Hvis skolen ikke fantes

Hvad skal vi stille op med børnene, mens vi andre er på arbejde?

Nils Christie undrede sig højlydt i sin bog ”Hvis skolen ikke fantes” fra 1971 over, at man ikke kunne se det, for ham indlysende, meningsfulde i fx at koble et plejehjem på den ene side af gaden og skolen på den anden side. Plejehjem, med deres kamp for tilstrækkeligt personale. Skoler, med deres kamp for at give eleverne meningsfulde opgaver. Måtte nogen dog falde for den tanke at koble liv og skole til fælles gavn og glæde, opfordrede Christie! Men med den vigtige fodnote om at erindre, at tilværelsen ikke kan sættes i system, altså styres! Kongstanken for Christie var, at skolen er et spejl af liv og samfund. Børn skal ikke bare opbevares men gives meningsfulde opgaver, som hver enkel skole selv må opdage, i al mangfoldighed og forskellighed. Med andre ord: overlad skolelivet til sig selv og hav tillid til, at de involverede kan forvalte friheden.

Fortællingerne om dannelse, demokrati, social orden eller markedsorientering bør angribes

Christies skolekritik er et stærkt angreb på at ville trække bestemte visioner eller interesser ned over andre mennesker og dermed se børn og unge som objekter, man kan styre og dermed udøve sin magt over. Hverken dannelse eller demokrati (som sociale, kulturelle kategorier) kan retfærdiggøre at bruge børn og unge som spydspidser til at ville forme samfundet. Børn og unge bør heller ikke opfattes som en umælende flok, der skal udsættes for en bestemt samfundsagenda eller indordningsbehov (som tilpasningskategorier). Skolen skal ifølge Christie således hverken afskæres fra samfundet, for at eleverne senere skal kunne bidrage med bestemte værdier (dannelse eller demokrati) – ej heller underkastes det gældende samfunds struktur og logik for senere at kunne bidrage med udbytterigt afkast (social orden eller markedsorientering).

Frisæt skolen

Skolen skal simpelthen være sin egen; være et sted, hvor livet leves nærværende her og nu, med alt hvad dette kan indebære. Skolen er et spejl af det komplekse og problemfyldte samfund på godt og ondt, og der findes ingen reformer, metoder eller teknologiske innovationer, der kan ´helbrede´ eller ´fremtidssikre´. Skolen drejer sig dybest set om selve samfundets sjæl. Så spørgsmålet om, hvilket samfund skolen derfor fortjener, kan besvares: Skolen fortjener et samfund, der vil forholde sig til sig selv, se og møde sig selv; så samfundet skal holde op med at ville alt muligt med skolen og i stedet frisætte den. Skolen fortjener et samfund, der vil udforske, hvordan man tager imod nytilkommere, og hvad de har med sig – uden at nægte dem at være med i (samfunds-) livet.

Hold op med at tro på kundskaber og fag som fundamentet for skolen

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Skolens opgave er således slet ikke, som det ellers bredt antages i dag, et spørgsmål om at reproducere kundskaber fra det, som kaldes fag. Christie peger helt kontra på indsigt i helheder og dybere perspektiver med frihed og ligeværd som selve tilværelsen forankring. Hans opfordring til kamp imod at lære - og i stedet foru være er stadig næsten uhyggelig aktuel, og i Norge har idehistoriker Espen Schaanning og professor i pædagogik Willy Aagre genoptaget den blodrøde tråd fra Christies opfordring. De to redaktører har sammen med ni andre norske mænd og kvinder samt to danskere skrevet en skarp kritisk og alternativt indsigtsfuld bog om pædagogik, skole, uddannelse og politik. Konklusionen er dog ikke, heller ikke som Christie så det, at afskaffe skolen men at se den som et værested – i stedet for et lærested.

Hvad er meningen med skolen?

I ti kapitler analyseres, kritiseres og perspektiveres nutidens systemiske og teknologiske skole- og uddannelsessyn. I et mangefacetteret prisme af specialpædagogik, pædagogisk filosofi, naturfagsdidaktik, antropologisk pædagogik, samt etik, almen pædagogik og børnehavepædagogik opfordrer bogen til at gøre noget, handle. Mulighederne er der. Tør vi, vil vi, genopdage meningen med skolen? Gid alle i denne sommer – på folkemøder, højskoler, universiteter eller måske bare i en grøftekant et sted i naturen – vil tage denne bog i hånden; forholde sig til spørgsmålet: hvad nu hvis skolen slet ikke fandtes? Både i Norden og international er det et yderst påtrængende spørgsmål, hvis skole og uddannelse globalt skal overleve som steder, hvor man vil tage anstændigt imod nytilkommere og ikke vil afskære dem fra verdens mangfoldighed.

Nils Christies Hvis skolen ikke fantes kan nu også, i Lucas Cones´ og Joachim Wiewiuras oversætttelse, læses i hele verden: If schools didn´t exist.