Skolepolitik: Digitaliseret infrastruktur med læringsplatforme, vedtaget i 2013 - effektueret fra 2017

(Baggrund

Folketinget vedtog i 2013, at alle skoler i Danmark ved begyndelsen af skoleåret 2016/17 primært skal forstå og anvende uddannelse ud fra elevernes læring (1). Digitale læringsportaler skal understøtte den nye læringsskole. Med iPad eller PC skal eleverne logge sig på og få adgang til en digital læringsportal, hvorfra der skal hentes læringsforløb, læremidler, digitale værktøjer (2) og læringsplaner. Meningen er, at eleverne skal arbejde med opgaverne, svare på evalueringsspørgsmål, og elevens læring skal derefter løbende måles med dertil udviklede værktøjer, hentet på den digitale læringsplatform. Regeringens og Kommunernes Landsforenings beslutning om disse digitale læringsplatforme indebærer, at alle skoler i Danmark skal anvende en fælles offentlig infrastruktur med digitale læringsforløb, læringsmaterialer, læringsevalueringsskemaer og teknologiske læringsmålingsredskaber, som elever, forældre, lærere, ledere, administrativt personale og andre statslige autoriteter har adgang til. (Infrastrukturen blev en realitet på alle skoler i Danmark ved slutningen af 2017).

Spørgsmål om den digitale infrastrukturs og læringsportalernes betydning

Lærke Grandjean: Er lignende læringsportaler i digitale infrastrukturer udbredt i resten af verden? Hvordan vil du analysere sådan en måde at opfatte uddannelse? Hvilken slags mennesker vil skolen skabe på dette grundlag? Hvad er historien bag dit begreb ´learnification´? Har ´learnification´ noget med uddannelse at gøre?

Uddannelsesforsker Gert Biesta:

Jeg har endnu ikke set noget lignende nogen steder i verden som i Danmark Men der er dog afgjort en udvikling i den retning, med fx. udbredelsen af den såkaldte data-driven teaching og learning analytics. Lad mig sige det lidt groft (men jeg skal nok gå mere i detaljer om lidt): Dette er præcis den katastrofale nedbrydning af skolen, som jeg har advaret imod i alt, hvad jeg har skrevet i de sidste 10-15 år. Og skønt jeg ikke er overrasket over, at det sker – det er et logisk skridt i udviklingen – så er det selvfølgelig meget bekymrende, at det er sket, og at det er sket så hurtigt.

Fra bredde til smal skoling

Èn årsag til, at det er bekymrende, og det er formodentlig en genkendelig årsag, er, at denne udvikling synes at indskrænke skoleuddannelsens formål fra bredde til en smal opfattelse af skoling med et ensidigt fokus på den lille del af skolefagligheden, som man tror, det er muligt at måle.

Jeg ville ikke være overrasket, hvis…

Jeg ville ikke være overrasket, hvis man centralt i Danmark finder sproget om læringsudbytte og om fagkompetencer. Jeg ville endda heller ikke være overrasket, hvis argumenter om globale rangliste positioner, PISA og lignende spiller en rolle her, men jeg må dog sige, at jeg ville være meget skuffet, hvis danske politikeres ambition er, at Danmark skal være nummer ét på sådanne lister.

Det danske menageri helt i tråd med behaviorisme

Men bekymringen er ikke blot en indsnævring af skoleformålet fra bredde til en smal skoling, men gælder også forvandlingen af selve forestillingen om uddannelse: At det med denne forvandling nu drejer sig om at styre mennesker med henblik på produktion af målbare læringsresultater. Man kan sige, at det danske menageri er helt i tråd med behaviorisme – jeg vil hævde, at man her ikke en gang er interesseret i, hvad eleverne lærer, og bestemt ikke i at nå deres sjæl. Man interesserer sig simpelthen i dette menageri kun for elevernes præstationer, og hvad de producerer.

Uddannelse i Danmark synes at være som logikken i intensiv landbrug

Fra det, du (Lærke Grandjean) fortæller mig, synes logikken i og formen på uddannelse at være blevet identisk med logikken i og formen på intensivt landbrug, hvor køerne, for eksempel, også er sat i en konstant feedback-løkke, hvor alle slags input faktorer - såsom mad, lys, luft, plads og så videre - er knyttet til outputfaktorer, der betyder noget, mælk og kød, for at skabe et perfekt produkt. Man kunne faktisk sige, at den omstændighed, at der er en ko imellem input og output faktorer egentlig ikke har interesse – det afgørende er, hvad koen producerer, og måden at kontrollere dette på er at kontrollere, hvad der kommer ind i koen. Hvis koens velfærd bliver et problem - hvis vi for eksempel finder hormoner i mælken, som et resultat af stress eller angst – vil der blive truffet foranstaltninger for at justere input, men ikke på grund af bekymring for koen men for produktet.

Uddannelse er erstattet af administration og styring hen mod effektiv produktion og læringsudbytte

Man kunne hævde, at sådan bør man simpelthen ikke behandle dyr. Men i uddannelse er der ikke kun det moralske argument, om hvorvidt vi skal behandle mennesker således – for når det kommer til stykket, køber de studerende eller deres forældre måske denne input output logik, fordi de føler, at en gylden fremtid på denne måde kan åbne sig for Danmark eller deres barn: Vi kan blive nummer ét. Der er også det uddannelsesmæssige argument, som handler om, at de studerende, der befinder sig i et sådan feedback-system jo skal uddannes. Det underliggende argument er her, at det ikke kun er for, at de studerende skal kunne producere. Det er måske det mest bekymrende aspekt ved hele denne udvikling: at man pisker uddannelse til at skulle virke og være effektiv. Men ved at jagte effektivitet og hvad-der-virker synes selve meningen med uddannelse at være forsvundet, og vi har erstattet uddannelse med noget andet – med administration og styring hen mod effektiv produktion og læringsudbytte.

Undervisning er forvandlet til facilitering af læring

Nu startede jeg med at sige, at jeg egentlig ikke er overrasket over disse tiltag, da de kan ses som logiske resultater af bestemte tendenser, som har arbejdet i længere tid. Det er her mit begreb learnification kommer ind i billedet og spiller en rolle. Jeg har introduceret dette begreb for at beskrive tendensen i uddannelsesmæssig forskning, i politik og i praksis, hvor der overalt primært tales om uddannelse i lærings-termer: Undervisning forvandles til facilitering af læring, studerende benævnes læringsaktører, skoler bliver til læringsmiljøer, voksenuddannelse til livslang læring og så videre.

Vendingen mod Læring handlede oprindeligt om politisk kritik af autoritære uddannelsesformer

Vendingen mod læring er imidlertid forståelig, i særdeleshed set som et svar på autoritære uddannelsesformer, som kun tænker uddannelse i en kontrollerende forstand. Her kan det hjælpe med et fokus på læring, så man kan få øje på, at uddannelse ikke bare handler om, hvad lærere vil have ind i elevernes hoveder (eller hjerter eller hænder). Men at der faktisk er mennesker i den anden ende af spektret. Mennesker, der gerne vil forstå og forsøger at skabe mening og handling, og som bør have en vis frihed til at gøre disse ting på egne præmisser. Læringssproget har bestemt under autoritære uddannelsesformer hjulpet til at bringe studerende i øjenhøjde med deres lærere og stof, og i den forbindelse har læringssproget bidraget til en kritik af autoritære uddannelsesformer. Vendingen i dag hen imod læring har også været under indflydelse af bestemte retninger indenfor læringspsykologi, og ligeledes refererer mange nu om dage til konstruktivisme og sociokulturelle teorier (som politisk kritik). Dvs. der refereres til retninger og teorier - som sætter lys på, at studerende ikke er passive modtagere men faktisk laver en masse arbejde – som de retninger, der har den største indflydelse, enten alene (som med konstruktivismen) eller sammen (som med de socio-kulturelle teorier), fordi de giver den indsigt, at det ikke er muligt at lære for nogen anden end én selv. Denne indsigt sammenholdt med indsigten om, at vi alle selv må træffe beslutninger vedr. os selv er faktisk meget gammel, allerede Sokrates vidste dette.

Udover politisk kritik handler vendingen mod Læring også om Neoliberalisme

Men det er ikke udelukkende politisk kritik og læringsteori, som har bidraget til, at uddannelse er blevet forvandlet til learnification; jeg mener også, at neoliberalismen har spillet en rolle. Neoliberalismen har opfundet det særlige trick at gøre den enkelte ansvarlig for, hvad man i tidligere tider anså for at være baseret på kollektiv ansvarlighed, i særdeleshed tænker jeg her på ansvaret for velfærdsstaten. Det mest tydelige eksempel på forvandling til læring er, at voksenuddannelse er blevet til livslang læring. Vi kan her se, hvordan læringssproget bliver brugt til at lægge ansvaret over på den enkelte. Folk må blive ved, især med henblik på deres brugbarhed på arbejdsmarkedet, hvilket indebærer hele tiden at lære nyt. Så livslang læring er et meget forskelligt projekt fra voksenuddannelse. Ikke bare fordi uddannelsessproget her antyder, at man får noget, og at man har ret til at nyde godt af dette – i modsætning til livslang læring, som lyder meget mere som en pligt – men også fordi voksenuddannelse henviser til muligheden for at være og blive uddannet, snarere end blot at lære.

Læring siger intet om, hvad uddannelse er eller bør være

I mit arbejde har jeg identificeret to årsager til, at der er sket denne problematiske learnification af både den uddannelsesmæssige diskurs, af politik og af praksis. Den første årsag, som man specielt kan læse om i mine bøger Læring retur og God uddannelse i målingens tidsalder, er, at læringssproget har marginaliseret spørgsmålet om formål, det vil sige, spørgsmålet om, hvad uddannelse er – eller bør være. Over alt i verden, hvor jeg deltager i uddannelsesmæssigt arbejde, møder jeg det udsagn, at formålet med uddannelse simpelthen er, at børn og unge skal lære. Men det er i mine øjne problematisk, fordi der er så meget de kan lære, i skolen eller andre steder. Selvfølgelig kan de lære at to plus to er lig med fire, eller de kan lære termodynamikkens anden lov, eller at slaget ved Hastings var i 1066 – de fleste mennesker vil anse det som temmelig ´uskyldigt´ – men de kan også lære, at racisme er forkert, at demokrati er værdifuldt og sårbart eller fra en helt anden sammenhæng, at den øverste leder Kim Jong-un altid skal adlydes; og de kan lære ting om sig selv for eksempel, at de er kloge, utålmodige, ikke gode til visse ting, grimme og så videre.

Læring er for vagt og for åbent – derfor kan OECD få råderum

Ét problem er, at ordet læring simpelthen er for vagt og for åbent, og hvis vi siger, at skolen er et læringssted, er vi simpelthen ikke præcise nok. Eller bagsiden af dette argument: Vi fylder dette læringssted med alle mulige idéer om god eller ønskværdig læring, men vi udtrykker os ikke klart. Det er denne uklarhed og vaghed, der giver råderum for kræfter som OECD og dets liga-tabeller, eller for arbejdsgiverne med ´krav´ til skolen, eller for visse politiske ideologier med ønsket om at ´tæmme´ masserne – til at komme ind og definere, hvad god og ønskværdig læring er. Så det er delvis et spørgsmål om mangel på præcision, hvis vi taler læringssproget, men også, at vi forhindrer os selv i at tage livtag med det meget sværere, men fantastisk vigtige spørgsmål om, hvad formålet med læring – og med den uddannelse, som mere generelt foregår i skolen – bør være.

Med Læring mister vi muligheden for at gøre indsigelser imod digitalisering

Så man kan sige, at læringssproget skaber en situation, som gør det meget nemt at erstatte bredde med en snæver uddannelse til produktion af forsimplede læringsresultater. Med andre ord er det risikabelt med læringssproget, fordi vi risikerer at miste forståelsen af skolen som en del af et meget mere omfattende ´uddannelsesprojekt´. Men hvis vi mister den forståelse, så mister vi også muligheden for at gøre indsigelser, hvis teknologien og digitaliseringen kommer ind og påstår at kunne gøre læring meget mere virkningsfuld, effektiv og personlig. For i en sådan teknologisk og digitaliseret læringsforståelse synes spørgsmålene om, hvad det egentlig handler om, og hvad det er godt for, at være forsvundet.

Vendingen mod Læring understøtter det helt modsatte af dét, der oprindeligt var ment som et oprør imod autoriteter

Dette betyder i øvrigt også, at et system som i Danmark – med digitale læringsplatforme implementeret i en fælles offentlig infrastruktur – kan blive brugt til alle mulige formål, herunder at indoktrinere folk til at tro på idéen om, at den øverste leder altid skal adlydes. Ironisk nok, så fører vendingen mod læring dermed til at understøtte det helt modsatte af, hvad meningen oprindeligt var: Snarere end at være blevet en vending hen imod befrielse og frisættelse fra autoritære former for kontrol, så er læringsmaskinen blevet det mest effektive instrument til netop dette: at autoritære former for kontrol kan implementeres i skolen.

Læring er også et problem, fordi man tror, at mennesket er både begyndelses – og slutpunktet

Den anden årsag til, at jeg betragter ´learnification´ af uddannelse som et problem – og dette er et mere klart udfoldet i min bog Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik – har at gøre med, hvordan læring positionerer os i forhold til verden. En hurtig måde at forklare det på, er at sige, at læring altid har at gøre med vores ambitioner om at forstå, at få mening ud af, at opnå, at erhverve, at vinde og så videre. Selvfølgelig lærer vi altid om noget, og vi kan endda pege på bestemte situationer, hvor vi lærte af noget eller nogen. Men at udtrykke – og forstå – dette i læringstermer hentyder altid til et forhold, hvor vi selv er begyndelses- eller slutpunktet. Det vil sige, at det er en gestus, der er udstedt af selvet, og, via den naturlige eller sociale verden, vender tilbage til selvet, så at sige – og dette er øjeblikket, hvor vi siger, at vi har lært noget.

Læring bør ikke være det eneste aspekt ved at være i verden, for så glemmer man at kunne modtage og at kunne føle sig adresseret

Er dette et problem i sig selv? Nej, men den pointe, jeg har forsøgt at komme frem til i forbindelse med dette, er, at læring ikke er, og heller ikke bør være, den eneste måde, hvorpå vi tænker os selv i forhold til verden. Hvis læring i sidste instans handler om vores forståelse, vores meningssøgen, vores opfattelse, vores gevinst, så kan man sige, at læring altid sætter os som centrum og giver os kontrol – selvom vi lærer noget, som vi ikke vidste, eller som vi ikke kunne før. Men dét jeg er interesseret i, og her ligger netop den anden årsag til min bekymring omkring hele læringssproget, er, at der er et andet aspekt af vores væren-i-verden: Ikke hvor vi lærer – men hvor vi adresseres, hvor vi bliver talt til, hvor vi gives noget, hvor vi, kort sagt, bliver undervist.

Læring efterlader meget lidt plads til, at nogen udenfor mig selv – taler til mig, adresserer mig, underviser mig

For mig er dette virkelig i modsætning til lærings gestus, fordi det handler om ting, som kommer til os snarere end, at det handler om vores evne til at (be)gribe ting – metaforisk og bogstaveligt. At gøre læring til alfa og omega i uddannelse, og også i livet, indikerer for mig, at vi definerer uddannelse og livet selv i fuldstændig selvcentrerede termer, og det efterlader meget lidt plads, om overhovedet nogen som helst plads, til udefra kommende termer, hvor noget eller nogen adresserer mig, taler til mig, underviser mig.

Vi har med Læringskulturen mistet sansen for at lade os påvirke og berøre

Det her er ikke bare et spørgsmål om teori. Jeg tænker, at vi som kultur – måske som en generation og måske endda som civilisation – har mistet, ikke blot ´sansen´ for denne udefra kommende retning, men også smagen for denne anden retning. Én årsag til dette er, at vi er kommet til at forstå den andens henvendelse som ensidigt udtryk for ønske om magt til at bestemme over mig – den anden vil prøve at fortælle mig noget, vil prøve at lære mig noget – og det er som om, vi tror, at vi derved får indskrænket vores frihed. Men dette er en meget begrænset og egoistisk forestilling om, hvad frihed betyder: En forestilling hvor vi tror, at frihed indebærer, at man ikke skal lade sig berøre eller påvirke af noget eller nogen; man skal ikke forholde sig til noget eller nogen, ikke være ansvarlig for noget eller nogen. Det er selvfølgelig, hvad den neoliberale snak hele tiden prøver at fortælle os, men det er en begrænset, begrænsende og temmelig indskrænket måde at forstå vores menneskelige betingelser.

Vendingen mod Læring har glemt: vendingen mod verden

Det ligger godt nok i forlængelse af kritikken af de autoritære former for undervisning, jeg nævnte tidligere, men hvad der er bemærkelsesværdigt – både i diskussionen om og vendingen mod læring – er, at vi synes at have glemt, at der er en alternativ valgmulighed, nemlig den, hvor den andens henvendelse, den andens undervisning faktisk kan være frigørende, fordi det frigør os fra vores væren-med-os-selv og vender os ´tilbage´ mod verden.

Det, der sker i Danmark, er helt ekstremt gearet mod udnyttelse af verden, i stedet for helt kontra at blive følsomme over for, hvad verden – naturen, universet, det menneskelige – prøver at fortælle

For at vende tilbage til dit spørgsmål, kunne vi sige, at et uddannelsessystem, som er helt ´gearet´ mod læring – og hvad der sker i Danmark er helt ekstremt gearet mod læring, men dette sker i mange andre lande på mindre synlige, men ikke desto mindre problematiske måder – er, at vi i særdeleshed understøtter den første ´måde´ at være i og med verden på, hvor man som læringsaktører altid opfatter verden som noget, man skal kunne få en mening ud af, få fra, tage fra, erhverve sig noget fra og så videre. Men man har meget lidt opmærksomhed overfor den modsatte retning, nemlig at hjælpe børn og unge mennesker med at blive følsomme over for, hvad verden – både naturen, universet og det menneskelige – prøver at sige til dem, prøver at bede dem om, prøver at lære dem.

Læringsplatforme og digital infrastruktur har ødelæggende konsekvenser

Der er mange andre ting, som det danske menageri med læringsplatforme og digital infrastruktur kan gøre ved børn og unge – fremme en konkurrencementalitet, aldrig lære at være tålmodig, tænke: des-hurtigere-des-bedre, altid at føle at man skal præstere, altid at føle sig overvåget, aldrig igen at blive berørt – men for mig starter meget af dette med, at man sætter fokus på læring som den menneskelige eksistens´ eneste modalitet (måde at forholde sig på). Og her, men jeg vil kun kort nævne dette, bør vi måske passe på ikke at glemmehistoriske eksempler, hvor læring var meget effektiv og førte til høje kulturelle niveauer – fx den tyske ´Bildung´, den italienske uddannelse under Mussolini – men hvor selve oplevelsen af og erfaringen med at blive berørt, at blive adresseret, at blive talt til uomtvisteligt var forsvundet fra uddannelse og samfund, med ødelæggende konsekvenser til følge.

Det er nok et ret langt svar, men jeg mener, at det, der sker i Danmark netop nu, kræver et detaljeret og omhyggeligt svar, for at vise, at det er problematisk på mange niveauer.

(Af mit Interview med Gert Biesta i 2017: At vække til verden med en ansvarlig uddannelse. Uddrag af bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning”)

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening