Fra Folkeskoleforældre: Kære Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil

Hvad mener vi med, at barndommen ikke kan gøres om?

Vi har bemærket dit ønske om at hjælpe børn, som har det svært. At du mener, at skolen skal bidrage til at formindske, hvad der kaldes for ”negativ social arv”. Og at du har vist stor interesse for skolepolitiske tiltag, som angiveligt skal bidrage til dette.

I den forbindelse vil vi gerne advare imod kvik-fix tiltag i nutiden, der skal tjene som middel til at forme en ukendt fremtid. Tiltag, der måske, måske ikke, har en virkning. Nogle kalder det ”effekt”, andre kalder det ”investering”, og nogle siger, at det ”skal kunne betale sig”. Vi mener, at denne form for nyttebetragtning er problematisk. Problematisk, fordi den angiver nogle tiltag, men samtidig kan man blive blind for, at andre tiltag faktisk kunne være bedre. Og man fjerner dermed opmærksomheden fra områder, man burde handle på.

Desuden kan barndommen i vores øjne ikke gøres om. Børnelivet er her og nu, og ikke om 10-20 år.

Så hvad mener vi da, at man – du – politisk bør handle på?

Jo, vi foreslår at starte med en diskussion af, hvad det gode børneliv er. Ud fra kriterier om værdighed og etik. Hvad vi som samfund mener, at vi kan være bekendt at byde børn – fra det helt nære, til det overordnede.

I foreningen Folkeskoleforældre ønsker vi primært, at man politisk forholder sig til den virkelighed, som findes ude på skolerne og i familierne. Og ganske simpelt at man starter med at sikre, at gældende lovgivning bliver overholdt. For nuværende må vi konstatere, at dette ikke er tilfældet for mange skoler og dermed børns vedkommende.

Der er tre hovedspor, vi ønsker at sætte fokus på:

1) Folkeskolen er ikke en socialpolitisk institution

Det kan og må ikke være institutioner eller folkeskolen, som skal udmønte socialpolitik. Folkeskolen har sit helt eget formål, som er beskrevet i formålsparagraffen. Skolepolitiske tiltag med et socialt sigte kan være nok så sympatiske, men de fjerner opmærksomheden fra, at sociale problemer skal løses socialpolitisk og ikke i institutioner og folkeskolen.

Desuden lever børn lige nu og her, og fokus på skolepolitiske tiltag på socialpolitiske udfordringer hjælper ikke børnene nu. Dér skal socialpolitiske tiltag til.

2) Folkeskolen

Som aktive i foreningen Folkeskoleforældre har vi selv børn i folkeskolen. Vi har lavet undersøgelser blandt over 1600 folkeskoleforældre bredt repræsenteret i hele landet. Vi har udarbejdet undersøgelser, debatindlæg, deltaget i konferencer og foretaget analyser. Ulønnet. Vi er tværpolitiske og ikke afhængige af politiske eller økonomiske interesser. Vi er folkeskoleforældre, som har brugt tusindvis af timer på at arbejde for det gode skoleliv for egne og andres børn. Af samme grund får dette punkt størst opmærksomhed fra vores side af.

Lad os starte med det helt, helt basale. Vi har undervisningspligt i Danmark. Vores børn har pligt til at deltage i undervisning, som står mål med Folkeskolens. Af samme grund går flertallet af danske børn i Folkeskolen.

Når vi som forældre sender vores børn i Folkeskolen, mener vi at kunne forvente, at vores børn sikres vilkår, vi som samfund kan være bekendt. Bemærk her, at det vigtigste argument skal være, at vi skal være det bekendt. Det vigtigste argument skal ikke være, om det sikrer mere læring, eller at det forbedrer ”negativ social arv”, for det fjerner opmærksomheden fra ansvaret der er, for at sikre vilkår, man kan være bekendt. Her og nu!

Her og nu oplever vi flere problematikker for vores børn. Listen er ikke udtømmende, men blot eksemplariske i forhold til vores pointe:

FYSISKE FORHOLD:

- Vores børn befinder sig noget nær fuld tid i lokaler, der er alt for små i forhold til antallet af elever. Lokalerne er bygget til langt færre elever, end antallet af elever i mange klasser. Desuden er der mange steder inddraget lokaler, så der ikke længere er lokaler, man kan anvende til elever, som har brug for ro og et pusterum.

- Vores børn befinder sig i lokaler, som er sundhedsskadelige på grund af dårlig luftkvalitet (for høj mængde kuldioxid, men også skimmelsvampe er kendte problemer). Nej, det er ikke nok at lufte ud. Der skal mekanisk ventilation til.

- Vores børn skal sidde ved borde og stole, som er tilpasset deres højde. Det er der mange, der ikke gør nu. Hvis vi sammenligner arbejdsforhold for de fleste voksne, ville manglende tilpasningsmuligheder være helt uacceptable.

- Vores børn er i klasser på 25-30 elever til én voksen. Generelt set, jo større klasser, jo mindre tid til den enkelte elev. Og med de store klasser skal også medtages, at der jf. inklusion i mange klasser er 3-5 elever med særlige behov.

- Vores børn er på skoler, som ikke har plads til alle eleverne. Nogle kommuner har ikke fået etableret nok skoler og lokaler, hvilket medfører, at børn i nogle tilfælde ikke har et fast lokale, men har konstant ”udeskole” uden manglende mulighed for ro og for at kunne høre til et fast lokale.

- Vores børn er på skoler, som har uinspirerende eller ikke-eksisterende legepladser. En asfalteret gård uden legemuligheder eller grønt fordrer ikke børns lyst til udeliv eller kropslige aktiviteter.

- Vores børn er på skoler, som ikke er vedligeholdt. Børn holder sig og får problemer med maven, fordi de oplever, at toiletterne er for ulækre. Det kan være rengøringsniveau, men også manglende vedligeholdelse eller passende antal. Børn er på skoler, hvor regnvand drypper ned gennem taget, hvor der er skimmel, afskallende maling, vinduer der ikke kan lukkes, vinduer der ikke kan åbnes, som eksempler.

FAGLIGE og SOCIALE FORHOLD:

- Vores børns lærere har ikke nok tid til at tilpasse undervisningen til børnenes behov. Vi mener, at vores børns undervisning skal følge folkeskoleloven. Herunder, at undervisningen giver vores børn lyst til at lære mere. Det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke lærerne har tid til at tilpasse undervisningen til børnenes behov. Her til hører også, hvordan klassen er sat sammen, hvordan det lokale miljø er, hvilke muligheder der er for lokalt samarbejde og ture m.m. Alt dette kræver tid til forberedelse, undersøgelse og efterbehandling af undervisningen.

- Vores børns lærere har ikke nok tid til at samarbejde med os forældre og andre aktører omkring vores børn. Vi er bekendt med, at mange forældre oplever, at deres børns lærere og pædagoger ikke har tid nok til at samarbejde. Simpelthen ikke tid til at tale sammen. De har heller ikke tid til at samarbejde med os forældre. Dette rammer især børn, som har det svært. Det kan også ramme hele klasser, hvis ikke der løbende sker et samarbejde om undervisning og trivsel, mellem lærere og pædagoger.

- Vores børns lærere har ikke tid nok til at etablere et gavnligt fællesskab for forældrene i klassen. Hvis forældre skal være aktive medspillere, kræver det, at de bliver inviteret til et fællesskab, som giver mening. Hvis læreren ikke har tid til at forberede møder, understøtte fællesskabet og angive en fælles retning, stritter det i alle retninger, og den gode intention tabes på gulvet.

- Vores børn får stadig lektier med hjem, på trods af den noget længere skoledag. Vi hører om elever, som kommer hjem med flere timers lektier dagligt. Vi hører også om elever, som ikke har ”nået hvad de skulle” og at forældre tilbydes kurser, så de kan ”støtte deres barn med lektierne”. Dette er en farlig vej at gå. For forældre er ikke uddannede lærere. Og med tanke på, at børn næsten allerede har, hvad der svarer til fuld tid i skolen (inkl. transport), er spørgsmålet, om det kan forsvares, at børnene også skal lave lektier derhjemme. Lektier (fx træning) kan være gavnlige og give mening. Men lektier skal ikke være udtryk for, at hjemmet skal samle op, hvor skolen ikke har muligheder for at lære børnene, hvad de skal. Det vil i så fald risikere at forstærke problematikker i forhold til, hvem der har ressourcer til at hjælpe, og hvem der ikke har. Som udgangspunkt: lad børn have fri, når de har fri. Det har de voksne også.

- Vores børn mister mulighed for frirummet i fritidstilbuddet. Vi oplever, at fritidstilbud nedlægges, ligefrem i hele kommuner, så børn må gå alene hjem. Begrebet ’nøglebørn’ er igen aktuelt. Vi oplever også, at der skæres ned i fritidstilbud, så der er mere tale om opbevaring end pædagogiske aktiviteter. Fritidstilbud er ellers en ramme, hvor børn kan få etableret andre fællesskaber, aktiviteter og historier end dem, der er i skoletiden. Og få mulighed for at etablere (andre) nære relationer med betydningsfulde voksne. Dette mistes med den nuværende udvikling.

- Vores børn undervises i stigende grad af uuddannede – både på vikarplan og på mere fast basis. Som forældre har vi en forventning om, at vores børn undervises af en læreruddannet, der har faglig indsigt, didaktisk indsigt, pædagogisk viden og psykologisk viden. Lærerprofessionen er kompleks. Ligesom man aldrig ville drømme om at ansætte studenter i Politiet eller på en operationsgang, har vi en forventning om, at man tager vores børn og deres skolegang alvorligt, og sikrer dem læreruddannede til undervisning i folkeskolen.

- De af vores børn, som har massive problemer, får ikke den fornødne hjælp og/eller processen tager årevis. Tusinder af børn og familier er ramt af dette. Klassekammeraterne lider også under det. Uanset årsagen, oplever vi, at elever med massive problemer kan vente i årevis på hjælp, som endda enten ikke er nok eller udebliver, selv efter eksempelvis en diagnose er givet. I mellemtiden kan eleven, familien og klassen betale prisen for den manglende hjælp. Dette kan give sig udtryk på mange fronter, fx udadreagerende (voldelig) adfærd overfor klassekammerater eller lærere/pædagoger, skolevægring og mistrivsel. Det handler også om ordblinde børn, hvis lærere ikke har fornøden tid til at støtte. Støttesystemerne forekommer at være brudt sammen. Vi er bekendte med, at PPR i nogle kommuner har måltal for, hvor mange børn, de må henvise til udredning. Vi er også bekendte med, at der ikke er nok støtteressourcer ude i klasserne. Dette kan ikke forsvares, hverken fagligt eller etisk.

- Vores børn overlades til overfladiske målbaserede forløb på læringsplatforme og selvrettende hjælpeprogrammer. Det giver simpelthen risiko for, at de bliver dummere end vores generation! Vi er bekendte med, at vores børn undervises med læringsplatforme og forløb, som ikke giver den nødvendige dybde og indsigt i fagets indhold. Vi har fx også oplevet, at der fokuseres så meget på det digitale, så børn eksempelvis ikke selv lærer at løse ligninger, men blot at indsætte dem i hjælpeprogrammer, så ligninger løses af sig selv. Denne vej er farlig at gå. Vi oplever også, at hele klasser og skoler er låst i forhold til centralt indkøbte løsninger – så kan lærerne ikke længere tilpasse undervisningen til, hvad der giver mening for den givne elevgruppe; dvs. vores børn. Vi mener, at digitaliseringen er gået for vidt, og at vores børns faglighed lider under det. Digitaliseringen skal understøtte undervisningen og skal kun anvendes, hvor det giver mening i forhold til fagligheden.

- Vores børn sættes til at terpe opgaver til nationale test, så de scorer bedre. Til gengæld går tiden væk fra øvrig undervisning med reelt fagligt indhold. Børnene påvirkes også negativt af fokus på tests. Får ondt i maven. Græder. Vi oplever, at børn kommer hjem med testark, som tydeligvis har fokus på nationale tests. Med meningsløse ord, som skal deles. Med talemåder og ordsprog. Alene for at score bedre i nationale test. Når nationale test ikke længere er et pædagogisk redskab, men et styreredskab, mener vi ikke, at det hører til i undervisningen længere. Så er det ikke længere et redskab, som gør vores børn klogere, men bliver et redskab med en helt anden dagsorden. Her ønsker vi et fokus på konsekvenserne, som ikke kan forsvares etisk og fagligt.

- Vores børn bliver negativt påvirkede over at skulle få en etiket som hedder ”ikke uddannelsesparat”. Alle børn har undervisningspligt. Spørgsmålet er, om vi har et skolesystem som ikke er parat til børnene? Det er ikke børnene, som skal få et stempel og få præstationspres og stress. Det er skolen, som skal tilbyde en undervisning, som giver børnene lyst til at lære mere og forberede dem til videre uddannelse jf. folkeskolens formål. Vi opfordrer derfor til, at vurderingen fjernes hurtigst muligt, og at der sker en individuel vurdering af, hvordan børn hjælpes til videre uddannelse. Ligesom folkeskoleloven angiver.

- Vores børns klasser mangler ressourcepersoner, som kan støtte og vejlede lærerne. Støtte bør gives i praksis, og ikke fjernt fra praksis. Vi har oplevet mange tilfælde af, at såkaldte konsultative råd er i den bedste mening, men ikke er forankret i praksis. For lidt hjælp og forkert hjælp gavner ingen. PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) får ikke de nødvendige ressourcer til at hjælpe ude i praksis. PPR har også brug for fagpersoner, som har dyb indsigt i hvilken arena, der skal gives hjælp på. Her opfordrer vi til, at videreuddannelsen af lærere som cand. pæd. psyk. genoptages, så PPR kan blive styrket, også med fagpersoner, som har en dyb indsigt i arenaen, som støtten skal gives på, nemlig skole, undervisning, didaktik og pædagogik, kombineret med praksiserfaring fra skolen. Dette kan kun styrkes ved at genoptage videreuddannelsen af lærere som cand. pæd. psyk.

3) Institutioner

Mens man gennem årene har indført flere og flere værktøjer til at screene børn og været optaget af, at man den vej kan opspore børn med brug for hjælp til at blive skoleparate, har vi de facto et børneliv i daginstitutionerne, hvor forskere og professionelle taler om ”offentligt omsorgssvigt”. Pædagoger og medhjælpere står fx alene med 10-15-20-30 tre-fem-årige børn. Forældre demonstrerer, har ondt i maven over at aflevere deres barn, ser sig nødsaget til at blive og hjælpe. Ingen forskning, rapporter, kommissioner burde være nødvendige her. Det er helt basalt, at der er nok voksne som giver varme og omsorg til vores børn, før andre tiltag overhovedet kan komme på tale – både i skoler og institutioner.

Og det har allerede konsekvenser nu. Børn, som fx ikke har fået nok omsorg eller ikke fungerer socialt hensigtsmæssigt, ikke kan vente på tur. Konsekvenser, som mærkes af ansatte i folkeskolen, af forældre og af andre børn.

Ovenstående er eksempler på indsamlede erfaringer og oplevelser fra over 1000 forældre i Danmark. Og på, hvad vi mener, vi som forældre helt basalt burde forvente, fungerer i skolen. Og det gør nogle af tingene da også. Nogle gange. Men overordnet set har vi – alle – et skolesystem, som kræver genopretning. Og ikke kun skolesystemet. Men også støttesystemerne kræver genopretning.

Hvad mener vi med, at støttesystemerne kræver genopretning?

Vi løser intet ved at fokusere på enkelte tiltag eller målsætninger. Ved at gøre dette, fjerner vi opmærksomheden fra, at andre områder kræver vores energi, og at vi har at gøre med komplekse problematikker. Men det er dog sikkert, at folkeskolen ikke står alene. Folkeskolen er omgivet af, hvad man kan kalde for støttesystemer – hvad Pasi Sahlberg kalder for ”Equity” – det vil sige alle de områder, som ifølge Sahlberg får betydning for, hvordan et skolesystem klarer sig.

Fx socialpolitik, om at sikre nødvendig omsorg i institutioner, om at sikre arbejdsvilkår for de ansatte, som skal drage omsorg og undervisning for vores børn, om at sikre nødvendig tid til at vores børn får undervisning som er tilpasset deres behov, om at vores børn undervises af lærere, om at vores børn får en fritid med pædagoger, om at vores børn undervises med udgangspunkt i folkeskolens formål og ikke ud fra testning og læringsplatforme, om at børn med mistrivsel og deres familier får den fornødne hjælp og støtte hurtigt, om at PPR befolkes med tilstrækkeligt personale, som kan komme ud og samarbejde med de ansatte i praksis, og om at de fysiske rammer er gode nok.

Det er områder, som er belyst gennem adskillige rapporter, undersøgelser og forskning – og ja, vi sender dig gerne henvisninger. For det er ikke blot udtryk for menige forældres følelser, meninger eller holdninger, men er underbygget forskningsmæssigt. Det kan også udtrykkes sådan, at vi på nuværende tidspunkt har nogle systemer, som producerer problemer, frem for at løse dem.

Det kan vi vel ikke være bekendt?