Lærke Grandjeans blog

Blog

Sammen om skolen? Partnerskab mellem hvem? Hvorfor?

Lærerkommentarer til DLF´s partnerskab med u-ministeriet, KL m.fl. om evaluering, test og inklusion: ”Intet løses, så længe der er for få voksne pr barn. Dette er det kerneproblem, der er begyndelsen til at løse alle de andre gordiske knuder”.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der mangler uddannet personale i folkeskolen på gulvplan

Lige her på falderebet til sommerferien er partnerskabet ´sammen om skolen´ mellem underministeriet, DLF, KL m.fl. om test, evaluering og inklusion blevet helt hot. Men hvad siger lærerne egentlig til det? Jeg har plukket lidt i de talrige kommentarer til de mange artikler i Folkeskolen; her følger 5 korte og en længere lærerkommentar:

”Det er næsten pinligt med et så bovlamt DLF”.

”Varm luft er gratis. Der mangler uddannet personale i folkeskolen på gulvplan Alt andet er udenomssnak”.

”Bare se at få gjort noget ved rekrutteringen og normeringen. Samt løn- løft. Så kan vi snakke inklusion.” ”Åhhh så “tales der ind i” og “tales op” ….. de djøffer rundt i “partnerskaber”.

”Nogen må tro, at lærerne er dumme, ingen hukommelse har eller bare har lagt sig fladt ned, men mon ikke virkeligheden er en anden?”

28 elever på 42 kvm – hver 7. elev med svære udfordringer

”Og imens I spiller bordfodbold og taler sammen, sidder der tusinde på tusinde af elever og venter på fagligt kvalificeret og gennemtænkt undervisning og faglig hjælp ude i klasselokalerne, der er op til 28 elever samlet ad gangen til noget, der vist nok skal minde om undervisning - hos os på 42 kvm - og hver 7. er det vist har svære udfordringer. Ak ja. Der er sparet 20 milliarder på uddannelsesområdet på få år, lærerne sat op i råproduktion, forventningerne om at løfte flere og flere, heraf flere og flere i helt særlige udfordringer bare stiger og stiger, erfarne lærere har fundet andre græsgange, det daglige logistik - og kontorarbejde når nye højder, elevgrundlaget bliver mere og mere problematisk, mødernes indhold tiltagende overfladisk, samskabelsesprocesserne er en farce værdig og lærerne smutter sjovt nok hjem, når der ikke tikker løn ind”.

Hvad er formålet med partnerskabet ´sammen om skolen´?

Ud fra disse spontane kommentarer i Folkeskolen må man spørge sig selv om, hvorfor det egentlig skulle være så godt med partnerskabet ´sammen om skolen´? Jo, følge Pernille Rosenkrantz er det næsten magi med det partnerskab. Hun har fået ro på bagsmækken, og hun og hendes partnere kan nu oveni købet hygge sig med bordfodbold. https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-11-12-2022-skolepolitik-socialdemokratiet/minister-brikkerne-falder-pa-plads-som-i-tetris/4640759. Selve formålet og pædagogikken bag det hele ser Rosenkrantz som det, at lærerne skal mødes med tillid til, at ”de er uddannet til at flytte børn fra A til B”. Og, fortsætter Rosenkrantz: ”Jeg vil så gerne, at vi kan komme derhen, hvor dét, vi prøver de unge mennesker i, er, i hvilket omfang, de kan fremstille det, de er blevet bedt om”. https://www.folkeskolen.dk/dannelse-faelles-mal-kreativitet/mens-de-andre-politikere-var-pa-vej-til-bornholm-kaempe-kulturforandring-af-skolen-er-i-gang/4641106

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Teaching to the test og grænseløs inklusion buldrer videre

Men mens Rosenkrantz og hendes partnere i ro, mag og hygge taler om evaluering, test og inklusion, buldrer ´teaching to the test´ og grænseløs inklusion videre ude i realiteternes verden med reformens grundlæggende normer: ´før eleverne fra A til B, så de kan lære at gøre, hvad de får besked på´ - lige netop som i OECD´s toneangivende ånd. Med behavioristiske metoder mener man at kunne uddanne effektiv arbejdskraft via nærmest totalitære skolepolitiske normer, som gerne skulle føre til øget udbytte og grønne økonomiske tal på den samfundsmæssige bundlinje.

Lyt dog til lærerne ude i realiteternes verden

I stedet for at lytte til de mange kritiske lærerkommentarer om politik, pædagogik og undervisning fra virkeligheden, fokuserer partnerskabet med et politisk velsmurt greb på en trendsættende teori om entreprenørskab https://www.folkeskolen.dk/dlf-folkeskolen-nr-11-12-2022-skolepolitik/sammen-om-skolen-er-del-af-en-ny-trend/4640738

Men man kan med rette spørge: er en ny trend nødvendigvis en god trend, blot fordi man går sammen om den? Og: hvor længe kan man holde sig selv og sine partnere oppe i et så højt avantgardistisk og magisk svæv, at man glemmer at lytte til dem, der faktisk har forstand på pædagogik, (politiske) rammer og undervisning, nemlig lærerne?