Når skolen gør ondt

Desværre er samarbejdet med skolen, om børn der mistrives, ikke altid af det gode. Nogle gange går der så meget hårdknude i samarbejdet, at lærere og skoleledere ser forældrene som problemskabende, og forældrene ser skolen og lærerne som kolde og ligeglade med deres barn. Og nogle gange er det sådan.

Nogle gange er forældrene så meget i afmagt, at måden de handler på, er med til at forværre deres barns situation.

Nogle gange er skolen og lærerne så meget i afmagt, at måden de handler på, er med til at forværre deres elevers skoleliv.

Selvom de to sætninger minder om hinanden, så er der en væsentlig forskel. For forældrene er ikke professionelle, og det giver ikke mening at tænke i, at de er professionelle. De har brug for hjælp og støtte fra skolens side til at handle mere relevant i forhold til deres børn.

Lærere og skole er derimod professionelle. Og her kan der nogen gange værre tale om en forråelse i personalegruppen og hos ledelsen, hvor man er holdt op med at se på eleverne og forældrene som nogle “der HAR en uheldig adfærd”, men i stedet som nogle “der ER deres adfærd”.

Det er ikke fremmende for Emils trivsel, hvis en hel skole er blevet enige om, at Emil ER en bølle, der altid laver skarnsstreger. Det er uprofessionelt. Det kan sagtens være, at det er den følelse man står med umiddelbart efter en eller anden episode. Og det er fuldt forståeligt, at man som lærer kan føle sig magtesløs og reagere, ved fx at kontakte hjemmet, og brokke sig over episoden, og ønske af forældrene, at de gør noget ved det. Det er bare ikke særlig konstruktivt. Og som forælder har man ikke mange strenge at spille på, i forhold til konflikter der sker i skolen. Man kan jo ikke fjernstyre sine børn. Og den relation man har med sit barn, svarer ikke til den en lærer eller en klassekammerat har, så der er ikke meget overførelse.

Børn der ikke trives socialt eller fagligt kan have mange måder at reagerer på. Nogle trækker sig ind i sig selv, og bliver nærmest usynlige, andre bliver klassens klovn, og andre igen bliver vrede og udadgerende. Når børn har en uhensigtsmæssig adfærd, så er der brug for nysgerrighed. Både fra forældre og skolens personale.

Helt grundlæggende, så gør alle børn det bedste de kan. Og ingen børn tager afsted i skole med et ønske om en masse konflikter og dertilhørende ‘skæld ud’.

Det synes jeg der kan være behov for, at skolens personale nogle gange husker sig selv og hinanden på.

Børn der er voldsomme, svarer igen, tit er involveret i konflikter osv, er ofte børn der har det svært socialt eller fagligt. Alle børn, selv vores egne noget så søde og velopdragne børn, kan presses så langt ud, at de reagerer voldsomt. Meget få børn har noget iboende dem, som er problemskabende. Langt størstedelen af den problemskabende adfærd skyldes det sociale samspil og mangelfulde relationer.

Og det er godt. For det kan vi rent faktisk gøre noget ved. Det kræver bare, at skolens folk og vi forældre begynder at blive nysgerrige på, hvad årsagen er til børnenes uhensigtsmæssige adfærd.

Hvis Ida har kastet en sten efter nogle mindre børn i skolegården, så er det væsentligt at vide, om det er gjort i affekt, som et drilleri, eller som en interaktion hvor alle børn har været med på legen og hygget sig. En automatreaktion fra de voksne, hvor der irettesættes, sendes på kontoret, skrives hjem, og tales med alvorlig mine efter aftensmaden, hjælper ikke et barn der har været i afmagt, har ingen effekt i forhold til et barn der har drillet (og hvorfor driller Ida? Hvad er der på spil?), og kan være nærmest skadeligt i forhold til et barn, der har indgået i en ligeværdig leg.