Trine Hyllested

Blog

Hvor har vi lært at tage hensyn til fællesskabet?

Vi er trætte ja, men vi er faktisk lykkedes indtil nu! Lykkedes med at stå sammen hver for sig og generelt understøtte de fleste brancher. Sygehusvæsnet har knoklet, sygeplejerskerne har omskolet sig og stået ved de syges side. Sygehjælperne har fulgt og båret, vasket og madet. Plejehjemmene har været ekstremt udsatte. Lægerne har udsat sig for smitte. Tiltagene med nedlukning har først og fremmest skullet beskytte sygehusvæsnets funktionsdygtighed og kapacitet. Dog i hele samfundet er der blevet organiseret og støttet op. Supermarkederne er åbne, varene bliver leveret. Andre fag har været udsat for smitte. Pædagogerne har taget de yngste, når de blev bedt om det. Lærerne er blevet gennet på arbejde og gennet tilbage til skærmen. De har undervist de yngste på skolen og de ældste på skærmen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Men:

Trine Hyllested

Hvad er det dog der gør at vores samfund har undgået en total nedlukning med udgangsforbud? Hvorfor har vi stadig har mulighed for at demonstrere og ytre utilfredshed med vores regering, der trods alt har klaret det indtil nu? Hvad er det dog, der skaber et fællesskab og et samfundssind, en opbakning til et statsapparat, der handler som det har gjort i Danmark?

Vi har tillid og respekt for faglige autoriteter. Det er sårbart og må ikke misbruges. Tilliden må vi have lært et sted. Magtfuldkommenhed har vi det svært med, så enhver ledelse må huske sin ydmyghed overfor de personer, den arbejder for. Modet til at stille spørgsmål ved autoriteterne, det må vi have lært et sted? Et folketing, der efter det første chok, alligevel tør sige mor Mette imod - det må vi have lært et sted?

Det handler om en tidlig demokratisk indsats. Lad det ikke være en hemmelighed. Jeg tror på betydningen af de brede, almindelige danske pædagogiske daginstitutioner og skoler. Jeg tror på, at det er der man bl.a. lærer at være en velfungerende demokratisk borger. Det kræver en landsdækkende, velfungerende og økonomisk velfunderet pædagog- og læreruddannelse. Det skaber man med en bred, fælles, målrettet økonomisk indsats - ikke ved først at skære den danske læreruddannelse ned til sokkeholderne, for derefter at oprette tilfældige private pædagogiske institutioner som en privat læreruddannelse!