På rejse efter pædagogik 4(8)

Lars Geer Hammershøj, DPU, vil bruge kunst og kultur til, via leg, at fremme dannelse – men er det ikke kunstig indblanding fra de voksne?

DPU-forsker Lars Geer Hammershøj forklarer om sit forskningsprojekt med titlen Legeholdning og legestemning: en designbaseret undersøgelse af legens affektive natur og betydning (fra engelsk: Play attitude and moods of play: a design-based inquiry into the affective nature and importance of play):”Interventionen fandt sted i en dansk daginstitution og var en del af et projekt, som har til formål at fremme børns leg og dannelse gennem kunst og kultur”. (af abstract) https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/21594937.2022.2101276

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Lars Geer Hammershøj: Samtidig med, at man dannes til samfundet og verden, dannes ens karakter

Kunst og kultur skal altså ifølge DPU-forsker Lars Geer Hammershøj, via leg, fremme dannelse. Men i kontrast til at ville blande sig i børns leg og begynde at lege dem – med henblik på at overvåge og observere – så er det min indstilling, at man skal holde sig væk fra børns og unges leg, med mindre det er uden hensigt. For når man, som Lars Geer Hammershøj, har den hensigt at flytte selve legens formål – som værende et frit helle for dem, der leger – væk fra legen, så synes jeg, man overskrider en grænse som voksen. Den af forskeren iscenesatte leg bliver dybest set så en uheldig forskningsintervention og et middel til, at børn og unge skal blive dannede ind i den eksisterende kultur: Man objektiviserer børn og deres leg og vil styre i en bestemt retning: med kunst og kultur, via leg, fremme karakterdannelse og socialt læringsudbytte (i ”læringsmiljøer”) https://dpu.au.dk/asterisk/kunst-og-kultur-fremmer-leg-og-dannelse

I Lars Geer Hammershøjs optik sker dannelse ved, at barnet og den unge vokser ind i den gældende kultur. På den måde er subjektifikation og socialisation pludselig én og samme proces: Samtidig med at man dannes til samfundet og verden, dannes ens karakter; man bliver med andre ord dannet ved de menneskelige fællesskaber, kultur og civilisation formet, via leg, man karakterdannes.

Gert Biesta: Nej, verdensvendt pædagogik viser netop det farlige ved at sammenblande subjektifikation og socialisation

Helt modsat Lars Geer Hammershøjs dannelsesopfattelse viser den hollandske forsker Gert Biesta med sit begreb Parks-Eichmann paradokset, at det kan gå så grueligt galt, hvis man opfatter subjektifikation og socialisation som én og samme proces (dannelse i læringsmiljøer), altså at man skal danne børns og unges karakter ved at vokse ind i en kultur. Med udgangspunkt i et historisk, og politisk, eksempel, hvor Gert Biesta tænker over betydningen af frihed og tvang: En farvet kvinde, Rosa Parks, havde en dag personligt fået nok at diskrimination, og hun nægtede derfor på en tur i en overfyldt bus i 1955 at adlyde en buschaufførs ordre om at flytte sig til de sorte menneskers del af bussen – vil Gert Biesta vise, at menneskelig frihed til at sige nej findes; Rosa Parks sagde nej, selvom hun vidste, at chaufføren, der gav ordren til, at hun skulle flytte sig, gav denne ordre med loven i hånden. Parks blev arresteret af politiet. Overfor Rosa Parks nej fremhæver Gert Biesta et historisk ja. Helt i modsætning til Rosa Parks oprørske nej som svar på diskrimination – så adlød Eichmann ordren fra sine overordnede om at udføre holocaust med et folkemord til følge; Eichmann sagde ja og forklarede i den senere retssag, som endte med en dom om hængning, at han ´blot´ var lydig og trofast mod de anvisninger, han havde fået af sine overordnede.

Gert Biestas: Verdensvendt pædagogik er at opmuntre til at være subjekt i eget liv

Parks-Eichmann paradokset viser, at hvis man ser på henholdsvis Eichmanns og Parks handlinger i et perspektiv med dannelse og læring ind i den eksisterende kultur, altså uddannelse forstået som kvalifikation og socialisation, så handlede Eichmann succesfuldt, mens Parks fejlede. Men hvis man ser deres handlinger i et andet perspektiv, nemlig i et menneskeligt-frihedsperspektiv, subjektifikation, hvor man eksisterer som subjekt for egne handlinger og ikke som objekt for andres ønsker – og altså opfatter subjektifikationsdomænet i uddannelse som et centralt formål – er det omvendt: Eichmann fejlede, mens Parks handlede succesfuldt. Gert Biesta stiller de to forskellige måder at reagere på overfor hinanden og benævner det Parks-Eichmann paradokset. Han vil hermed vise, at det at kunne vælge som et frit menneske at sige nej eller ja på de rette, og afgørende, tidspunkter i livet kan have at gøre med, om man i pædagogik og undervisning primært har mødt frihed til at være subjekt i eget liv, (i stedet for objekt i andres ønske om dannelse og læring ind i en bestemt kultur), med muligheden for at vinde sit liv (Parks). Eller om man primært har mødt styring og kontrollerede læringsmiljøer og dermed aldrig er blevet en selvstændig person, men måske taber sit liv (Eichmann).

Ad en sidevej for at møde J.J.Rousseau

For at nå frem til min kritik af i at ville bruge kunsten og kultur, via leg, med den hensigt at danne børns og unges karakter og socialitet, vil jeg også referere til J.J. Rousseaus to udgivelser: ”Émile – om opdragelse” og ”Om samfundspagten”, der udkom samtidig i 1762, Disse to bøger blev skrevet i en spænding og strid mellem på den ene side: udvikling, kultur og civilisation bygget på fornuft, dyd og rationalitet – og på den anden side: natur, myter, fortællinger og oprindelig eksistens, udtrykt i: "Alt er godt, som det udgår fra skaberens hænder; i menneskets hænder udarter alt”. Den spænding og strid er genkendelig nu godt to sekler senere. I vores nutid er læring (learnification) og dannelse (Bildung) i fornuftens, kulturens og rationalitetens paradigme blevet selve udgangspunktet og paradigmet i undervisning og pædagogik. Hvor er viljen til opdragelse ud fra natur, myter, fortællinger og oprindelig eksistens blevet af?

Kunst og kultur er midler til i læringsmiljøer at dannes - ud fra Lars Geer Hammershøjs, DPU, paradigme

Skal kunst og kultur være midler, så man, via leg, kan fremme børns og unges dannelse i læringsmiljøer – til humane mennesker og nyttige samfundsborgere? Ikke hvis et samfund skal kunne komme i pagt med sig selv, for så er det afgørende, at samfundet består af mennesker, der er opdraget med og til frihed – at være subjekt for egne handlinger, ikke objekt for andres. Rousseaus ståsted var: et godt samfund indebærer en god opdragelse med udgangspunkt i natur, myter, fortællinger og oprindelig eksistens – balancerende med både fornuft og tro. Men ind i vor tid bliver trangen til at legitimere læring og dannelse i fornuftens, kulturens og rationalitetens paradigme som et middel, så man med kunst og kultur, via leg, kan karakterdanne børn og unge samtidig med, at de forventes at vokse ind i den gældende kultur.

Pædagogik gentænkt ud fra nye paradigmer og nye spørgsmål?

Man undsiger dermed, i min optik, selve grundlaget for pædagogik og opdragelse, nemlig mulighed for – mellem frihed og nødvendighed – at finde ud af tingene i egen ret. At lege uden indblanding fra de voksne. Opdrages til at stå selv – ved en andens hjælp; ikke ved styring i dannelses-læringsmiljøer med indirekte tvang (at tvinge til frihed ”det pædagogiske paradoks”). I stedet for at fokusere på dannelse (læreplan) eller læring (eleven) - nye paradigmer? Ud fra spørgsmålet: Pædagogikkens opgave - er det at vække børns og unges lyst til at stå op om morgenen, være med i det hele, lege, mødes med pædagoger og lærere om noget vigtigt, i egen ret, og ud fra et samfund i pagt med sig selv?

Men hvad er så et samfund i pagt med sig selv? Hvordan udvælger man stof fra læreplanen (ud fra hvilke kriterier)? Hvordan opdrager man med opmuntring, i stedet for tvang?

( Fortsættes i næste blog-indlæg)