Hvis Brinkmann og dannelse er moralsk – hvad er anti-dannelse?

Tankevækkende og velovervejet

Svend Brinkmann redigerede sammen med Thomas Rømer og Lene Tanggaard en tankevækkende og dybdegående bog «Sidste chance, nye perspektiver på dannelse” i 2021. Tankevækkende, med 16 velovervejede bidrag; dybdegående, med mange vinklinger og overvejelser.

Moral og dyd

Med udgangspunkt i Brinkmanns artikel fra denne bog, så er det at forstå et menneske – det samme som at forstå de dyder, der muliggør, at mennesket kan blive et godt menneske. De egenskaber, der skal til for at leve et vellykket liv – er dyderne. Det er altså det, at et menneske kan opnå moral og etik, der skal tilstræbes med dannelse. Dannelse betegner kort sagt ifølge Brinkmanns, Rømers og Tanggaards bog fra 2021: ”Den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab underkastet normer og traditioner…”

Brinkmann: Man opbygges til at blive human – ved kundskaber og kultur

Tænkningen og dermed dannelsen kan findes de mærkeligste steder. Ifølge Brinkmann er det typisk steder ikke nødvendigvis i skolen, men hvor der er mulighed for leg. Kulturelle former, fx med leg, er de livsformer, man tager del i, og som man, med kundskaber, opdrages indenfor. Hensigten er at blive human i en almen forstand. Det er den almene humanitet, der skal kultiveres. Dannelse er simpelthen en højnelsesproces, man bygges op af – med kulturelle værker og praksisformer, der gør, at man vokser og opnår myndighed.

Kundskaber eller læring?

Dannelse og tænkning er med andre ord noget (højnelse) – nogen (den ældre generation) – gør ved andre (børn og unge), og midlerne er kundskaber, kultur og praksisformer; alt sammen med henblik på at den nytilkomne generation får moral og etik. Med dette standpunkt lægger Brinkmann sig tæt op ad Rømers dannelsestilgang, som udfoldes i dybden i bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformering”, hvor Rømer positionerer sig kampberedt i det urgamle uddannelses-spektrum, hvor ståstedet enten er centreret omkring 1. dannelse, det vil sige curriculum og kundskaber – eller omkring (af dannelsesfolk kaldet) 2. ´antidannelse´, det vil sige fokus på barnets læringsudbytte og kompetencer.

Giraffer eller zebraer?

Jeg har i min omtale af Rømers bog fra 2022 tilladt mig at sammenligne ham og de andre dannelsesfolk med giraffer, som kæmper imod ´anti-dannelsesfolkene´, zebraerne; hvis man altså lige for en stund kan forestille sig dette midt ude i et afrikansk savanne-landskab. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Der mangler en elefant

Men jeg savner dog i uddannelseslandskabet en elefant, og når jeg tænker nærmere efter, er der måske også sådan én. Jeg har tidligere skrevet om den helt unge danske forsker Lucas Cone og hans initiativ til at oversætte norske Nils Christies ”Hvis skolen ikke fantes” til engelsk; i denne vigtige bog tænkes ikke i positioner som curriculum- eller barnecentrering. I stedet tænkes i mening. Også med sin bog ”Pædagogikkkens Fundamenter” har Cone vist sin tyngde – jeg kan godt i ham se en elefant i det pædagogiske savannelandskab.

Der mangler også en løve

Og så mangler der også en løve, jeg tænker her på Gert Biesta. Hollandske Gert Biesta har selv villet hæve sig op over både den ældgamle splittelse mellem girafferne og zebraerne om enten curriculum-centrering eller barne-centrering. Biestas idé er verdens-centrering. Det indebærer at holde op med at se på andre mennesker som om, de var ting eller objekter. I stedet peger han på den indre og ydre natur i os alle som mennesker og i verden – uden på nogen måde at opgive det sociale eller det, der har med kvalifikationer at gøre. Hans konklusion er, at selve opgaven er at opmuntre til at andre mennesker finder ´et selv´ og kan sige jeg, og at undervisning dybest set drejer sig om spørgsmålet: ”Hej, du dér, hvor er du?”. Han siger også direkte og måske provokerende, at uddannelse ikke er en moralsk profession: https://www.youtube.com/watch?v=9I1jpH-uc5o

Aber, tukaner og næsehorn

Måske kan girafferne og zebraerne finde sammen med elefanten og løven? I givet fald kan det godt være, at man også kan komme til at få øje på og værdsætte alle de andre dyr på savannen, for eksempel aber, tukaner og næsehorn; se deres natur, skønhed og egenart? Og måske kunne man også begynde at tænke lidt over, hvad samfundet egentlig kan gøre for skole og uddannelse, i stedet for omvendt? Formålet om åndsfrihed, ligeværd og demokrati bør nemlig i min optik ikke være noget, man skal oplæres eller ophøjes til; det skal derimod erfares. Der er rigeligt tid til det igennem de 10-15 år, som børn og unge skal leve, eksistere og tilbringe deres tid i skole og uddannelse.

Børn og unge er: Børn og unge

Frihed kommer før loven. Og et samfund skal kendes på den grad af frihed, det giver til børn og unge til at finde ud af - opmuntres til - at være i og med verden på en ordentlig måde, mens de er: Børn og unge.

Men jeg finder i savannelandskabet, at både girafferne og zebraerne forholder sig til mennesker, børn og unge, på en måde som om børn og unge var ting eller objekter, som nogle voksne fra det allerede eksisterende samfund, den bestående kultur, vil gøre ét eller andet med. Det, synes jeg faktisk, er en forkert måde at tænke på pædagogik og uddannelse.

Mennesker som ny-tilkommere

Jeg synes hellere, man skal have fokus på, og respekt for, at børnene og de unge er ny-tilkommere; sige velkommen og stille sig spørgende i forhold til, hvad disse ´nye´ mennesker mon bringer med sig. Og så selvfølgelig ikke udelukke de ny-tilkommende fra alt det gode, der findes i verden – heller ikke skjule det onde.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening