Lærke Grandjeans blog
Blog
Lucas Cone ”Pædagogikkens fundamenter” og Max van Manen ”Pædagogisk Takt”
Sommerlæsning 2022, til eftertanke
Nyd sommeren, læs uden tanke på læring og arbejdsmarked.
På Aalborg Universitet https://www.aau.dk/uddannelser?clid=Cj0KCQjw5ZSWBhCVARIsALERCvxD1w2gOp90F44Iov1o6nx4h3aPWWGke1qVfS55cL49jwiOMrDV2cAaAmjlEALw_wcB er det helt utilsløret, at uddannelse i dagens udgave handler om karriere og læring til at ´gøre en forskel´ på arbejdsmarkedet. Selvom deres sommer-slogan på busserne om ´ikke at læse, men lære´ kan vække til en vis undren, så kommer Aalborgs bus-slogan alligevel ikke bag på en garvet kritiker, som jeg selv er. Jeg udfordrer Aalborg Universitet, læs:
Lucas Cone ”Pædagogiske Fundamenter”
Lucas Cone har i åben, undrende ånd og kontroversiel tænkning (godt at medtænke Merete Nordentoft og Simone de Beauvoir) udvalgt 25 tekster om opdragelse og undervisning. Han starter med to uundværlige tænkere fra antikken, nemlig Platon og Aristoteles, og slutter med de to mest indflydelsesrige, nulevende pædagogiske tænkere, nemlig Biesta og Säfström.
For at angive Lucas Cones undrende tone og vise hans intention om en indsigtsfuld pædagogik, vil jeg give ham selv ordet og citerer derfor fra åbningen af ”Pædagogikkens Fundamenter (s. 11): ”I samtidens debatter om opdragelse, undervisning og dannelse fristes man til at tro, at vi intet har lært fra historien. Anført af paroler om digitale kompetencer, livslang læring og entreprenørskab udstilles historiens opdragelsestanker ofte som dinosaurer, der for længst skulle have været udryddet. […] I en digitalt forbundet verden. Lyder det, går det ikke længere an med bøger, kridttavler og kedelige fællesopgaver. Det handler om at måle og vide, hvad barnet kan, så man tidligt kan sætte ind og støtte dets rejse mod den bedst mulige udgave af sig selv. Det handler, kort sagt, om at klæde børnene på til fremtiden – uden at se sig tilbage.”
Lucas Cone introducerer de 25 udvalgte tekster med korte biografier og forbilledligt klare, små indføringer i de 25 forfatteres tænkning. ”Pædagogikkens Fundamenter” er én af de bedste bøger, jeg har læst i de senere år. Jeg kan anbefale den til lærere og alle, der gerne vil være i vekselvirkning med teoretisk pædagogik, nutidig såvel som historisk – og som ikke bare vil følge med tidens ubetænksomme og ensidige læringsagenda, rettet mod arbejdsmarkedet.
Max van Manen ”Pædagogisk Takt. At vide, hvad man skal gøre, når man ikke ved, hvad man skal gøre.”
Jeg vil starte med en lille advarsel om, at ”Pædagogisk Takt” i meget høj grad advokerer for uddannelse som et etisk/moralsk anliggende. Dette er jeg faktisk meget uenig i, da den politiske debat om, og kamp for, en god rammesætning samt det fundamentale formål med uddannelse, dermed implicit angiveligt skulle kunne isoleres fra pædagogikken – dette er i bund og grund en farlig illusion. Man kommer, med en etisk/moralsk tilgang, let til at gå i takt med den udbredte mainstream om, at uddannelse drejer sig om, at nogen, (undervisere og opdragere), skal sørge for at andre (børn og unge) lærer så meget som muligt af det allerede, kulturelt, civilisatorisk og politisk vedtagne (curriculum/fag). Det er for mig ikke det, uddannelse drejer sig om. Derimod: Børn og unge skal ses som ny-tilkommere, der netop kommer med, ja, netop med noget nyt, som skal hilses velkomment. Uddannelse drejer sig dermed, helt kort sagt, om at kunne ´stå selv – ved en andens hjælp´ (Kierkegaard). At kunne stå selv i vekselvirkning med, at man langsomt finder ud af at orientere sig i, hvad der allerede er i verden; og i vekselvirkning med at ville klædes på til at klare sig i livet. Se Biesta´s ´provokation´ om uddannelse og moral: https://www.youtube.com/watch?v=9I1jpH-uc5o
Når alt dette er sagt, kan man i ”Pædagogisk Takt” nyde at læse en række realistiske og genkendelige eksempler på penible situationer, man kan komme i som underviser, mor/far og pædagog. ”Pædagogisk Takt” belyser en række temaer indenfor epistemologi (erkendelsesteori) og ontologi (studiet af det værende) ud fra følgende: Børnekundskab, personlig pædagogik, fortolkende refleksivitet, ontoteologi (læren om Gud på grundlag af et ontologisk bevis for hans eksistens) og pædagogisk etik. Der er gode takter og intentioner i ”Pædagogisk Takt”. Max van Manen udtrykker disse således (s. 28): ”Den relationelle etik sigter mod troskab, kærlighed, tillid, gensidig afhængighed samt de voksnes accept af deres omsorgsfulde ansvar for deres barn og for hinanden.”
Desværre er det dog min erfaring, at selv børnekundskab, fortolkende refleksivitet og pædagogisk etik, stik imod forventning, kan komme til at fastholde en lærings- og målingsiver – og dermed overse, at uddannelse er en risikabel affære med mange flere variable. Idéen (telos) med uddannelse kan ikke indfanges i en, ellers nok så stor, ansvarlighed, omsorg eller etik. Snarere end en etisk/moralsk takt kan den ustyrlige kunst måske bedre pege på verden og dermed pege på det inderste formål med undervisning, pædagogik og opdragelse; nemlig, at hvert enkelte menneske finder ud af at eksistere sammen med andre på Jorden, i universet, på sin egen særlige måde?