Dialog: På rejse efter pædagogik 8(8)

Jeg har i denne lille serie ”På rejse efter pædagogik” fokuseret på pædagogik som interesse, opgave og perspektiv ud fra: Praksis, fronesis, episteme - i sammenhæng. Jeg har fremhævet Aristoteles, J.J. Rousseau, Søren Kierkegaard, Karen Blixen, Simone de Beauvoir og Hannah Arendt med disse to spørgsmål: Kan pædagogik skilles fra det at leve og eksistere som menneske i verden? Er virkeligheden – eller teorien – det sted, hvor indsigt, viden og erfaring skabes?

Man kan læse de 8 blog-indlæg her https://blog.folkeskolen.dk/l%C3%A6rke-grandjeans-blog

1. Jeg har adresseret DPU med Claus Holm og en række ansatte, med det overordnede sigte at anfægte lærings-paradigmet, baseret på evidens, effekt og ´hvad virker´.https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-18/4692045

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

2. Aristoteles, for at belyse hans tredeling af viden: episteme, fronesis og praxis https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-28/4692245

3. W. Humboldt, for at belyse hans begreb Bildung ud fra viden, kunst og høje idealer (inspireret af det antikke Grækenlands filosofi, videnskab og kunst) ”Bildung durch Wissen-schaft”, altså dannelse via videnskab – til menneskelighed. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-38/4692982

4. Lars Geer Hammershøj, DPU, forsker i leg – jeg undrer mig og spørger: Skal kunst og kultur, via leg, være midler, så man kan danne børn og unge til humane mennesker og nyttige samfundsborgere? https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-48/4693287

5. Simon Calmar Andersen, leder af TrygFondens Børneforskningscenter Aarhus Universitet, hvis forskning i trivsel, læring og udvikling, økonomisk er muliggjort ved fondspenge fra Trygfonden. Jeg problematiserer, at forskningen i pædagogik baseres på ´hvad virker?´, evidensgrundlag og effektudbytte. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-58/4693693

6. Hannah Arendt, for at pege på hendes gennemtrængende besked: Vi er født, og vi er skabt i Guds billede. Det vil sige, at vi – igennem uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handlinger – kan skabe et godt jordeliv med fællesskab. Hvis vi altså vil tænke og vil handle samvittighedsfuldt og dermed skabe mulighed for frihed. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-68/4694479

7. Rosa Parks, Beauvoir, Blixen og Kierkegaard, for at pege på, at pædagogik og forskning i pædagogik drejer sig om virkelige mennesker og virkelige handlinger. Jeg vil pege på noget andet end evidens og effektivitet i pædagogik og forskning i pædagogik, nemlig eksistens. Min begrundelse er, at pædagogik handler om grundspørgsmål for det at leve (ligesom som politiks grundspørgsmål): Hvad er frihed? Mulighed? Nødvendighed? Hvordan lever man sit liv på en god måde, hver for sig og sammen? Hvad vil det sige at handle? Sådanne spørgsmål kan umuligt besvares med effektivitet eller evidens. Selvom Claus Holm og andre medarbejdere på DPU, Simon Calmar Andersen m.fl. mener, at man kausalt og med effektfuldhed kan forske i pædagogik – og så få noget ud af det, må jeg spørge: Hvad? Menneskelig handlen? Frihed? Dømmekraft? Min rejse efter pædagogik slutter med en dyb undren over, hvad jeg ser som pædagogikkens vildfarelse i dag: at man arbejder kausalt og effektfuldt ud fra "Hvad virker?" "evidensbaserede koncepter, regnearkspædagogik, best practice og accountability-filosofi"; denne vildfarelse minder mig om aldrig at slutte med at stille spørgsmål til den herskende kultur i forhold til, hvad vi vil med pædagogik, undervisning, skole, uddannelse. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/pa-rejse-efter-paedagogik-78/4694593

8. I dette sidste opsummerende blog-indlæg 8/8 vil jeg fremadrettet fortælle, at jeg nu har skrevet til Morten Refskov samt fire mere (tydeliggjort 17/1 22, LG) og spurgt, om de vil mødes med mig med henblik på dialog og en ny lille blog-serie ”På rejse efter pædagogik, politik og demokrati”. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/dialog-pa-rejse-efter-paedagogik-88/4694765

Jeg vil nu og her afslutte med en lille refleksion over dannelse ud fra Hannah Arendt. Jeg problematiserer dannelse – såvel som læring – fordi man med disse to ´fightende´ positioner låses inde i tidens paradigme; man forbliver i spektret mellem: Fokus på elev(læring) – og fokus på kundskaber/læreplan(dannelse). Men. For at kunne genopdage pædagogik (med demokrati) – komme ud over den fastlåste ´fight´mellem læring og dannelse, peger jeg på: Verdensvendt eksistens-pædagogik, hvor det vigtige er at opmuntre mennesker til at finde ´et selv´ der kan sige ja eller nej – i en verden, der består af jord, himmel og hav.

Min refleksion over dannelse i et Hannah Arendt perspektiv:

Frihed er nøgleordet hos Arendt. Og kærlighed. Og Ansvar. De ord (og troen) er selve baggrundstæppet for hendes værk (dybest set derfor, er det virkelig værd at beskæftige sig med Arendt). Det er måske også det, der gør hende meget udbredt i dag - postmodernismen, er knap så ´angst´ for den religiøse dimension som modernismen? Hun gør op med Kants form for rationel ren forstands-tænkning og dømmekraft - ved at pege på et langt bredere spektrum for forståelse og tænkning: i et spekter fra helt ude i den ene ende: det sanselige - til den anden ende: det kognitive, med 6. sans som koordinerende; hun ønsker dialog, både indre og ydre, livslang dialog herudfra. Men hun ved godt, at både indre og ydre kampe skal kæmpes - hele livet!

Hannah Arendt var der, da den ´moderne oplyste´ verden og kulturen splintredes

Ja, Arendt var der, da civilisationen brød sammen i den ´moderne oplyste´ verden og kulturen splintredes. Den civilisation og kultur udpegede hun dermed resten af sit liv som særdeles skrøbelig. Det er derfor jeg mener, at der i dagens debat bør protesteres imod ordet dannelse - til kultur og civilisation. Vi bør tale om pædagogik og voksenhed (selvom børn ofte er mere voksne - end mennesker i store kroppe). Fordi: dannelse forudsætter, at nogen vil fortælle andre (oplære dem til), at de skulle tage og kikke ud over deres egen næsetip (se fx Lars Handesten i Kr. Dagblad 14/1 2022) og så se at blive ´humane´ og komme ind i den høje menneskelige kultur - undskyld, høje menneskelige kultur? Hvilken?

Dannelse dømmer det politiske ude

Samme dannelsesfortalere taler ofte også nedladende om, at demokrati skulle have plads i deres dannelsesbegreb og idet hele taget nedladende om det normative-politiske - disse ord forvises til andre steder end dannelse, man mener selv at kunne være rationelt objektiv og neutralt oplysende om det skønne, æstetiske, det sande, videnskabelige og det gode, etiske i vores gældende kultur og civilisation.

Jeg må spørge: er voksne mennesker sublime?

Men jeg bliver så træt af at høre om dannelse og også irriteret over den ophøjelse af menneskers evne til at frembringe det sublime - det sublime? Jeg spørger: Hvorfor er der ikke et massivt oprør mod begrebet og intentionen bag dannelse, den dannelse, der vil være ´upolitisk´ men vel netop er politisk ved at springe over at fortælle omverdenen, at man selv som dannelsestænker er stillingtagende: ved at forholde sig til forstand og fornuft, udenom lidenskab og kærlighed.

Hvad med børns og unges ret? Med demokrati? Politisk ansvarlighed?

Dannelsesfolk har en (naiv) tro på kultur og civilisation og tro på egen ret til at fortælle børn og unge, at de skal se ude over egen næsetip og hen på: ja, netop kultur og civilisation. Men hvad med børns og unges (nytilkommernes) ret? Her synes jeg Arendt med sin verdensvendte tænkning - med kærlighed, frihed og ansvar som baggrundstæppe - peger langt mere troværdigt på handling tænkning, vilje og dømmekraft, privat/offentlig og indre/ydre - som subjektive ståsteder, hvorudfra der til hver tid må drøftes og debatteres i offentlige, frie fora for at imødekomme pluralitet og natalitet. I pædagogikken må man tage tråden op efter Arendt, vende sig væk fra dannelsesbegrebet (og Kants pædagogiske paradoks om at tvinge til frihed) og i stedet begrebet voksenhed (med flere begreber som unikhed, komme ind i verden, responsibility (overfor accountability) - voksenhed er et begreb der kan være lidt svært at forklare, fordi voksenhed absolut ikke er forbeholdt voksne! Men opsummerende er pædagogik som handling i frie rum, med demokrati som baggrundstæppe, for mig at se, den eneste mulighed for pluralitet og ansvarlighed.