Specialpædagogik i praksis
Blog
CSR, karakterkrav og arbejdskraft fra østlandene
Måske kan være svært at se en sammenhæng mellem de tre punkter i overskriften. Men jeg vil prøve at sætte det sammen så det giver mening. Vi står overfor en manko i forhold til teknisk uddannede folk, vi har nogen der gerne vil uddanne sig men ikke kan og endelig bliver der ansat nogen udefra til at løse opgaverne i stigende omfang. Så på denne blog giver det mening i forhold til at de elever jeg har, har ofte ikke akademiske færdigheder til en universitetsuddannelse. Men til en håndværkeruddannelse, som de så ofte ikke kan komme ind på.
For mange år siden før at begrebet CSR blev opfundet (Corperate Social Responsibility - at virksomheder tager et samfundsansvar), arbejdede jeg i en lille virksomhed i min fødeby Herning. Det var en produktionsvirksomhed, og samtidig et sted hvor der var plads til de lidt skæve. Man kunne altid lige få et job i koncernen, selv om man måske var lidt tung i det, havde nogen autistiske træk og lignende selv om begreberne og diagnoserne ikke var så udprægede dengang. Det var et lille samfund hvor alle hjalp alle. Og der var flere der fik en læreplads, og blev uddannede smede og mekanikere. Der var ingen CSR dengang, det var bare noget man gjorde som en samfundstjeneste – en naturlig ting. Det var ikke noget man brandede sig på. Der var nogen unge der havde det svært i skolen, og havde et fagligt efterslæb. De kunne godt blive uddannede hos virksomheden med lidt særlige foranstaltninger.
Nu er mesterlæren dog døm ude samfundsmæssigt, og man skal omkring teknisk skole, for at kunne få sig en faglært uddannelse. Det har for sin vis fungeret rigtig godt, også for de elever jeg har der ikke er så bogligt stærke. De fik sig en uddannelse på teknisk skole, og kunne komme til at bidrag og skabe indhold i deres tilværelse.
Problemet er nu at der er sket en stigende akademisering af uddannelserne. Også den profession jeg har som lærer, er fx for mange år siden blevet en professionsbacherloruddannelse. Og den faglighed mener jeg er sket på bekostning af praksis. Det samme er dryppet ned gennem systemerne, således, at også en teknisk uddannelse er blevet mødt af et karakterkrav og en højere boglighed. Karakterkrav som mange af mine elever slet ikke kan leve op til. Så de må en anden vej, og måske slet ikke en vej hvor de kommer til at bidrage.
Her kommer Baltikum så ind. Vi rekrutterer på livet løs fra de baltiske lande når der skal bruges håndværkere. Der er ingen at få i Danmark, og der er færre der bliver uddannet. Men der er faktisk mange af mine elever der gerne vil, men som ikke kan fordi de falder for karakterkravet. Og nu kender jeg ikke til de baltiske landes uddannelsessystem. Men kunne dog let forestille mig at mesterlæreprincippet eksisterer stadigvæk der. Og det er der kommet god arbejdskraft ud af. I Polen eksisterer mesterlæreruddannelsen stadig.
Så en mulig løsning kunne måske være at kigge på nogen dispensationsmuligheder for de sårbare unge jeg arbejder med. For jeg tænker de meget gerne vil, men ikke altid kan få lov. Og det har store samfundsmæssige og menneskelige omkostninger for Danmark.
