At lære at være menneske

En bil parkerede midt i det hele. Ud sprang en mor, som løb rundt om bilen for at åbne passagerdøren. Hun stak hånden ind, og hev en lille dreng ud på asfalten. Drengen havde travlt med at gennemføre et spil på sin ipad. Som en kongelig væbner, iførte moderen sin søn de nødvendige rekvisitter til dagens begivenheder. En taske på ryggen, et buskort i lommen og en kasket på hovedet, alt sammen mens drengen formåede at spille videre, som var intet hændt. Drengen forblev i sin helt egen verden og ænsede slet ikke hans mor, som på en og samme tid både lignede en tjenestepige for kejseren selv samt en stressbombe, der kunne eksplodere når som helst.  

Jeg er skolelærer, og jeg oplever dagligt episoder både i og uden for skolen, hvor jeg er vidne til sådan eller lignende voksen-barn adfærd. Er det kun mig, der kan se, at den er helt gal?  

Jeg mener, at måden vi anskuer forældrerollen på i dag er forkert. Forældre er blevet nogle bløddyr, som har misforstået hvad det vil sige at være forældre, og samtidig er de så opslugte af deres egne livsprojekter og selvrealiseringsprogrammer, at de ikke formår at være voksne for deres egne børn.

Det er den udvikling, som bekymrer mig.

I dag bryder vores unge mennesker sammen. De kan ikke klare presset i det præstationssamfund, de vokser op i. Det er klart, de bliver ikke længere rustet til den kompleksitet.

Problemet er, at samfundet aldrig før har stillet så store krav til det enkelte menneskes psyke. Og samtidig med at de tydelige voksne aldrig har været vigtigere for det enkelte barns udvikling, er den almindelige forældre blevet mere og mere utydelig.

Og som om det ikke var nok, er skolerne nu i fuld gang med at skrotte den undervisning, som sigter at danne det hele menneske, til fordel for en mere snæver og testorienteret undervisning. Så børnene lærer heller ikke længere om at være mennesker i skolen, for det er der ikke tid til, vi skal score højt i PISA. 

Jeg mener, at vi voksne, nu mere end nogensinde før, svigter vores børn, og mislykkes med at ruste dem til virkeligheden efter folkeskolen og efter mors og fars trygge rammer derhjemme. Vi lader børnene i stikken, alene med opgaven, og med ipad’en som babysitter.

Desværre oplever jeg ofte, på mit job, en forældreadfærd som i min optik er bekymrende.  

Et eksempel ud af mange kunne være, hvis et barn oplever, at det har en smule svært ved at få venner i sin klasse. Så handler forældrene hurtigt. De flytter barnet til en anden skole.

I stedet bør forældrene se det som en mulighed for læring. Det ville en voksen gøre. Se situationen som en udfordring ens barn kan komme stærkere igennem, hvis man altså tør gribe situationen og bruge tiden i hjemmet på at tale tingene igennem.

Den læring der potentielt ligger i en lille krise som denne, eller andre lignende ”småkriser”, kan komme til gavn for det enkelte barn senere hen, når problemerne får mere alvorlig karakter. Hvis man bare flytter, så flytter nissen med. Så udvikler barnet sig ikke, men fortsætter højest sandsynligt samme adfærd igennem resten af livet. Det er det, den voksne ved, men det er det barnet skal lære.

Jeg oplever også at mange forældre er bange for at tale med deres børn om livets udfordringer. Som om det er farligt og at glansbilledet krakelerer, hvis Peter siger, at han er ked af sin krop højt. I stedet går forældrene til mig, uden om deres børn. Og beder I al hemmelighed om et møde. Her hvisker de til mig, når de uddyber problemstillingerne. De frygter, at deres barn finder ud af, at vi har holdt et møde. De undgår at tage dialogen med barnet selv, fordi de fuldt og fast tror på, at det er det der gavner barnet. Men det er det jo ikke.

Jeg kan slet ikke tælle hvor mange gange om dagen, jeg ser forældre der ordner alt for deres børn. De bærer deres skoletasker helt ind i klassen, nogen bærer endda børnene, og det er tydeligt, at forældrene ikke har tålmodigheden til at vente på, at barnet selv klarer sig eller til at vise barnet, hvordan det selv kan løse opgaven. Det er ganske enkelt hurtigere at gøre alt for dem.

De gør børnene en kæmpemæssig bjørnetjeneste.

Børn i en præstationskultur som vores har brug for to ting. Hjælp til selvhjælp og tydelige voksne.

Og de voksne skal turde tale om problemerne og vise børnene, at heller ikke de selv er perfekte. For ingen kan klare presset, hvis de oprigtigt tror alle andre er fejlfrie.

Det er på de to parametre, vi svigter børnene i øjeblikket.

Vi mennesker lærer igennem den modstand, vi møder. Det er først, når vi ser et behov for at udvikle os, at vi gider investere de kræfter, det faktisk koster. Hvis vi hele tiden bliver serviceret, sker der absolut intet. Et banalt eksempel kunne være, hvorfor skal jeg lære at binde snørebånd, når nogen gør det for mig.

Vi har så travlt med, at barnet skal kunne læse og skrive, inden det starter i skole, at mange børn ikke engang har lært at binde snørebånd, at spise ordenligt og tage deres egen jakke på. Ting som måske ikke umiddelbart virker vigtige at lære, sat op imod læsning og skrivning, men ting som medvirker til at barnet lærer at blive selvhjulpen, og det er i virkeligheden den vigtigste faktor for at kunne leve senere hen.

Der er så mange snakke vores børn i dag går glip af, fordi vi voksne ikke sparker døren op til teenageværelset længere. Børn i dag er kun sammen med jævnaldrene og det meste af deres fritid foregår det online. De er derfor kun sammen med nogen, som stiller de samme spørgsmål og har de samme svar som dem selv. Hvor ligger udviklingspotentialet i dette forhold? 

Børn har brug for andre mennesker at spejle sig i. Helst også forskellige mennesker. Mit indtryk er at børn i dag er mere ensomme end nogensinde. Mine elever fortæller ærligt, at de er på deres ipad, fra de kommer hjem fra skole, til de går i seng. Og det er ikke blevet bedre efter vi har indført længere skoledage, for nu er børnene så trætte, når de får fri, at ingen af dem orker at lege med hinanden i deres fritid. Og når de så ikke taler rigtigt med deres forældre, bliver de zombier som kun agerer og aldrig tænker.

Mange af de børn jeg underviser forstår ikke, at de selv skal yde en indsats. Det er et problem. Særligt i skolen, fordi det kræver en indsats at lære noget. Jeg taler med dem om, at de skal udfordre sig selv. Men mange af dem ved slet ikke, hvad det vil sige. De har aldrig mærket det på egen krop. De voksne ordner jo det hele. Og hvad værre er, eleverne kan ikke se et formål med det. I stedet pjatter de.

Andre børn jagter den overfladiske perfekthed. De går mere op i karakteren, end den viden de har erhvervet sig. Vi ser bl.a. samme mønster hos vores politikere i dag. De vil være politikere fordi det giver status, men de har ingen holdninger og har aldrig været medlem af et ungdomsparti. Disse mennesker er afstumpede og mangler tanke bag handling. Jeg kan sommetider frygte, hvad man kunne få dem til at gøre for at få en høj karakter. I fremtiden vil mange af denne type børn bestride magtfulde poster i vores samfund. Hvis ikke de er hele mennesker til den tid, kan vi så stole på, at de handler etisk og moralsk forsvarligt?

Personlige kompetencer som bl.a. indlevelse, forståelse og empati, er Ikke noget man automatisk er født med. Det skal man lære. Børn er ikke af natur indstillet på at opføre sig civiliseret, de tænker mere i ”survival of the fittest – mode”.

Det øgede pres på landets folkeskoler ved at indføre nationale test og karakterkrav til de gymnasiale uddannelser medfører, at lærerne og skolerne fokuserer mere på den rent faglige del af undervisningen. Hvor vores børn i virkeligheden har brug for endnu mere rum til personlig udvikling end nogensinde før, vælger man at droppe det i skolerne også. Med det til følge at flere og flere af disse ”boost-camps” popper op, hvor børnene kan lære at blive hele mennesker i sommerferien.  

Det er først og fremmest en falliterklæring. Men det er også en ond cirkel.

Vi lever i en verden, hvor den viden vi lærer i dag er forældet om to år. Ingen arbejdspladser skriver i deres jobopslag, at det er vigtigt, at du kan nævne kongerækken, men de efterspørger i stedet personlig kompetencer, som fx at være initiativrig og udviklingsorienteret.

Det er faktisk muligt at undervise på en måde, hvor man netop søger at udvikle disse kompetencer hos den enkelte elev, men den undervisning er der ikke tid til, for vi skal score højt i en national test.

Det er blevet moderne at bestå og yt at forstå. Tiltag som fx at droppe klassens tid, en grundsten i den danske folkeskole, betyder, at vi ikke længere skaber disse rum i folkeskolen, hvor vi kan danne det hele menneske.

Vi ved at vi i fremtiden skal leve af at være innovative. Det ved vi kræver mennesker, som kan bryde ud af mønstrene. Men for at bryde ud, skal man kunne reflektere. Man skal kunne så meget andet, end det der står i lærebøgerne.

Alligevel sætter mange de faglige mål på et piedestal og har intet imod at vi skrotter alle de menneskelige mål med folkeskolen. Men de har misforstået, hvad det faktisk betyder for vores samfund, hvis vores børn kun fyldes med viden, vi i forvejen HAR produceret.