Kære Børne- og undervisningsminister

Jeg starter med det helt konkrete spørgsmål, jeg nåede at stille i radioen (for genopfriskningen og i tilfælde af, at enkelte forældre derude ikke sad foran radioen i går).

Hvorfor er det så vigtigt for regeringen, at alle børn fra 0. til 5. skal afsted i skole?

Svaret fra ministeren var, at børnene i skolen møder et fællesskab og faglig undervisning fra uddannet personale. En argumentation jeg under normale omstændigheder kun kan tilslutte mig. Men vi har bare ikke normale omstændigheder i disse dage og uger. Iblandt de børn, der møder op i skole i denne og næste uge, vil der utvivlsom være mange, der har glædet sig. Mange har savnet kammeraterne. Har savnet de voksne. Har savnet de sociale fællesskaber og undervisningen. Det er forhåbentlig en stor del af de danske skolebørn, der møder ind til en skoledag, de kan navigere i på trods af et hav af restriktioner, nye regler for samvær, ændrede konstellationer osv.

Men der vil også være en del af de børn, der ville trives bedre derhjemme lidt endnu. Børn der har brug for tryghed og genkendelighed. Børn der ikke navigerer let i voldsomme forandringer, udearealer opdelt af interimistiske hegn, lange køer ved håndvasken, personale der er på overarbejde i alt det nye og den manglende mulighed for tæt kontakt.

Positive, rummelige fælleskaber er vigtige. Men betingelserne for de fællesskaber, børnene møder ind til i disse dage, er langt fra optimale. Og ikke alle vil kunne trives i dem.

Med hensyn til den nødundervisning, der kan foregå på skolerne i den kommende tid, er jeg sikker på, at mange familier kan tilbyde noget tilsvarende. Ikke det sammen, men noget der vil give lige så god mening ud fra de rammer og forudsætninger, der findes i hjemmene.

Ministerens næste svar er til gengæld særligt interessant.

Pernille Rosenkrantz-Theil svarede klart nej til, at hun ville åbne op for muligheden for, at vi forældre selv kan vurdere, om vi ville nødundervise hjemme frem til 10. maj eller lade skolen nødundervise. Ministeren forklarer kort fortalt, at på trods af, at langt de fleste mennesker vil være i stand til at træffe den beslutning, findes der hjem med for meget alkohol eller vold. På baggrund af dette skal skolelederne, ifølge Rosenkrantz-Theil, have mulighed for at vurdere (og bestemme), hvilke børn, der ikke har godt af at være hjemme i familierne i denne tid.

Men denne vurdering bør ikke ligge på skolelederens bord. Hvis en lærer, pædagog eller skoleleder er bekymret for misbrug eller vold i hjemmet, skal der underrettes til kommunerne. I disse tilfælde bliver bekymringen en sag i socialforvaltningen. Det kan ikke være den enkelte skoleleders ansvar at vurdere, om hjemmet er et forsvarligt sted for barnet at opholde sig. Når og hvis denne bekymring opstår, skal der selvfølgelig underettes med det samme. Men har denne bekymring så ikke fundet sted inden den 16. marts, da skolerne lukkede? Eller i selve nedlukningsperioden, hvor socialforvaltninger, familierådgivere, vejleder mm. har haft ekstra fokus på de særligt sårbare familier?

Skolen må og skal IKKE være en “anbringelsesforanstaltning”, som mellem 8-14 skal aflaste de børn, der lever i familier med misbrug, vold eller anden omsorgssvigt. Disse sager skal varetages af de sociale myndigheder, så omsorgssvigten ophører. Alt andet er offentlig omsorgssvigt over for barnet.

Så jeg sidder stadig tilbage med spørgsmålet om, hvorfor der ikke kan være tillid til, at vi forældre i perioden frem til 10. maj kan vurdere - i samarbejde med skolerne - hvor og hvordan vores børn skal nødundervises?

Hvis man som skoleleder er bekymret for barnets hjemlige forhold og trivsel, hvordan kan man så foreslå, at barnet bliver meldt ud af skolen og hjemmeundervises formelt?

Hvordan vil den kommende tid påvirke tilliden mellem skole og hjem. Det langsigtede forældresamarbejde og forældrenes tillid til skolerne og de politiske beslutningstagere?

Hvordan vil den kommende tid med en voldsom ensidig fokus på hygiejne og en delvis tilsidesættelse af nærhed, omsorg og pædagogik påvirke vores børn, deres sociale interaktioner, deres tillid til hinanden og de professionelle omkring dem og ikke mindst deres mentale sundhed.

Alle de spørgsmål synes jeg også det er vigtigt, at ministeren tager stilling til, når vi som samfund forsøger at hjælpe vores børn bedst muligt igennem denne krise. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi giver os tid til at drøfte dem ude på skolerne. Og at vi også nu husker at lytte til medarbejderne ude på skolerne, da de i den kommende tid på første hånd vil erfare, hvordan denne nye situation påvirker vores skolebørn.