I er selvkredsende og griske, men skulle hellere opføre jer dannet: bliv lærer og se andre mennesker vokse og udvikle sig!

Men er undervisning en moralsk profession?

I Kristeligt Dagblad d. 11/7 2022 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/lene-tanggaard-man-kan-ikke-vaere-dannet-alene giver dannelsesfortaler Lene Tanggaard ligefremt sin holdning til kende i forhold til den katastrofalt manglende interesse for læreruddannelsen og siger: ”Unge søger uddannelser, der enten giver bonus på lønchecken, eller som kan bidrage til deres egen selvudvikling”. Jeg synes, at denne påstand er værd at bide mærke i, fordi den ret nøjagtigt udtrykker tendensen til, at dannelsesfortalere ser undervisning som en moralsk/etisk profession. Lene Tanggaard udtrykker dette meget præcist, når hun i artiklen formulerer, at dannelse er: det, at blive god til fag (det, ´vi´ ved) og det, at se andre vokse, lindret eller befriet for lidelse. Men dermed kommer man let til at gå i takt med den udbredte mainstream om, at skole og uddannelse drejer sig om, at nogen, (undervisere og opdragere), skal sørge for at andre (børn og unge) lærer så meget som muligt af det allerede, kulturelt, civilisatorisk og politisk vedtagne (curriculum/fag).

At kunne stå selv – ved en andens hjælp

For mig er det dog en farlig forsimpling at se skole og uddannelse i et endimensionelt perspektiv af viden som noget allerede fastlagt, som børn og unge skal lære. Man kommer derved til at misse det centrale, nemlig at børn og unge bør først og fremmest er ny-tilkommere, der – ja netop kommer med noget nyt, som skal hilses velkomment. Uddannelse drejer sig hermed, helt kort sagt, om at kunne ´stå ene – ved en andens hjælp´ (Kierkegaard). At kunne stå selv i vekselvirkning med, at man langsomt finder ud af (og ønsker) at orientere sig i, hvad der allerede er i verden; og i vekselvirkning med at ville (ønsker at) klædes på til at klare sig i livet. Dette er et helt andet bredt fundament end det mere dannelsesmoralske, og der kan fremkomme mangfoldigt facetteret og realistiske handlemuligheder i et sådan prisme. Se Gert Biestas provokation ”Undervisning er ikke en moralsk profession”: https://www.youtube.com/watch?v=9I1jpH-uc5o

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Hvad er det for en leg, vi leger?

Den klassiske leg ”Katten efter musen”, hvor katten, som i illustrationen herover, til sidst æder musene, er måske en sjov leg for katten. Men ikke for musene. Tilsvarende kan man næsten betragte de herskende lag af politikere, længere uddannede folk, økonomiske interessenter – overfor lærerne: Først anbefales (eller undlades at sige nej til) at træffe reformbeslutninger om at fratage demokratisk medbestemmelse (nedlæggelse af råd og nævn) og beslutninger om milliardbesparelser (færre lærere, mindre forberedelsestid) – dernæst dadler man for, at unge ikke interesserer sig for at arbejde under sådanne forhold. Vupti: Kattene vandt som efter næsten forudsigelige naturlove.

Demokrati og pluralitet

Men hvis man vil hæve sig op over naturens mere bidske sider og igen vinde de unges interessere for undervisning, opdragelse og pædagogik, skal der ske en vending i skole og uddannelse. Den vej, man er inde på nu, har skabt et lag af ´katte´ over lærerne. Konsulenter, ´eksperter´, ledere, politikere og økonomer står årvågent sultne på vagt og vil fortælle, hvad de rette etiske, moralske, rentable og faglige tilgange til god undervisning er. Det er helt i OECD´s økonomiske målsætningsspor, og det indebærer ulykkeligvis, at mangfoldig praktisk indsigt og erfaring trædes under fode. Den vending, som vi er en del, der nu venter på, handler om at genskabe demokratiet i skole og uddannelse, altså at genetablere råd og nævn. Den handler også om ligeværdige magtkampe om ressourcerne, altså generobring af de tabte milliardbeløb, der i dag har medført færre undervisere pr. antal elever og mindre tid til forberedelse.

Pædagogik – frem for dannelsesmoral og læringficering

Kampen for en vending, der vil sætte pædagogik i højsædet og gøre op med læringficering og dannelsesmoral, kan ses som en kamp for både indhold og rammer. Pædagogik er først og fremmest i kategorien: Praksis. Det er her i, denne praksis med pædagogik, opdragelse og undervisning, at man kan søge ind til de dybeste formål med skole og uddannelse. Der synes på et teoretisk, generelt og overordnet plan at være enighed om, at vort fælles samfund skal bygges på et demokratisk fundament med åndsfrihed og ligeværdighed. Men teori skal ses med udgangspunkt i, og i vekselvirkning med, praksis. Praksis kan ikke objektivt analyseres, styres eller forudsiges – hverken af konsulenter, ´eksperter´, ledere, politikere, økonomiske interessenter.

Skab en vending: spørg lærerne, genetabler råd/nævn og genskab økonomisk ansvarlige råderum.

Hvis vi altså, som mangfoldigt og demokratisk samfund, faktisk ønsker at vinde de unges interesse for lærergerningen.