Folkeskolen i en nøddeskal: Fra ekstra ressource til vikar

Enhver, der har prøvet det, ved, at det er guld værd at have en ekstra ressource med i sin undervisning. Her taler vi ikke om ’radiatorressourcen’, der står og blomstrer og kun træder til, når det er nødvendigt. Nej, vi taler om det to-voksenforløb (lærer eller pædagog), hvor vi allerede i planlægningsfasen har indtænkt den ekstra ressource.

Ekstra ressource: Dobbelt op på alt det gode

Med den ekstra ressource fødes muligheder, som vi ellers kun tør drømme om. To voksne i klassen. Dobbelt så mange hænder. Dobbelt op på trivsel. Dobbelt op på læring. Men i folkeskolen er dette kun i teorien, fordi vi ofte oplever, at den ekstra ressource må træde ud og bruges andetsteds. Fordi hverdagen. Fordi sygdom. Fordi vi ikke har andre løsninger.  

Skuffelsen er til at tage at føle på

Hvad enten det er dig selv, der står alene tilbage med klassen, eller det er din kollega, så er det på top-5 over de mest øv-agtige følelser som lærer. Man kan enten forsøge at gennemføre forløbet alene, eller man kan kaste håndklædet i ringen og håbe på, at ressourcen næste gang er til rådighed. Men skuffelsen er uanset til at tage at føle på. Også selvom man er professionel og forsøger at nedtone det over for eleverne. ”Vi gør det næste gang”. Måske, hvis vi er heldige.

Vi kan ikke være det bekendt

Vikardækning håndteres forskelligt fra skole til skole, og jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er nemt. Hvem prioriterer man? Skal en 2. klasse have vikar for, at en 8. klasse kan have to lærere? Svaret er ikke ligetil. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jo flere gange jeg oplever, at min ekstra ressource bruges andetsteds, jo mindre tid og energi gider jeg at bruge på at planlægge et fedt to-lærerforløb. ”Det er jo alligevel spild af tid”, tænker jeg. Og ja, det er både en barnlig og ikke særligt konstruktiv tankegang. Men jeg synes ærligt talt, det er folkeskolen i en nøddeskal, og jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for hverken børn, forældre eller os selv.