Trine Hyllested
Blog
Hvordan er vejret idag ?
Nu er der grøde i vejret. Skærp elevernes opmærksomhed på det. Den ene dag er det gråvejr, den næste dag strålende sol. Temperaturen svinger, varme og kulde skifter hele tiden. Prøv at lade børnene registrere og beskrive det.
Jeg var på besøg på en skole i hovedstadsregionen hvor en 2.klasse arbejdede med vejret i natur/teknologi. Hver dag skrev de ind i deres eget selvfremstillede skema, hvordan de synes vejret så ud i dag. De målte temperaturen om morgenen. De opsamlede den nedbør der var faldet siden i går i deres egne regnmålere. De skrev observationerne ind i deres skemaer. De talte om fagbegreberne nedbør, nedsivning, fordampning og skyer. De så en vejrudsigt fra TV og talte om alt det der var svært at forstå ved den.
Som ministeriet har angivet er ca. 40% af folkeskolens lærere i folkeskolens største naturfag uden uddannelse i undervisningsfag/linjefag i natur/teknologi. Det er jo uforståeligt, for os der ved hvad det fag betyder for den kommende generation af borgere i Danmark! Det er ikke altid at samarbejdet mellem natur/teknologilærerne og overbygningslærerne støttes af ledelsen på skolerne. Jeg har det privilegie at få lov til at efteruddanne lærere i natur/teknologi. Det er en stor gave. Tænk at få lov at sætte processer i gang hos dygtige humanistisk uddannede lærere, så de ser hvilken guldgrube af læring der ligger i faget natur/teknologi. Tak til mine efteruddannelseshold for gode ideer og dette fine billede.