Trine Hyllested
Blog
Kan man holde husdyr på en skole?
Bier er et eksempel på et insekt og et produktionsdyr. Man kan holde dem for at få bestøvet sine afgrøder, f.eks. æbletræer. Man kan også bare holde dem for at iagttage dem. Jeg har gennem et år arbejdet på at få et demonstrationsbistade i gang på UCC sammen med en lokal biavler, en pedel , der har sat stadet op og en studerende, der har malet stadet med økologisk linolie. Stadet blev officielt 5.september 2017, samtidig med , at UCC modtog Det Grønne Flag fra Friluftsrådet.
En forunderlig oplevelse
På Tårnby Naturskole, hvor jeg arbejdede midt i 90erne, havde vi et demonstrationsbistade. Her kunne man midt om vinteren åbne en låge og kigge ind til bierne, der sad tæt omkring dronningen og varmede hende. Bier er særlige:
- Deres specielle bofællesskab, hvor de er stærkt afhængige af hinanden.
- Deres antal i Danmark, som udtryk for den måde, vi behandler miljøet på.
- Deres betydning for at bestøve landbrugsafgrøder og være med til at sikre økonomien i planteavlen.
Nogen mener, at bierne udkonkurrerer vores naturlige bestøvere. De er jo kunstige produktionsdyr!
Bistadet kan for studerende være et eksempel på, hvordan man kan iagttage og beskrive. Gamle Grundtvig skrev: ”Og den har aldrig levet som klog på det er blevet, han først ej havde kjær”.
Her på Campus Carlsberg håber vi, at vores små nye beboere bliver en mulighed for at arbejde helt konkret med natur, bæredygtighed og biologiske diskussioner. Vi skal gribe, før vi kan begribe.
Ved åbningen var vi meget kede af det, for dronningen var pludselig væk. Det viste sig, at hun var sværmet ud på terrassen med sit følge. Hun var alligevel ”tilstede” ved indvielsen. Nu er hun fanget ind igen og sat i et særligt vinterhi ! Vi har stadig meget at lære i vores udviklingsarbejde med bier !