Hvorfor er pædagogik ikke en velfærdsydelse?

Vi er kommet på vildspor og kan ikke finde os selv og egen natur

I tidligere indlæg i Folkeskolen.dk har jeg omtalt disse to bøger om dannelse og faglighed; det drejer sig om dybe emner og om gerne at ville give respons til tidens lærings- og kompetencedidaktik; respons til tidens jagt på evidens og evaluering. Vi er kommet på vildspor og er ved at miste selve indholdet og meningen med det, vi går rundt og foretager os som mennesker i verden og som borgere i samfundet.

Har politikerne lyttet til forsvaret for faglighed og dannelse?

Begge bøgers intention er at ville forsvare skole og uddannelse som steder, hvor mennesker får faglighed og dannelse med på deres vej videre i livet, hvilket er sympatisk. Hvad jeg dog så har tænkt over i denne sommer, hvor det sørgeligt tydeligt viser sig, at interessen for undervisning og pædagogik er faldet drastisk, er, om politikerne rent faktisk læser disse bøger og lytter til forfatternes indstilling til at fokusere faglighed og dannelsen i skole og uddannelse? Ja, må svaret lyde, det skulle man i hvert fald tro, for det vrimler nu med ord som dannelse og faglighed. Og: nej, må svaret også samtidigt, og tvetydigt, lyde, for politikerne har stadig evalueringsfeber og går på evidensjagt som aldrig før; så måske har de alligevel ikke har lyttet tilstrækkeligt til selve det fundamentale.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening

Men hvilket pædagogisk fundament er bag forsvaret for faglighed og dannelse?

Hvis man dykker ned under havoverfladen og svømmer et godt stykke ned i dybet her i sommervarmen for så bagefter at lægge sig til rette i det lune sand med en god bog, kan man måske finde svar på spørgsmålet: Hvilket pædagogisk fundament ligger egentlig bag forsvaret for faglighed og dannelse? I hånden har jeg Lucas Cones ”Pædagogikkens fundamenter” https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/lucas-cone-paedagogikkens-fundamenter-og-max-van-manen-paedagogisk-takt/4650656 og fra historiens dyb kalder Humboldt og Kant på børn og unge til almen dannelse, fornuft, forstand og faglighed med ordene: Kom ud af selvforskyldt umyndighed, bliv dannet i vekselvirkning og tillad, at I tvinges til frihed; det er for jeres egen skyld, så I kan komme ind i fællesskabet! Men fra historiens dyb svarer Rousseau bidsk tilbage: Med de smukke taler I holder for børn og unge for at indpode dem lærdom – taler I som spåmænd, guldmagere, svindlere, skurke eller forrykte personer, der vil fange børn og unge i jeres garn eller vinde dem for jeres sværmeriske idéer [frit efter originaltekster af Humboldt, Kant og Rousseau, LG].

Opdragelse til menneske – ikke til samfundsmedlem

Man kan altså med rette sige, at Rousseau, taler dannelsestankegangen (om i vekselvirkning ´at vokse ind i et fællesskab underkastet bestemte normer og traditioner´) midt imod, og han tilføjer: Man må ´vælge, om man vil opdrage et samfundsmedlem eller et menneske, thi man kan ikke gøre begge dele på én gang´. På denne måde er Rousseau nok dét ´pædagogiske fundament´, som mest af alt kan regnes for at se det hele fra børns og unges vinkel. Børn og unge skal ikke, i hans optik, ses som nogle, der ud fra en bestemt agenda skal formes eller dannes af andre (undervisere, samfundet). Den pædagogik, som Rousseau peger på i sin berømte bog om drengen Emile, handler om: at give børn og unge en chance for at vise sig, som dem, de er; at mennesker kan møde egne passioner og stå ved sig selv – uden tvang; at geare ned i tempo og i mødet med opmuntring fra opdrager og underviser: at lytte til tingene og til andre mennesker.

Alternativ til dannelse og faglighed: frihed til at møde naturen i sig selv og i tingene

Hvad er da alternativet til faglighed og dannelse? Fra ældgammel tid har pædagogik, opdragelse og undervisning været i et spændingsfelt mellem at sætte enten barnet eller viden/curriculum i centrum. Med et forsvar for dannelse og faglighed stiller man sig i den ene ende af spektret: i kategorien viden/curriculum. Problemet er dog, at viden og udvælgelse af faglige elementer fra curriculum kan være så uendeligt kompleks, situationsafhængig og ikke til at evidensbestemme; problemet er også, at man let falder i den fælde at betragte børn og unge som ´dem´ altså som nogle, der kan, og skal manipuleres, af ´os´.

Et alternativt ståsted kunne derfor være at give børn og unge en fair mulighed for at blive opmærksom på egen, andres og verdens natur – for dermed at kunne finde frem til at stå selv i livets mangfoldighed og kompleksitet.

Dette ståsted ville dog, som noget nyt, kræve af politikerne, at de spørger skole og uddannelse: Hvad er der brug for? Hvordan kan vi som samfund understøtte god uddannelse? Hvordan kan vi igen skabe lyst til at arbejde med pædagogik og undervisning?

Hvis man altså vil anerkende pædagogik – ikke som en velfærdsydelse – men som selve det sted, hvor den ældre generation møder den nye generation, i ligeværdighed.