”Verdensvendt uddannelse” som svar på nedbrydningen af skolen 1(2)

Gert Biestas succes med at trænge igennem globalt (hans bøger er indtil videre oversat til 20 sprog) med sin meget direkte opfordring til at droppe dumheden – det vil sige at droppe at se børn og unge som profitskabende ting i den nuværende målings- og uddannelsesindustri – har at gøre med hans vedholdende tænkning over forbindelserne mellem praktisk pædagogik, filosofi og politik. Se evt. præsentationen af bogen i Australien 2021 her: https://www.youtube.com/watch?v=7n02xPFIiEY Og om bogen her: https://www.routledge.com/World-Centred-Education-A-View-for-the-Present/Biesta/p/book/9780367565527

Det er læreren, der står med skolenøglen i hånden

I skarp kontrast til tidens forsøg på at skabe økonomisk udbytte af børn og unge via (formodet) servicering af deres læring – for eksempel som i Danmark med gratis it-forløb, tech-tilbud og læringsportaler – viser Gert Biesta, at pædagogikkens opgave i bund og grund er en konkret, praktisk kunstart med blodrøde tråde til kunst, tænkning og politisk analyse. Den opgave kan maskiner og skærme ikke løse. Det er derimod et menneske, nemlig underviseren, der står med den konkrete skolenøgle til opgaven: At vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde, som subjekt. En on-going eftertænksomhed over, hvordan man som underviser her-og-nu kan adressere et væsentligt indhold, så børn og unge får lyst til at høre efter og selv komme på banen – det er pædagogikkens hjerteslag.

Hej, du dér, hvor er du?

Udover at anfægte den nuværende instrumentalisering, hvor skolen politisk og forskningsmæssigt overvåges, styres og testes, så kritiserer Gert Biesta de fastlåste positioneringer i det urgamle spektrum, hvor uddannelse: enten er centreret i den ene ende omkring curriculum og fag – eller i den anden ende omkring barnets og den unges læring. Men det er ikke et enten-eller. Med ´Verdensvendt uddannelse´ peger Gert Biesta på selve uddannelses-princippet, idéen er at: Børn og unge opmuntres til at finde ind til det selv, som gør, at det enkelte menneske kan sige ”jeg” og dermed kan sige ja eller nej de rette steder på livets vej. Viden og kvalifikationer er ikke nok, heller ikke overlevering af, hvad ´man plejer´ – eller facilitering af den enkeltes formodede læringsudbytte. Man skal derimod give tid og rum til at komme dybere ned i de store spørgsmål, som stilles af hver ny generation om den sociale og naturlige verden (som al kunst kredser om): liv overfor død, natur overfor kultur, tro overfor viden, ondt overfor godt og had overfor kærlighed – hvis man altså vil se den praktiske pædagogik i et eftertænksomt perspektiv, der kalder på den enkelte: Hej du dér, hvor er du? Hvad siger du til det her konkrete i verden?

Vær ikke en logrende hale til læringshunden

Gert Biestas erkender blankt, at han har viet sit arbejdsliv til noget teoretisk, der ikke direkte kan bruges i praksis til at opstille didaktiske eller metodiske punkter. Men indirekte er eftertænksomhed selve den klangbund, eller ligefrem det salt, som grundlæggende påvirker relationerne og substansen i pædagogik og undervisning. Tænk selv! Vær ikke en logrende hale til læringshunden! Sådan synes hans opfordring til alle lærere at være.

Lige foran os er mennesker med ansigter og øjne, man kan se ind i. Hvis man vil.

Det er derfor, at forskning og politik skal holde op med at prædike synlig læring og faglig dannelse, og stedet lytte til lærerne og spørge dem, hvordan rammerne for skolen skal være: altså god tid til tænksom forberedelse af den praktiske undervisning, hvor samspillet mellem lærerne-barnet/den unge-og stoffet er dér hvor erfaring og viden om pædagogik bliver til. Og aldrig er éns. Men tragisk nok, så er respekten for lærerne og deres undervisning tydeligvis blevet meget lille, og det bliver igen og igen påstået, at man kan opfinde ens metoder til dét, der jo lige netop aldrig er ens. Man bliver også ved at påstå, at man med NPM (New Public Management) kan beregne sig til et profitabelt uddannelsesudbytte og ´glemmer´, at mennesker ikke er objekter eller ting. Lige foran os, netop nu, er derimod små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil.

Hej du dér, er du der?

Lærere, der orker at blive ved at forsøge at fortælle forskere og politikere, at undervisningens indhold skal genspejle virkelighedens verden og vække børns og unges vilje og lyst til at ´være med´ – påpeger, at undervisningens indhold og formål skal dreje sig om: (1) at få barnets og den unges personlighed i spil´ med henblik på at være ´et selv´ og at kunne svare ”ja, jeg er lige her” på spørgsmålet ”Hej du, dér, er du der?” (2) at ´søge retninger´ i tilværelsen ud fra den eksisterende kultur, praksis og tradition på godt og ondt og (3) at ´blive klædt på´ med viden, kundskaber og færdigheder, så man kan ´klare sig´ i livet. Det er de tre områder, som i Gert Biestas termer kaldes subjektifikation, socialisation og kvalifikation. De er alle tre altid til stede i undervisning – med forskellig styrke, forskelligt indhold og i forskellige kombinationer alt efter, hvad der sker.

Modsvar til dannelse er ´voksenhed´

Dannelse, dannelse, dannelse – alle vil have patent på det ord, men Gert Biesta kritiserer den forestilling, at viden, kundskaber og færdigheder fra fag og curriculum anses som dannelse, altså som en udviklingsproces, hvor man med rationalitet myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab, underkastet normer og traditioner. Gert Biestas modbegreb til dannelse kalder han ´voksenhed´. Voksenhed er ikke noget, man kan udvikle sig til eller formes til – voksen er ikke noget, man én gang for alle kan ´være´, men man kan til stadighed arbejde på at agere voksent, i modsætning til at opføre sig infantilt. Voksenhed kommer i spil i undervisning, når man formår at skabe gode og rolige rammer, og Biestas begreb ´suspension´ skal her ses som en slags ophævelse af tid og rum: for eksempel som når man er optaget af at spille musik, synge eller opføre et teaterstykke sammen. I sådanne forløb kan børn og unge selv erfare, hvad det vil sige at opføre sig ´voksent´ - altså forholde sig til sine egne behov og lyster for at komme til udtryk og samtidig erfare, at det kan støde ind i andres behov og lyster. Hvordan vil man så agere? Hvad er ok, og hvad er ikke? Pointen er, at børn og unge selv skal gøre erfaringer med voksenhed, ikke blive moralsk belært.

Læs en roman, spil et skuespil, udforsk verden

Mange lærere har undervisningserfaring med, at når kunstens og pædagogikkens veje krydses, kan verden og tilværelsen åbne sig. At læse en roman, spille et skuespil eller udforske en skov med klassekammeraterne giver børn og unge lyst til at være med. Det giver ro, at man ikke konstant er under overvågning og kontrol. Gert Biesta understøtter disse lærererfaringer og viser med teoretisk tyngde, at kunst, udforsking af verden og pædagogik kan hjælpe med at forholde sig til, hvad det egentlig vil sige at eksistere som menneske? Hvad det egentlig vil sige at erfare livsfylde; erfare, at man kan bedømme tingene og have glæde af kundskaber; erfare ´demokrati, ligeværd og åndsfrihed´. Biestas teoretiske begreber for erfaringen om, at kunstens, verdens og pædagogikkens vej kan krydses, har at gøre med form (´Forstyrrelse, understøttelse og suspension, se om dette i afsnittet om mennesker som subjekter)´.

Hold økonomi-fingrene fra demokratiet

Men hele denne erfaringsverden, som lærerne i løbet af deres arbejdsliv, får, bliver i dag med en tragisk og nærmest tsunamiagtig kraft revet ud af hænderne på dem. Gert Biesta viser, at dette sker i takt med nyliberalismens (TINAs) og New Public Managements (NPMs) hærgen, og han opfordrer til kritik af, og modstand imod, at økonomisk gevinst prøver at diktere uddannelse. Hans argumentation har overbevisende kraft i politisk og pædagogisk debat: at mennesker ikke bliver demokrater ved tæmning og social tilpasning – men ved at erfare demokrati og verden i praksis. Konklusionen er derfor, at samfundet skal holde op med at prøve at fortælle borgerne og skolebørnene, at de er nødt til at lære mere og få flere kundskaber for at blive bedre borgere og mennesker. I stedet for drejer det sig om at sørge for ordentlige rammer og former: samfundet skal genåbne de steder og rum (som dansk eksempel: lærerådsmøder og Lærerhøjskolen), hvor man kan mødes og rent faktisk udveksle erfaringer og forsøge at opføre sig ordentligt og demokratisk. Demokratiets logik skal fravristes markedets og det private domænes logik – og tilbage i skole og uddannelse.

Kæmp pædagogisk og politisk

Lærernes mulighed for reel indflydelse, Lærerrådsmødet, blev i Danmark afskaffet i 1990. Lærernes mulighed for erfaringsudveksling og mulighed for at dykke ned i tænkningen med teoretisk hjælp, i Danmark: Lærerhøjskolen, blev lukket i 2000. I stedet for er det blevet indført, at lærernes erfaringer og praksis bliver udforsket, overvåget og styret af forskning og politik. I dag dikteres lærerne de ensartede metoder, didaktikker og amerikanske koncepter, som forskning og politik antager, der skal til. Pædagogik i praksis er dermed slået ihjel, og demokrati er ikke noget, man finder dér. Dette sker i Danmark, og det foregår også globalt. Derfor skal der kamp til, på tværs af venstre-højre, for at få pædagogik og demokrati tilbage. Kampen er både politisk og pædagogisk: en kamp om rammer, form og indhold, hvor udgangspunktet må være at skabe tid og rum, så man kan opmuntre børns og unges nysgerrighed overfor verden, både den sociale og naturlige.

Hvem er manden med modsvaret til den globale menneskeindustri?

Gert Biesta kommer fra Holland, har arbejdet og boet i Storbritannien i ca. 20 år; han er professor i Irland og Skotland samt gæsteprofessor i Norge og Finland. Han er verden over en efterspurgt keynote-speaker om emner indenfor områderne: (1) Teoretisk filosofi om pædagogik og undervisning (2) Teoretisk filosofi om forskning i uddannelse og socialisation (3) Forskning i, og analyse af, politik. Hans erklærede ønske er at genopdage uddannelse, og han peger med hele sit værk på at vende uddannelse fra menneskeindustri – til verden. Han tror ikke på, at der inderst inde virkelig ønskes et samfund, hvor mennesker gøres til robotter. Nej, det er vist noget helt andet, der egentligt er ønskværdigt: en genopdagelse af pædagogik med ordentlige menneskelige relationer i forhold til verden.

Gert Biestas samlede monografi om uddannelse

Samlet set kan alt dette læses i Gert Biestas monografi (fem bøger, der behandler det ene emne: uddannelse), og titlerne i sig selv siger en del om, hvor det er han vil hen: Læring retur, 2012 (Beyond Learning 2006) God uddannelse i målingens tidsalder, 2011 (Good Education in an Age of Measurement 2010), Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik, 2014 (The Beautiful Risk of Education 2014), Undervisningens genopdagelse, 2017 (The Rediscovery of Teaching 2017) og Verdensvendt uddannelse, 2022 (World-Centered Education – a view for today 2021).

Sænk hastigheden – styr retningen

I femte og foreløbig sidste bog i hans monografi Verdensvendt uddannelse spidsformulerer Gert Biesta i syv sprudlende og veldokumenterede kapitler, at det er på høje tid at sætte foden på bremsen og dreje på rattet i det frit accelererende samfundskøretøj, der netop nu er på gale veje ud over totalitære sletter. Med næb og klør og levende tænkning opfordrer Gert Biesta lærere, forskere og politikere til at lukke munden op, komme i dialog og handle sammen, nu: Drej væk fra læringsræset, sænk hastigheden og sæt retningen henimod et samfund med et demokrati, der kan genopdage uddannelse og få pustet liv i pædagogikken.

Demokratiske rum i hele samfundet

For at få pustet liv i pædagogikken skal demokratiske rum i hele samfundet genskabes, altså ikke kun i lukkede magtrum for de få, for samfundet er os alle, og uddannelse er et fælles anliggende. Derfor skal man hele tiden holde liv i drøftelserne om sammenhæng mellem formål for samfund og uddannelse. De uddannelsesmæssige spørgsmål er: Hvad indebærer det at være menneske? Hvordan kan nytilkommere, børn og unge, finde vej ind og ud af kultur og traditioner? Hvilken viden og hvilke kundskaber skal udvælges for at klare sig i tilværelsen? Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse?

Se mennesker som subjekter – ikke som objekter

Pædagogik fordrer nemlig ro, rum og rammer, der giver mulighed for i langsommelighed, med god tid og frihed til i undervisningsarbejdet at ´forstyrre og adressere´ børn og unge, så de kan bevæge sig hjemmefra og ud i verden; ´ophæve tid og sted´ (suspension) for i frihed at kunne modtage undervisning; ´understøtte´ børns og unges forsøg på at ´finde sig hjemme i verden´. Med en direkte opfordring: Se pædagogik som den kunstart, der kan skabe ægte uddannelse. Peg på verden med kunsten. En opfordring til at ville se andre mennesker som subjekter – ikke som objekter.

Lærke Grandjean

I del to vil jeg komme ind på principperne bag ”Verdensvendt uddannelse” og Parks-Eicmann paradokset, med videre.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening