”Verdensvendt uddannelse” som svar på nedbrydningen af skolen 2 (2)

Baggrunden

Auschwitz skete, altså kan det ske igen. Den allerførste fordring er uddannelse – med Adornos og Primo Levis ord, efter udryddelsen af millionvis af mennesker, bliver det: at betragte et andet menneske som et objekt, som man kan gøre hvad som helst med for altid et brændende fokus for al filosofi og tænkning. ´At det kunne ske betyder, at det kan ske igen´, den sætning står bøjet i neon og glemmes aldrig; det er derfor, at bekymringen over den nuværende globale uddannelses- og målingsindustri, hvor mennesker netop bliver objektiveret og tvunget til at underkaste sig målet om økonomisk afkast (NPM og TINA), skal tages alvorlig.

Ondskabens banalitet

For at understrege alvoren i de tunge skygger fra Auschwitz fremhæver Gert Biesta Hannah Arendts konklusion i retssagen mod Eichmann i 1961 i Jerusalem: Der var tale om ondskabens banalitet. Hvordan det? Jo, forklares det: gerningsmænd i folkedrab beskrives ofte som umenneskelige monstre, men måske er det mest skræmmende, at det er mennesker, som du og jeg, der udfører grusomhederne. Helt banalt sagde Eichmann om sine brutale handlinger, at han jo bare var en almindelig mand, der var lydig og loyal overfor de anvisninger og regler, han havde fået af sine overordnede.

Tankeløshed

Arendt fremsatte på den baggrund sin berømte (og berygtede) tese om ´ondskabens banalitet´ og sagde, at Eichmann hverken var dum eller ond, men simpelthen tankeløs. Han var autoritetstro og fast besluttet på at parere ordre, følge reglerne og udføre sit arbejde. (Én af de israelske psykologer sagde, efter at have undersøgt ham, at Eichmann var ’mere normal, end jeg er efter at have talt med ham’). Det virkeligt frygtindgydende er altså netop, at Eichmann ´bare´ var den familiefar og bureaukrat, der tankeløst og tilfældigt sørgede for, at de mange tog kom til Auschwitz og kørte til tiden.

At sige: Jeg

Ondskabens banalitet er således ifølge Arendt, at Eichmanns handlinger ikke udsprang af et dæmonisk indre, opslugt af had og trang til destruktion, men derimod af den tankeløshed der ligger i: aldrig at stille spørgsmål ved og til magthaverne; ikke at kunne sige nej, eller ja, på de rigtige tidspunkter, når svaret skal gives opad til autoriteter; den tankeløshed at betragte andre mennesker som objekter i stedet for som hin enkelte personer, altså subjekter, dvs. en person, der kan og vil sige: jeg.

Det skete, derfor kan det ske igen

Med Arendts, Adornos og Levis klare budskaber in mente kan det, efter knap et sekel, ses som bekymrende og skræmmende med nutidige, globale uddannelsessystemer, der i stedet for at se mennesker som enkeltpersoner, som i frihed kan være subjekter i eget og andres liv, har udviklet globale målingsindustrier, der udelukkende kan fungere ved at se mennesker som objekter. Man måler, styrer og kontrollerer børns og unges læringsudbytte, læringsansvar, læringskompetencer i dag i den globale uddannelsesindustri – dermed har man afskaffet selve idéen med uddannelse, undervisning og pædagogik.

Gert Biestas modsvar til uddannelse i dag

Gert Biesta peger med ´verdensvendt uddannelse´ på noget helt andet end måling, styring og kontrol. Nemlig at man i skole og uddannelse opmuntrer mennesker til: i frihed at finde ud af at ´være hjemme´ i verden, for sig selv og sammen med andre, på en voksen måde. Frihed er således ikke ´frit valg på alle hylder´. Nej, uddannelsesopgaven er at skabe tid til, rum og mulighed for, at børn og unge kan møde egen frihed til at kunne sige ja eller nej; at sætte personer over systemer; at sætte spotlys på det at eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt; at betragte undervisning som lidt af en gave, hvis udbytte ikke kan måles, styres og kontrolleres med henblik på en bestemt gevinst.

To principper bag verdensvendt uddannelse

Verdensvendt uddannelse bygger på to principper: (1) At opmuntre til at kunne føle sig hjemme i verden (2) At skabe forstyrrelse, suspension og understøttelse. Pointen (telos) med uddannelse, pædagogik og undervisning er at spørge: ” Hej du dér, hvor er du?” ”hvad tænker du om det her, jeg nu peger på?” Intentionen er: (a) at få barnets og den unges personlighed i spil med henblik på at være et selv, at kunne svare ”jeg er her!” (b) at pege på retninger i tilværelsen ud fra den eksisterende kultur, praksis og tradition på godt og ondt og (c) at hjælpe med at ´blive klædt på´ med viden, kundskaber og færdigheder, så man kan klare sig i livet. Det er de tre områder, der som tidligere nævnt i Gert Biestas terminologi kaldes subjektifikation, socialisation og kvalifikation. De er alle tre altid til stede i undervisning – balancerende i forskellig styrke, forskelligt indhold og i forskellige kombinationer alt efter, hvad der sker. Pointen med uddannelse er kort sagt at vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt.

(1) At føle sig hjemme i verden

Det, at føle sig hjemme i verden, har Gert Biesta lånt fra Hannah Arendt, og det indebærer et evigt arbejde med at håndtere modstand i livet. Hvis man forestiller sig et spektrum, hvor der er to yderpunkter for, hvordan man kan møde modstand – enten med selvdestruktion eller med verdensdestruktion – så handler det pædagogiske arbejde om at skabe rum og tid, så man kan finde sit eget ståsted imellem de to yderpunkter. Med andre ord: hvis man opfatter modstand som et vilkår og forsoner sig med verden som en realitet, så er der en mulighed for at være hjemme her. I pædagogikken handler dette om at støtte den enkelte person og skabe mulighed for at konfronteres med sig selv og egen frihed. Kunsten er her pædagogikkens følgesvend, fordi hverken kunst eller undervisning handler om at forsøge tvinge et andet menneske til at nå en bestemt destination – men om at opmuntre til en modig livsrejse.

(2) Det pædagogiske arbejde: Forstyrrelse, suspension, understøttelse

At ville tvinge til frihed som et pædagogisk paradoks, det kan ikke benævnes et uddannelsesprincip. For selvom man måske godt kan tvinge et andet menneske til at parere ordre, så kan man ikke tvinge til frihed – muligheden for oprør og viljen til at sige nej er altid til stede. Det er netop denne mulighed, som uddannelse skal puste til og forsøge at fremme. Den blodrøde tråd i Gert Biestas begreb om ´verdensvendt uddannelse´ er i frie rum, med god tid, netop at opmuntre til frit at sige ja eller nej - ud fra det pædagogiske arbejde: Forstyrrelse, suspension, understøttelse. Idéen er at hjælpe og støtte børn og unge til at kunne stå selv og kunne sige ´jeg´. Opgaven er ikke at tvinge eller bemestre drivkraften i et menneske, men at hjælpe det andet menneske med at få ´fat i tøjlerne´ til hestespandet, som man kan sammenligne med de lyster, ønsker og begær, der findes både inde i den enkelte person og ude i samfundet.

At sige nej og gå imod reglerne – Rosa Parks

Gert Biesta vil med sit alternative pædagogiske paradoks vise, at uddannelse ikke handler om tilpasning og tvang men om frihed til selv at bedømme og kunne sige jeg: Rosa Parks var en farvet kvinde, der en bestemt dag i 1955 erfarede den samfundsmæssige diskrimination så uretfærdig, at hun valgte at sige nej. Helt konkret nægtede hun i en overfyldt bus at adlyde en buschaufførs ordre om at flytte sig til de farvede menneskers del af bussen. Gert Biesta refererer denne begivenhed og peger dermed på, at menneskelig frihed til at sige nej findes. Rosa Parks sagde nej, selvom hun vidste, at chaufføren, der gav ordren til, at hun skulle flytte sig, gav denne ordre med reglerne i hånden og retten på sin side. Parks blev arresteret af politiet og kom i fængsel.

At sige ja og følge reglerne – Adolf Eichmann

Overfor Rosa Parks nej refererer Gert Biesta et historisk ja. Helt i modsætning til Rosa Parks nej, så adlød Adolf Eichmann ordren fra sine overordnede om at udføre holocaust med et folkemord til følge; Eichmann sagde ja og forklarede i den senere retssag, at han jo var lydig og loyal mod de regler, han var ansat til at administrere.

Parks-Eichmann paradokset

Gert Biesta stiller de to forskellige måder at reagere på overfor hinanden og benævner det Parks-Eichmann paradokset. Han viser, at det at kunne vælge som et frit menneske at sige nej eller ja på de rette tidspunkter i livet, kan have at gøre med, om man kan sige jeg. Med andre ord: er man indstillet på at ville sige jeg, som Parks, og dermed i en bestemt situation ikke følge reglerne? Eller som Eichmann, der ikke vil sige jeg, og dermed i en bestemt, vigtig situation netop følger reglerne? Paradokset er, at Eichmann, som handler loyalt i forhold til reglerne, taber i livet (han modtager en dødsdom) – mens Parks, der bryder reglerne, vinder i livet (hun bliver senere hædret for at have sagt nej).

At vække til verden

Pointen er, at uddannelse ikke drejer sig om tilpasning, men om at vække menneskers lyst til at finde et selv – og kunne sige jeg. Derfor drejer det sig om at forstyrre børn og unge, at konfrontere dem med, at frihed findes. Men det drejer sig også om at sænke hastigheden og give tid og plads til, at pædagogik og undervisning kan udføres på en kunstnerisk og langsommelig måde indenfor gode rammer, så underviserne rent faktisk har mulighed for at støtte og hjælpe. Hvis et samfund derfor faktisk vil udøve og opnå demokrati, så skal skole og uddannelse tildeles de rammer, der skal til for at skabe et fristed for pædagogikkens og undervisningens egen skyld. For hvis svaret på spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med børnene og de unge, skal føre til noget godt, så er livet altså her og nu! Det er uddannelse også! Vi kan ikke bare bede børn og unge om at gå hjem og blive dér, indtil vi har fundet perfekte svar. Uddannelse er nu eller aldrig. Det er i dette moment, nu eller aldrig, at verden bør bringes til at tale til børnene; opfordringen lyder, med Bertolt Brecht: ikke at tjene børnene eller tilfredsstille dem, men at vække deres interesse for verden.

At gøre det man siger, at man vil gøre

”Verdensvendt uddannelse” er samlet set et originalt og yderst kritisk bidrag til, hvad pædagogik i grunden drejer sig om; Gert Biesta tænker uden gelænder men i praktisk kontakt og teoretisk samtale med mange, blandt andre: Arendt, Benner, Böhm, Dewey, Kant, Kierkegaard, Lane, Marion, Meirieu, Meyer-Drawe, Mollenhauer, Parks, Platon, Prange, Rancière, Rousseau. Det bemærkelsesværdige i Gert Biestas arbejde er, at han faktisk selv gør det med sine læsere, som han beder os om at gøre i forhold til børn og unge: at forstyrre med henblik på at skabe suspension, inspirere til fri tænkning, vække til verden og til handling. Sagt anderledes, ”Verdensvendt uddannelse” er ikke bare endnu en videnskabelig bog, der i teoretiske, objektive termer taler på en lukket måde til og med – andre forskere. Gert Biesta taler direkte til hin enkelte læser i en nærværende og elektrificerende stil. Han peger på verden, pædagogik og uddannelse og den mulige frihed til at give modsvar til den igangværende objektiverende menneskeindustri og nedbrydningen af uddannelse.

Lærke Grandjean

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening