Blog

Thomas Rømer: Curriculum-centreret undervisning danner

Thomas Rømers ”Skolens Formål – dannelse, splittelse og uniformativering” positionerer sig kampberedt i det urgamle pædagogiske spektrum, hvor uddannelse enten er centreret omkring curriculum med fag og læreplaner eller omkring barnets og den unges læring, trivsel og kompetencer

Publiceret Senest opdateret

Det pædagogiske spekter

Rømer stiller sig med sin nye bog fra 2022, udgivet på Forlaget Klim, i den ende af det pædagogisk kendte spekter, hvor fokus er curriculum og og kundskaberne: Børn og unge kommer i skole for at blive elever og for at lære noget, det vil sige: De skal dannes med en pædagogik, som simpelthen udgår fra fagenes og kundskabernes virkning på mennesker.

Thomas Rømer, lektor på DPU, har dette standpunkt til fælles med en række akademikere, rektorer og filosoffer i Danmark. Denne ´front´ kæmper en hård kamp imod nogle andre akademikere, rektorer og filosoffer, som har positioneret sig i den modsatte ende af spektret, nemlig dér hvor barnet og den unge er i centrum.

Forestil dig en savanne

For bedre at kunne se denne kamp for sig, kunne man måske for en stund forestille sig et afrikansk landskab med giraffer og zebraer.

Rømer, som tilhører ´girafferne´ i savannebilledet, mener nemlig, at ordet dannelse simpelthen er blevet stjålet af ´zebraerne´. Zebraerne har uniformeret giraffernes ord, dannelse, til uigenkendelighed, og det har medført splittelse.

Med yderligere splittelse til følge har zebraerne desværre også stjålet og maskeret andre af giraffernes ord. Således er:

Kundskaber blevet til læring

Formål til målstyring

Politik til konkurrencestat

Kosmologi til verdensmålstyring

Eksistens til identitet

For øjeblikket er det zebraerne med deres uniformerede ord om læring, målstyring, konkurrencestat, verdensmålstyring og identitet, der har vundet kampen om dannelse; men så siger Rømer, at det medfører, at man slet ikke kan tale dannelse mere – man må nu i stedet tale om et forfald. Det er nemlig giraffernes ord kundskaber, formål, politik, kosmologi og eksistens, der er de rigtige dannelsesord. De er rigtige, siger Rømer, fordi de kan skabe ægte pædagogik, som har med suspension, altså ophævelse af tid, at gøre.

Bogens dele

Fra side 189-308, del 2, gør Rømer grundigt rede for splittelsen mellem girafferne og zebraerne, som blandt mange andre er kompetencerådet, folkeskolerådet, velfærdskommisionen, det økonomiske råd, EU, Bologne.

Fra side 318-534, del 3 og 4, går Rømer over til at skrive om uniformering (uniformativering, som Rømer faktisk benævner sit begreb) og om, hvordan den pædagogiske seminarium-videnskab er blevet uniformeret til at blive læring-professionshøjskole-forskning.

En vigtig fortælling

Det er uhyre interessant læsning; man er tryllebundet og kan ikke slippe bogen; det er som at lytte til en vigtig og betydningsfuld fortælling.

Det hele udspringer af problemer med skolens formål, og af at den frie tid er revet ud herfra. Om dette skriver Rømer levende, interessant og medrivende, del 1.

I bogens indledning og konklusion stiller Rømer sig fuldstændig åbent og ærligt frem og uddyber, hvor han selv står i det uddannelsesmæssige landskab og i det pædagogiske spekter. Jeg synes, det er meget sympatisk og ærlig talt en lettelse at møde en akademiker og hans bog i en så uforblommet tilkendegivelse af egen position, tak for det.

Kort sagt:

Rømer er på giraffernes hold, dér hvor curriculum, faget, kundskaberne bor – imod zebraerne, der bor i det pædagogiske spekters anden ende, hvor elevens og den studerendes læring er i fokus. Girafferne og zebraerne kæmper om ordene, og det centrale ord er dannelse.

Mennesker som ting eller objekter

Hvad jeg personligt noterer mig, er, at både girafferne og zebraerne forholder sig til mennesker, børn og unge, på en måde som om børn og unge var ting eller objekter, som nogle voksne fra det allerede eksisterende samfund, den bestående kultur, vil gøre ét eller andet med.

Det, synes jeg faktisk, er en forkert måde at tænke på pædagogik og uddannelse.

Mennesker som ny-tilkommere

Jeg synes hellere, man skal have fokus på, og respekt for, at børnene og de unge er ny-tilkommere; sige velkommen og stille sig spørgende i forhold til, hvad disse ´nye´ mennesker mon bringer med sig. Og så selvfølgelig ikke udelukke de ny-tilkommende fra alt det gode, der findes i verden – heller ikke skjule det onde.

Elefanten

Jeg savner med andre ord i uddannelseslandskabet både en elefant og en løve. Men når jeg tænker nærmere efter, er der måske også det. Jeg har tidligere skrevet om den helt unge danske forsker Lucas Cone og hans initiativ til at oversætte norske Nils Christies ”Hvis skolen ikke fantes” til engelsk; i denne vigtige bog tænkes ikke i positioner som curriculum- eller barnecentrering. I stedet tænkes i mening. Også med sin bog ”Pædagogikkkens Fundamenter” har Cone vist sin tyngde – jeg kan godt i ham se en elefant i det pædagogiske savannelandskab.

Løven

Og så er der løven, nemlig Gert Biesta. Thomas Rømer nævner ham i sin nye bog både kritisk og som inspirationskilde, men i min læsning går Rømer fejl i sin kritik af Biesta og post-strukturalisme.

Hollandske Gert Biesta har tværtimod hævet sig op over både den ældgamle splittelse mellem girafferne og zebraerne om enten curriculum-centrering eller barne-centrering - og op over (post) strukturalisme. Biestas idé er verdens-centrering. Det indebærer at holde op med at se på andre mennesker som om, de var ting eller objekter. I stedet peger han på den indre og ydre natur i os alle som mennesker og i verden – uden på nogen måde at opgive det sociale eller det, der har med kvalifikationer at gøre. Han tænker uden gelænder.

Aber, tukaner og næsehorn

Måske kan girafferne og zebraerne finde sammen med elefanten og løven? I givet fald kan det godt være, at man også kan komme til at få øje på og værdsætte alle de andre dyr på savannen, for eksempel aber, tukaner og næsehorn; se deres natur, skønhed og egenart?

Og måske kunne man også begynde at tænke lidt over, hvad samfundet egentlig kan gøre for skole og uddannelse, i stedet for omvendt? Formålet om åndsfrihed, ligeværd og demokrati bør nemlig i min optik ikke være noget, man skal oplæres til; det skal derimod erfares. Der er rigeligt tid til det igennem de 10-15 år, som børn og unge skal leve, eksistere og tilbringe deres tid i skole og uddannelse.

Børn og unge er: Børn og unge

Frihed kommer før loven. Og et samfund skal kendes på den grad af frihed, det giver til børn og unge til at finde ud af - opmuntres til - at være i og med verden på en ordentlig måde, mens de er: Børn og unge.

Lærke Grandjeans blog

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Powered by Labrador CMS