Folkeskoleforældre

Blog

Kommunalvalg 2017 - spørgsmål til kandidater: Folkeskolens formål (folkeskoleloven)

Kommunalvalg 2017 banker på døren. Vi giver dig inspiration til spørgsmål du kan stille din lokale kandidat. Denne gang om folkeskolens formål (folkeskoleloven). Og kære kandidat, du er også meget velkommen til at læse med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foreningen Folkeskoleforældre har spurgt forældre fra hele landet: Hvad er vigtigst for vores fælles folkeskole? Vi har spurgt medlemmer fra vores Facebook-side med over 3900 medlemmer og i forskellige grupper hvor folkeskoleforældre befinder sig. Forældre har også kunne sende os mails.

Du kan se vores Facebook-side her: www.facebook.com/Folkeskoleforaeldre/

Vi har indsamlet svar og præsenterer information, forskning og fakta. Desuden giver vi vælgere inspiration til spørgsmål til deres lokale kandidat. Vi præsenterer et tema dagligt op til kommunalvalget. Alle temaer er måske ikke lige relevante i din kommune, men meningen er, at du kan hente inspiration til at spørge din kandidat, lave læserbreve eller at du, kandidat, får mulighed for at gøre dig nogle overvejelser inden (og efter) valget.

Folkeskoleforældre

Folkeskoleforældre arbejder tværpolitisk for et mangfoldigt og forskningsmæssigt funderet skolesystem med gode faglige og sociale forhold for børn. Folkeskoleforældre er for alle forældre til skolesøgende børn og andre, der deler vores fokus. Læs mere på folkeskoleforaeldre.dk

Hent inspirationsmateriale

For at gøre det nemmere kan alle interesserede hente en billedfil eller pdf af de enkelte temaer. Du kan også hente en samlet folder (se link til sidst).

Alle ønskes et godt kommunalvalg

Vi ønsker alle et godt kommunalvalg 2017 - og de kommende kandidaters arbejde for vores fælles folkeskole.

Folkeskolens formål:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Spørgsmål til dig, der er kandidat

Kendte du allerede folkeskolens formål?

Synes du folkeskolens formål er vigtig og skal tages alvorligt?

Hvordan vil du sikre, at skolens virke sker i overensstemmelse med folkeskolens formål?

Hvordan vil du sikre, at skolens virke er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati?

Hvordan vil du sikre de ansattes ytringsfrihed?

Hvordan vil du sikre, at elever oplever at få medansvar, rettigheder og pligter i skolen?

Hvordan vil du sikre, at kommunen får mere fokus på folkeskolens formål?

Hent inspirationsmateriale her:

www.dropbox.com/sh/t2b98q4kfgxi0w9/AAAJ0ToRNx4X0TNpdjwObi3ja?dl=0