Respekt for praksis – tillid og indflydelse tilbage til lærerne

Lærerne i praksis skal igen have indflydelse

Min intention med dette blog-indlæg er at pege på politik og teori – i praksis. Jeg synes nemlig, det er forkert, at lærerne har mistet indflydelse på den politiske rammesætning af undervisning og pædagogik. Derfor er det vigtigt at forholde sig til dannelseskampen – så den ikke kun udkæmpes af ´dannelsesfolkene´ og ´anti-dannelsefolkene´, som jeg sammenligner med hhv. giraffer og zebraer, se min omtale af Rømers ”Skolens formål” https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

En konservativ Bildung-position, ´dannelse´

Brinkmann, Tanggaard og Rømer har med deres dannelsesbog fra 2021 ”Sidste udkald – nye perspektiver på dannelse” lavet en slags programerklæring for holdninger og værdier i en bevarende konservativ dannelses-position. Jeg citerer fra "Sidste chance - nye perspektiver på dannelse" s. 11: "I udgangspunkt er dannelse en betegnelse for den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab, hvor det i udgangspunktet er underkastet normer og traditioner…”. Antagelsen er: at der med vekselvirkninger i den eksisterende kultur og civilisation (vekselvirkninger, som har det udgangspunkt, at fornuft, fag, fælles dyder og moral er nytteskabende) – skulle kunne skabe højnelse af humaniteten hos børn og unge. Men jeg ser ikke nytteværdien i for eksempel dele af historiens eller nutidens krigeriske, inhumane indslag, hvor dannelse ellers skulle være udbredt; heller ikke i forskellige magthandlinger, som ellers i kulturens og civilisationens navn netop definitivt hævdes som dannede.

En oprørsk lærings-position, ´anti-dannelse´

´Dannelse´ kan ses overfor nogle andre værdier og holdninger i dagens Danmark, hvor en række andre politikere og teoretikere stiller sig i en ´oprørsk´ lærings-position ´anti-dannelse´. Denne position indvarslede Claus Holm i København i 2015 med ordene: "Mit bud er, at folkeskolens primære opgave i dag ikke er at realisere skolen som en demokratisk skole, hvor demokrati er den praktiserede livsform. Vi har i den forstand med 2006-loven definitivt forladt 1975-lovens optagethed af demokrati og også overstået den Hal Kochs-inspirerede idé om, at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål. I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål. Det betyder, at lærere og pædagoger skal kunne motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring - og det er gennem dette livslange læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv". https://www.folkeskolen.dk/dpu-folkeskoleloven-folkeskolereform/forsker-om-folkeskolens-formal-laering-som-livsform/984691

Claus Holm tager fejl: Formålet er demokrati

Men virkeligheden kan forstås anderledes end den neoliberalistiske, må man huske på, nemlig som demokratisk og humanistisk, sådan som man igennem flere århundreder har kæmpet sig frem til. Hvis skolen fremover skal fastholde sit formål om demokrati, ligeværd og åndsfrihed må man tage livtag med og konfrontere stærke kræfter i Danmark. Vi taler her blandt andet om lederen DPU, Claus Holm, som sammen med magtfulde kræfter i politik og politisk forskning, underkaster sig paradigmet om neoliberalisme og læringsparadigmet. Vi taler om, at man med et fingerknips vil afskaffe den ellers møjsommeligt opbyggede forståelse for, at god pædagogik og ordentlig undervisning er afhængig af noget helt andet end ville skabe nytte med økonomisk profit via anti-dannelse.

En Verdensvendt eksistensposition

Debatten om ´dannelse´ overfor ´anti-dannelse´ kan blive meget følelsesladet, og der er så mange begreber i denne kamp om skole og uddannelse, som der ikke er entydig enighed om, hvad dækker over. Men mit standpunkt er dog: at der findes en tredje position, der som udgangspunkt er en eksistens-position. Fordi man derved kan fokusere på, at få menneskers (og ´verdens´) behov og lyst i spil - og dermed være med til at kalde på menneskers ´jeg´. Det vil sige skabe grobund for en humanitet, som hele tiden genovervejes og debatteres, hvad egentlig er og bør være. I modsætning til, hvis det enkelte menneske gemmer sig i samfundsmængden. Jeg er kort sagt (med Gert Biestas teori, i min tolkning) enig i at der skal ske en vending i pædagogik og uddannelse.

Humanitet - udgangspunktet er hverken ´dannelse´ eller ´anti-dannelse´

En vending væk fra: (1) et dannelsesbegreb, der er i vekselvirkning med den eksisterende kultur og civilisation - og som med udgangspunkt i fornuft, fag og fælles dyder, der kan skabe nytte - nødvendigvis skulle kunne højne humaniteten hos ny-tilkommere og væk fra (2) antagelsen af, at et livslangt læringsbegreb, der underkaster sig afskaffelse af demokrati som livsform og i stedet vil have indført ansvar for egen kompetenceudvikling – på nogen måde kan bidrage til at højne humaniteten hos børn og unge

Bildung – et svar fra hine tider

At kultur og civilisation ikke altid medfører humanitet, behøver man ikke at læse mange historiebøger eller dagsaktuelle aviser for at blive klar over, og jeg mener, at dannelsesidéen bør udfordres i sin tro på, at videnskaben i sig selv kan højne humanitet. Den oprindelige dannelsestanke, der kommer fra den tyske Bildung-idé fra Humboldt (Bildung durch Wissen-schaft), er et svar fra hine tider: Bildung bygger oprindeligt på en idé om, at det enkelte individ beriges og udvikles gennem mødet med viden og kunst. Mennesket dannes i forhold til et ideal, som på Humboldts tid var rettet mod græsk filosofi, videnskab og kunst. I dag er dannelse, at man udover det intellektuelle – i modsætning til det religiøse – også åndeligt og moralsk dannes ved at møde videnskab og kunst; alle skal have denne mulighed, det kaldes almen dannelse

Følelser i højt gear

At det kan være ´sprængfarligt´, at stille spørgsmål ved tradition med ´dannelse´ overfor ´anti-dannelse´, det kan tydeligt mærkes, men jeg stiller gerne op til debat; blot synes jeg måske ikke, det er så heldigt, når nogen i debatten vil hævde, at nogen andre ikke læser det rigtigt, som man skriver om (hvilket er sket i en debat mellem mig og Rasmus Kolby Rahbek, som er bidragyder til dannelses-bogen, og som jeg nu har opfordret til at debattere her i Fk.dk) - det er en noget defensiv måde at forholde sig, synes jeg, og det viser, at der er en stærk normativitet med i spillet, og at der er følelser og holdninger i højt gear.

Fokus på enten curriculum eller barnet – begge fokus underkaster sig det allerede kulturelt givne

Men på trods af, at man kan blive ´dømt ude´ i flere betydninger, når man tager fat i den kontroversielle debat om ´dannelse´og ´anti-dannelse´, så står jeg altså, efter endnu en gennemgang af bogen "Sidste udkald - nye perspektiver på dannelse", fast på mit Savanne billede i dette blogindlæg i FK.dk. https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/hvis-brinkmann-og-dannelse-er-moralsk-hvad-er-anti-dannelse/4673734, som jeg har ment, med lidt humor kunne pege på, at de to fokus: (1)´dannelse´ og (2) ´anti-dannelse´ begge underkaster sig et kulturelt og civilisatorisk allerede givet perspektiv. Dermed undlader begge positioner, i mit perspektiv, at se et alternativt udgangspunkt: Verdensvendt uddannelse.

At ville sige ja – eller nej

Men for mig er eksistens-perspektivet, vendt mod verden, afgørende som udgangspunkt, fordi man derved kan fokusere på menneskers, og ´verdens´, behov og lyst, i spil - og i dette spil være med til at kalde på menneskers ´jeg´, at være ´et selv´; det vil sige skabe grobund for en humanitet, som hele tiden genovervejes og debatteres, hvad egentlig er og bør være. I modsætning til, hvis den enkelte gemmer sig i samfundsmængden (uden ønske om, eller vilje til, at sige ja eller nej i afgørende situationer). For at holde liv i vedvarende debatter om en humanitet, som bygger på, at samfundsfællesskabet består af mange, der hver især er ´hin enkelte´ – må man finde levende spørgsmål at drøfte, som for eksempel: Hvad nu, hvis skole og uddannelse slet ikke fandtes? Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse?

Hverken svævende længsler – eller økonomiske kalkuler

Med andre ord må man igen og igen spørge til, og åbent drøfte, de politiske rammer for skole og uddannelse. Vende pædagogik mod den virkeligt eksisterende verden og spørge hvilke muligheder, der findes. I stedet for at underkaste sig traditioner og normer, som enten begrundes i (1) moral, etik, bevarelse og lidt svævende hjem-ud-hjem længsler ´dannelse´ – eller i (2) læringskompetencer i lyset af økonomiske kalkuler, ´anti-dannelse´.

Hvis afskaffelse af demokrati er svaret - hvad er så spørgsmålet?

Ja. Det var fuldstændigt forfærdeligt, at Claus Holm, sammen med Ove Kaj Pedersen og Marianne Jelved forsøgte at afskaffe den demokratiske livsform og i stedet ville indsætte læring som livsform, her beskrevet i 2016 https://www.folkeskolen.dk/marianne-jelved-ove-kaj-pedersen-og-claus-holm-i-uhellig-alliance-om-at-afskaffe-skolens-formal/2860241 Men min påstand er, at Bildung og ´dannelse gennem videnskab´ er et problematisk alternativ, hvor ´dannelse´ udspiller sig indenfor samme domæne som ´anti-dannelse´: nemlig domænet for viden og kundskaber - altså oplysning og fornuft. Forskellen mellem ´dannelse´ og ´ anti-dannelse´ er, at nytteværdien ses gennem forskellige prismer, men begge prismer er sat af viden og videnskab. Det er et problem, som jeg ser det, fordi: lige meget, hvor meget viden og videnskab, vi så end opnår – så er viden og videnskab ikke tilstrækkeligt til at omfatte humanitet.

Genvind respekt for praksis - vis tillid og giv indflydelsen tilbage til lærerne

Verden og naturen består af andet og mere end fornuft og videnskab, og vi er selv en del af denne verden og af natur, både udenfor og inden i os. Tro, tillid, respekt og for den sags skyld kærlighed kan for eksempel ikke komme i spil som vigtige udgangspunkter, når kampen mellem ´dannelse´ og ´anti-dannelsen´ udspilles. Jeg tror, at der ud over giraffer og zebraer skal nye savannedyr til, for nu at fastholde billedsproget. Det er lærerne, jeg her tænker på. Inddrag dog alle de mennesker, som hver eneste dag står i praksis med pædagogik og undervisning! Hvis altså respekten for praksis – og tillid og demokratisk medindflydelse til lærerne skal genvindes.

Lærke Grandjeans blog

Pædagogikkens fortryllelse – mellem filosofisk dybde og politisk handlen. Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder, uddannet lærer fra Frederiksberg Lærerseminarium i 1980 og Pædagogisk Diplomuddannet i voksen- og dysleksiundervisning i 2011 fra Via. Har ført unge og voksne til folkeskolens afgangsprøve i 32 år i VUC-regi og er derfor ikke medlem af Danmarks Lærerforening