med effektfuldhed kan forske i pædagogik – og så få noget ud af det, må jeg spørge: Hvad? Menneskelig handlen? Frihed? Dømmekraft? Min rejse efter pædagogik slutter med en dyb undren over, hvad jeg ser som pædagogikkens vildfarelse i dag: at man arbejder kausalt og effektfuldt ud fra "Hvad virker?" "evidensbaserede koncepter, regnearkspædagogik, best practice og accountability-filosofi"; denne vildfarelse minder mig om aldrig at slutte med at stille spørgsmål til den herskende kultur i forhold til, hvad vi vil med pædagogik, undervisning, skole, uddannelse. Derfor vil jeg med min blog gå videre og spørge nogle af de mennesker, som politisk og på anden vis har magt og indflydelse på pædagogik, politik, skole og uddannelse i praksis og teori.

Vil tre politikere fra Danmark Lærerforening og to redaktører fra Folkeskolen mødes med mig for at tale om: Pædagogik, politik, demokrati?

Magten til at sætte en dagsorden for pædagogik, politik, demokrati og til at påvirke samfundet ligger bl.a. hos Danmarks Lærerforening og hos journalisterne på Folkeskolen. Så jeg vil skrive og spørge tre DLF-politikere og to journalister/redaktører på Folkeskolen.dk, om de vi mødes med mig og tale med mig om nogle grundspørgsmål omkring pædagogik, politik og demokrati. Jeg håber, der er nogen, der vil mødes med mig. Du, der læser denne blog vil så høre nærmere, for jeg har selvfølgelig tænkt mig at skrive blogindlæg om hver samtale, jeg deltager i.