Den der ejer sproget, styrer!!

Når Kim Madsen og andre med ham, bander over systemet, lægger de sig ud med Magten.

Den der har definitionsretten på Sproget, har magten.

Det er ikke hvad der siges, men først og fremmest hvordan det siges.

Når ordet kællingebidsel, kan få konsekvenser, er det ikke selve ordet, (som vi slet ikke kendte endnu) men truslen om at nogen bliver ved med at råbe op, der får magten til at sætte sine tropper ind for at lukke munden på den der råber. 

Og det er fordi man helt generelt, altid har været mere bange for skarpe tunger, end noget andet.

Ordet har nemlig den overlegne magt, som sværdet aldrig får, nemlig kraften til at åbne ører og øjne på samtlige omkringstående.    

Det hedder med en finere ord “indsigt”. Når først indsigten er indtruffet, kan man ikke bortfjerne den igen. Efter en indsigt, der gør een bange er der kun to muligheder , enten må man bevidst undlade med at reagere på den, eller man må slet og ret lyve! Om det nu er for sig selv og andre, betyder ingenting.   

Så hver gang Kim råber, og det han siger får nogle til at ryste i bukserne, vil de til hver en tid benytte et "kællingebidsel". Ordet er symbol nok!

Instinktivt vender sprogets jægere sig og vil lukke munden på Kim Madsen. Sålænge de reagerer alene på instinktet, står de samlede i en uerkendt hær.

Journalister, medierne, folk i offentlige embeder, alle der deltager i debatter har en definitionsret, som de stadig selv er blinde for. Og derfor endnu ikke tager personligt ansvar for.

Der tales om “tonen i debatten”? Og det bruger vi meget tid på! Alle sammen.

Vi forholder os mere til tonen end indholdet. Skide smart ik? Så gik der tid med det.

Nogle kalder dem eliten, og det er ærgerligt, for det betyder at ingen føler sig ramt. Den sande elite er så rig og usynlig, at det ikke betyder noget for dem, hvad der bruges tid på.

Den sprogligt funderede elite, har endnu ikke opdaget, at de sidder på en vigtig del af magten. Og det har den egentlige magt det fint med.

Ligesom hunden der går i haven, men sagtens kunne springe over hegnet, forbliver sprogjægerne bag hver deres låge. Endnu.

Røvhuller råber en mand fra Sydhavnen.

Han havde tidligere forsøgt sig på magtsproget, men var blevet vejet og fundet for let.

Røv betyder i bund og grund HUL på gammelt dansk. Så et røvhul er et hul-hul! Hvis vi vil lede i ordbogen for ords betydninger.

Og nu hvor kællingebidslet pludselig kun kan defineres af særligt sprogindviede, ser vi straks at sproget alene, er bundet op af Magtenrelation. Den der først definerede ordet, fik retten til at definere det? Men er det nu sandt. ?

En kælling betyder en gammel kone. Et bidsel er det man holder hesten i.

Så et kællingebidsel er en måde at holde den gamle kone fast på. En måde at holde den skarpe tunge stangen på. Hvis det pludeslig er et torturinstrument, at lukke munden på andre, så lad det endelig komme frem! Lad os endelig undersøge dét lidt nærmere.

Hver gang du/nogen/man forsøger at lukke munden på andre, er det så nu tortur? Hvis Ja så lad os bare kalde det tortur, hver gang nogen lukker munden på andre.

Og måske er der noget om snakken. Det føles som en slags tortur at få lukket munden.

Den eneste der reelt fik “lukket munden” var jo Kim! Og så han skyndte sig, at sige undskyld. Det var klogt gjort.

Men hvad betyder det for vores nye ord her?

Kællingebidslet?

Er det et torturinstrument, eller et symbol på at lukke mundne på nogen?

Alle vidste jo godt, at Kim ikke ønskede at udsætte amen for tortur? Hvorfor blev det så udlagt sådan?

Hvorfor vill Ingen se det sjove, og egentlig ret morsomme i bemærkningen.

Istedet blev ordet, defineret som en hadhandling, der kunne sammenlignes med ægte tortur ?

Et Torturinstrument? Vi snakker om et ORD. Et ord som ingen stort set kendte!

Jeg kendte ikke dette bidselvæsen, før for ti dage siden.

Og derfor har vi hver i sær ret til at definere ordet som vi vil? Men den ret snuppede sprogjægerne. Og der var ingen der blinkede. Så let er det nemlig stadig, at undslippe sin egenindsigt.

En politiker, får lov at skabe sig fordi et helt hold af “nyttige” journalister og andre sproggodtfolk, ikke engang gider undersøge sagen.

Medier, journalister, spindoktorer har endnu ikke taget deres personlige ansvar alvorligt.

Derfor sejler det for hele sprogets mangfoldighed og magten sidder bekvemt bag så høje vægge, at vi ikke kan se den.

Hvad der vælter disse vægge er når een råber røvhuller højt nok!

Helt ærligt.

Røvhuller og tissekoner.

Skal der ikke mere til?

Fortæller det ikke en hel del om det egentlige debatniveau.

LOL, som de unge nu både skriver og siger. Mega LOL.

Altså indholdet af debatten! Hvad er det vi snakker om?

Ikke som Som i av for Satan eller fanden og hans pumpestok. Og hvis nogle skulle få lyst til at kigge lidt nærmere på den gamle talemåde, ville de nok blive en smule forfærdede over hvad der gemmer sig i den pumpestok af gode nydanske oversættelsesmuligheder.

Men Kim Madsen råbte røvhuller, og fik pludselig ørenlyd!

Det samme gjorde Simon Spies.

Røvhullerne er dem der ved bedre, men ikke vil ændre noget alligevel. Røvhullerne sidder så behageligt i sædet, at de bruger fællesskabet som modstanderen.

Som drengen i HC Andersens eventyr, er råbet af røvhuller, og sjovt nok virker det.

Store mængder af sovende embedsfolk og bankfolk har ladet stå til. Nu vækkes de kollektivt!!

Vi se det straks, når de er begyndt at dække for deres bare røv, for netop bevægelsen afslører dem.

De har intet at have deres fælleskabsideer i, og viser det helt tydeligt i sproget når den der er hjælp nødig, bliver kaldt en nasser af andre folks penge?

Den store løgnehistorie er ved at rulle sig ud, for øjnene af alle, der vil se.

Kim kaldte og fællesskabet virkede.

Det ægte fællesskab virker altid og hver gang.

Vi havde glemt det, mange havde glemt det. Jeg havde i hvert fald mistet troen, og vågnede oplivet op, da Kim tog ordet?

Røvhullerne er dem der lyver og snyder fælleskabet. Og de var ellers lykkedes med at fortælle den helt omvendte historie.

Men nu har vi dem på kornet.