Hvordan kom vi fra: “Vis samfundssind og #stayhome” til: “Stop jeres egoistiske forældre-flæberi og send jeres børn i skole!” i løbet af et øjeblik?

Nu har jeg lyttet til Mette Frederiksens tale på pressemødet i mandags flere gange, og jeg kan forstå på hende, at formålet med genåbningen af daginstitutioner og skoler til og med 5. klasse er, at vi forældre kan få arbejdsro derhjemme. “Det er der brug for. Det har vi alle brug for, fordi der er mange opgaver, der står i kø.” dr.dk

Jeg hørte ikke argumenter for, at børnene havde brug for det sociale samvær, eller at de havde brug for den undervisning, der nu skulle tilbydes. Skolerne vil fortsat skulle tilbyde nødundervisning, hvilket betyder, at vi selvfølgelig ikke skal forvente en skoledag som vi kender den. Heller ikke fagligt. Det giver god mening. Alt andet ville også være urealistisk.

Første besked til familier med medlemmer i risikogruppen og medarbejdere i risikogruppen eller med nære familiemedlemmer deri var fornuftigt nok, at de IKKE skulle møde op i forbindelse med genåbningen af institutioner og skoler. Da sundhedsmyndighederne efterfølgende udsender deres meget omtalte flowchart, hvor alle veje fører skole skolegang, bliver en masse familier og medarbejdere selvsagt voldsomt bekymrede. Det ene øjeblik skal man isolere sig i hermetisk lukkede kælderrum med absolut ingen kontakt til omverdenen, hvis man har corona i huset, og i det næste øjeblik skal man bare lige huske at vaske sine hænder, inden man kører i skole og tilbringer sin dag sammen med et par hundrede andre børn og voksne. Det gav absolut ingen mening.

I skrivende stund lader det dog til, at der arbejdes på, at familier i risikogruppen kan føle sig sikre med muligheden for at holde sig hjemme, når institutioner og skoler skal åbne igen. Dette kan vi kun håbe og forvente, bliver en realitet.

Men tilbage til min oprindelige pointe. Børnene skal i skole, så vi forældre kan arbejde mere produktivt. Det giver god mening. Om det er den strategi, der giver bedst mening, er ikke til at sige, men det giver god mening, at sætte skub i dele af samfundet igen før eller siden.

Mine store forundring opstår, når vi tilsyneladende nu står i en situation, hvor de forældre, der af forskellige årsager (frygt, usikkerhed, tvivl eller blot ren og skær mulighed) ønsker at fortsætte nødundervisningen hjemme, bliver udråbt til egoistiske, utaknemmelige speltmødre m/k, der ikke udviser samfundssind, ansvarsbevidsthed og solidaritet med de forældre, der har haft deres børn i nødpasning indtil nu.

Hvorfor ikke se positivt på denne gruppe forældre og anerkende deres utryghed (en utryghed vi alle nyder godt af, da den indtil nu har været med til at regulere vores adfærd i det offentlige rum og i vores hjem, så vi frivilligt har isoleret os og holdt afstand til hinanden).

De kan med deres beslutning om at fortsætte nødundervisningen hjemme være med til at aflaste skolerne (og i høj grad også daginstitutionerne) i den kommende tid. I forhold til pladsproblemtikker inde såvel som ude, behov for rengøring, køen ved håndvaskene og hygiejne omkring spisning mv. I forhold til de voksenressourcer, der skal til, hvis alle børn partout skal møde ind på skolerne. Ressourcer til omsorg, undervisning, aktiviteter og samvær i en tid, hvor mange børn, lige som vi voksne, er lidt mindre trygge og sikre på sig selv, end de plejer at være. Og sidst, men ikke mindst, i forhold til den risiko for smitte, der om ikke andet må reduceres en smule for hvert barn, der ikke møder op.

For hvert barn, der bliver hjemme i de familier, der har tid og overskud til det, reducerer vi utrygheden blandt de børn og medarbejdere, der ikke kan blive hjemme.

For hvert barn, der bliver hjemme i de familier, der har tid og overskud til det, reducerer vi smitterisikoen på skolerne og i hjemmene.

Vi forældre har ansvaret for vores familiers sundhed, og i langt de fleste tilfælde er vi forældre eksperter på vores barns trivsel. Hvad ville der ske, hvis vi overlod beslutningen om, hvor den kommende tids nødundervisning skulle finde sted, til os forældre? måske kunne det vise sig, at vi alle fik noget godt ud af det i den sidste ende.

Og til sidst, for at imødekomme eventuelle spørgsmål i relation til min egen situation. Jeg har selv praktisk mulighed for at holde min dreng i 2. klasse hjemme sammen med mig og hans storesøster, der går i 6. klasse. Om jeg gør det, har vi ikke besluttet endnu. Jeg mener IKKE, at du er en dårlig forælder, hvis du sender dit barn i skole, når disse er klar til at tage imod. Min pointe er, at jeg heller ikke mener, du pr. automatik er en dårligt forælder, hvis du vælger at holde dit barn hjemme.