Specialpædagogik i praksis
Blog
Færre sanktioner og mere tålmodighed
Rent pædagogisk er er der over årene sket et skift til væk fra en sanktionerende pædagogik. Skiftet indenfor institutions - og skoleliv er gået væk fra at give sanktioner og straf. Det blev blandt andet implementeret med skoleloven af 1967, hvor det blev forbudt at revse børnene. I en naturlig forlængelse heraf opstod en mere humanistisk bølge i 70´erne.
I tidligere tiders pædagogik snakkede man mere om at rette ind. Det kunne ske med fysisk straf eller man kunne fx lade sanktionerne gå ud over klassen, hvis den enkelte ikke gjorde som der blev sagt. Der er flere film der rammer emnet ind. Fx Det forsømte forår, Drømmen eller Der kommer en dag, hvor henholdsvis to skoler og en institution beskrives. Lektor Blomme er satanisk i sin tilgang, og scenerne fra Der kommer en dag, står prentet tydeligt ind med scenerne med gruppesanktion i gården. Der er sket meget siden, og den pædagogisk læringsmæssige metode, ligger mere op til den positive relation mellem lærer elev, og mindre et frygtregime.
For det hjælper ikke at straffe og puste sig op indenfor mit arbejdsfelt. Det forværrer affekten, har jeg oplevet i mit daglige virke i specialpædagogiske sammenhænge. Det at hidse sig op forværrer affekten hos den jeg står overfor, og konflikten kan eskalere hvis der konfronteres yderligere. Det jeg plejer at gøre hvis der er optræk til konflikt, er oftest at lave en afledning i stedet med noget, der ikke forværrer affekten. Skal vi fx spille et spil, eller gå ned og hente lidt at spise. Altså finder jeg noget andet jeg kan lave med eleven, eller noget eleven kan lave alene som er mere interessant end konflikten.
Det betyder dog ikke at alt er tilladt, men jeg må overveje hvordan jeg evt. skal sanktionere hvis jeg finder det nødvendigt. Det er her vigtigt for mig ikke at eskalere en konflikt. Jeg plejer at vente helt basalt. Så hvis jeg vælger at sanktionere, skal det ske i fredstid. Jeg skal fx ikke sige til den udfordrede unge, at så får du ikke lov til det og det, når der er en konflikt. Det forværrer affekten. Jeg må tage den senere, hvor personens tænke hjerne er slået til. Det er reptilhjernen der er slået til, når vi er i affekt og der kan vi ikke tænke tanker der involverer frontallapperne. Og især ikke med personer der i forvejen netop er udfordrede på dette punkt.
En anden ting jeg tænker over er, at jeg ikke skal tage konflikten med tilskuere. Så derfor er det en god ide at vente. Det er en psykologisk mekanisme, at når der er tilskuere forværres affekten. Jeg kan huske en episode fra en af mine timer, hvor jeg hævede stemmen overfor en af mine elever, og ville trumfe min vilje igennem ved at jeg var større og med stemmens magt. Det skete i klassen med tilskuere. For at gøre en lang historie kort var jeg pludselig i konflikt med hele klassen, og min jakke endte i en udluftningsskakt.
Så det kan virke provokerende på en hvis der er optræk til konflikt, at man skal trække sig og vente. Men med et arbejde i specialpædagogisk sammenhæng, er det ofte det der kommer størst udbytte ud af. Ved ikke lige hvem der sagde det. Men der er ikke mange der er vokset af skæld ud, men der er derimod mange der er vokset af ros.
Photo by Frank Busch on Unsplash
