Klassens tid - dengang man kunne hygge uden mål

Foto: flickr.com/Paleo Dulce

I alle de år, jeg har været lærer, har jeg været klasselærer. Før skolereformen betød det også én ugentlig lektion med klassens tid. Tænk engang, dengang var der ikke sukkerpolitik, så man måtte gerne dele kage ud. Vi skiftedes til at bage kage, boller eller andet. Engang var der også en, der havde æbler med hjemmefra haven. Det var også rigtig lækkert.

Ansvar for aktiviteter i par

Klassens tid var selvfølgelig her, vi havde mulighed for at tale om, hvad der rørte sig i klassen. Hvis der var noget større, som fyldte, og som vi ikke havde fået talt om i ugens løb, tog vi det her. Derudover tilrettelagde jeg det sådan i 7. og 8. klasse, at eleverne på skift - i par - havde ansvaret for at finde på en aktivitet. Aktiviteten skulle godkendes af mig på forhånd. Man måtte selvfølgelig ikke arrangere noget, der mindede for meget om en aktivitet, der tidligere havde været, så det krævede lidt opfindsomhed sidst på året.

Ingen faglige eller pædagogiske mål

Vi hyggede altid helt vildt. Vi spiste lidt lækkert sammen. Vi legede lege, så film eller hørte musik.  Og tænk engang! Hverken lege, film eller musik var valgt ud fra et særligt trivselsfremmende, fagligt eller pædagogisk mål. Gisp! Jeg husker ”Byen sover” og ”Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben” med tårerne trillende ned ad kinderne i grineflip. Jeg husker bingo, rundbold, film(uddrag) og utallige gåture i naturen.

Trivselsfremmende hygge

Jeg savner dengang, man med god samvittighed kunne lave noget med sine elever ”bare fordi”. Uden at der var et mål med det andet end at hygge sig. Jeg er sikker på, at klassens tid var særdeles trivselsfremmende. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Men det stod ingen steder i mine planer, der var intet større formål, ej heller forløb med særlige fokusområder. Det var bare hygge i sin reneste form. Det gad jeg godt have tilbage i folkeskolen.