”Jeg arbejder for forankring fremfor forandring” samtale med Katrine Fylking om pædagogik, politik og demokrati

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Politik som balancering mellem konkrete forhandlinger og skolepraksis

”Jo”, svarer Katrine og ser på mig hen over bordet med et meget fast og direkte blik, ”når du nu spørger, hvad det så er, jeg mener, og hvad jeg som politiker vil kæmpe for, så er det en balancering mellem: de konkrete forhandlinger om en centralt styret og solidarisk politik fx omkring løn og arbejdsvilkår og: det, der konkret foregår i skolepraksis hver eneste dag. Jeg arbejder for ordentlige rammer og vilkår for alle, med det formål, at der igen bliver tid og rum for lærerne til at tilrettelægge og gennemføre en undervisning i pædagogisk frihed. Alt skolearbejde skal jo ifølge samfundets dybere værdier foregå i lyset af de overordnede begreber ´frihed, ligeværd og demokrati´”.

Demokrati og pædagogik er erstattet af hamsterhjul af stress og mistrivsel

”Når du så spørger, om skoleskibets retning, så må jeg give mine kolleger i DLF Morten (Refskov, LG) og Gordon (Ørskov, LG) ret i, at det bør styres i en bedre retning. Netop nu er frihed, demokrati og ligeværdighed erstattet af en virkelighed, hvor både lærere og elever stresses og presses med mistrivsel som resultat. Jeg vil med mit politiske arbejde som formand for de københavnske lærere og som medlem af DLF´s hovedstyrelse påpege, at skolehverdagen med eksamen, tests, dokumentation og Christiansborgs, kommunernes og skolernes detailstyring skal erstattes af pædagogiske frie rum, som muliggør, at både lærere og elever kan sige fra. De nuværende forhold med mistrivsel er ikke i orden, og jeg prøver i det lange træk at gøre det, jeg siger, jeg vil gøre for at skabe åbning for forandring, nemlig: Centralt at styre solidarisk – for at man i den praktiske skolehverdag kan få lige muligheder for at arbejde i frihed med undervisning og pædagogik.”

I et demokratisk samfund bør man diskutere offentligt – derfor inviterer Københavns Lærerkreds til debat om bogen ”Birgithe med th” af Katrine Marie Guldager

Jeg tænker snarere i fælles forankring – end i forandring. Man må stå et sted og turde være en autoritet, der ikke bare underlægger sig tidens instrumentalisering med robotter og skærme, men som lytter, tager stilling og handler. Vi har fx her i Københavns lærerforening netop inviteret forfatteren til ”Birgithe med th”, Katrine Marie Guldager, til at komme og fortælle om hovedpersonen i hendes seneste bog, for hovedpersonen er nemlig lærer i folkeskolen. Forfatteren viser i bogen en hel del om: dagens skole-virkelighed med skærme, der skygger for undervisning, manglende respekt for lærergerningen og ledelsesansvar, der forflygtiges https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/birgithe-med-th-af-katrine-marie-guldager/4695766. Billetterne til mødet med Guldager her i Københavns lærerkreds bliver revet væk, hvilket jeg ser som endnu et tegn på, at vi simpelthen skal og kan gøre noget; vi bør både individuelt og i fællesskab tålmodigt forfølge den kritik som opstår, når man tænker over, hvad det her kan føre til, nemlig det modsatte af et demokratisk samfund. Skoleskibet skal styres i en bedre retning, skibet er kommet faretruende ud af kurs”

Demokrati og pædagogik går hånd i hånd – lærerrådsmøder med reel indflydelse bør derfor genopdages

”Når jeg så taler for fælles forankring – snarere end forandring, så kan jeg illustrere det med, at jeg står for at få lærerrådsmøder tilbage i skolevirkeligheden. Lærerne bør være med til, på den enkelte skole, at tage ansvar og bestemme i forhold til både rammer og pædagogik. I dag er dette grundlag for demokratiet forsvundet, og i stedet orienteres lærerne om, hvad ledere, folketing og konsulentlag finder på, at lærerne skal gøre. Det er helt uacceptabelt set i lyset af skoleformålet om demokrati, frihed og ligeværd. Og det smitter selvfølgelig af på, at eleverne også kan styres af læringsplatformenes lette, men overfladiske ´læringsfacilitering´. Jeg vil gerne påpege, at der faktisk i dag er mulighed for at prioritere at genindføre lærerrådsmøder, altså reelt genindføre demokratiske spilleregler, hvis den enkelte skole vil tage sagen i egen hånd”.

Før Christiansborgpolitikken med skærme og detailstyring kunne læreren udøve pædagogik og demokrati

”Du spørger videre, om jeg kan forestille mig klasseværelser helt uden skærme, og at man så skal bevæge sig ind i ´skærm-rum´, når man har brug for det? Jo, det kan jeg godt forestille mig. Og jeg kommer til at tænke på en lærer, som virkelig har betydet meget for mig, både på det menneskelige og det faglige plan. Hvad var det, hun kunne? spørger jeg nu efterfølgende, hvor jeg selv er blevet lærer og ser med professionelle øjne på denne lærer, Neel. Neel så mig som et helt menneske og ikke udelukkende som en oprørsk, retfærdighedssøgende og måske ikke altid lige vel tilpasset ung kvinde. Hun gjorde indtryk på mig ved at være en lyttende og imødekommende autoritet, som jeg gerne ville lære noget af. Inden jeg mødte Neel, vidste jeg stort set intet om kemi, men det endte med, at jeg blev god til det. Neel inddrog mig og mine kammerater med en energi, veloplagthed, og hun interesserede sig på en nærværende måde for mig og de andre. Skolens fællesskab omkring traditioner som morgensamling, elevråd og kulturelle arrangementer spillede også en stor rolle. Men alt dette var før skærmenes og ´detailstyringens´ magtfulde indtog; jeg mener, at der i dag går alt for meget menneskeligt, pædagogisk og undervisningsmæssigt tabt, hvis vi ikke snart for alvor tænker dybere over, hvad det egentlig er, vi vil med maskiner og topstyring i skolen. For det er vel ikke maskinerne eller andre udefra, der skal styre skolepraksis – hvis samfundet altså mener noget med skoleformålet.”

Hellere forankring end ubetænksomme forandringer

På mit armbåndsur, som jeg har lagt ved siden af min diktafon, kan jeg se, at tiden nu er gået for dagens samtale; Katrine skal videre for at hente sine børn i fritidshjem og klub, og jeg selv skal videre mod Nordsjælland. Så jeg siger tak for samtalen, og Katrine følger mig helt til dørs ud af hendes og den københavnske lærerkreds´ patriciervilla, som jeg næsten, her på vej ud, kan se som symbol på det, Katrine har talt om, som forankring: det knirker lidt i gulvene, og de holder; der er mange tidstypiske kroge, trapper og små rum, og huset virker rummeligt. Forandringer? Jo tak, men kun hvis de kan føre skoleskibet i en god retning, kan jeg næsten, på vej hjem i bilen, høre Katrine Fylkings eftertænksomme stemme.