Favnfulde

Jeg vil gerne snakke Favnfulde.

Sproget er blevet så maskuliniseret, at det falder fra hinanden, når vi skal forsøge at gribe og begribe hele det pædagogiske rum.

Læringsstrategier, minimumsnormeringer, forældresamarbejde og relationskompetencer

Ikke et eneste ord om det levende barn.

Barnet er smidt ud med badevandet.

Det levende søgende og nysgerrige barn, er blevet erstattet af formfuldendte ord.

Ordet skaber det, som det udtrykker.

Vi har skabt en verden for børn, hvor alle dele af omsorg, kærlighed og gensidig respekt for det unikke væsen, er blevet omformuleret til benhårde stilladser af ord.

Vi optæller antal af børn og bruger exelark til at beregne hvor mange voksne der går pr dusin eller mere.

De tilkaldte voksne, skal holde op med at indlade sig for personligt med børnene, da det mudrer billedet af børnenes fremskridt.

Voksne er kun tilstede for at udvirke vækst.

Den naturlige grokraft, der ligger i hver enkelt, er ikke noget vi kan måle og derfor er det blevet ligegyldiggjort.

Individet er skåret ud af sammenhængen og måles og vejes alene.

Den biologiske virkelighed er stynet og beskåret, så den passer lige ned i en kasse.

Ikke en sandkasse naturligvis, for her foregår det umålelige og det umulige, nemlig det legende og unyttige.

Næ, vi har konstrueret kasser og æsker og urtepotter, med samme rummeter, så vi kan aflure hvert væsen væksten.

Vi må holde op med at bruge det ”videnskabeliggjorte” sprog, og genfinde eller opfinde et organisk sprog, der oplever og sanser og beskriver virkeligheden.

Ja virkeligheden!

En del vil måske falde fra her, og lad dem blot.

Til læseren, der følger med, vil jeg lige takke på forhånd.

Det organiske sprog er vores ubrugte mulighed.

Og jeg vil gerne starte.

Med ordet Favnfulde.

En favnfuld er det som en mor eller far kan rumme af børn, hvis barnet skal føle sig set, mødt og anerkendt, når behovet opstår.

Favnen er åben, selv når der ingen børn er.

Favnen er det kropsnære og helt bogstaveligt nærværende sted, alle børn bruger, når verden bliver for larmende.

En Favnfuld er den mængde af børn, en voksen kan overskue, kramme og give omsorg og kærlig opmærksomhed.

Og det er naturligvis ikke det samme antal børn 24-7.

Og det er heller ikke nødvendigvis de samme børn 24-7.

En Favnfuld er lige præcis de børn, den voksne kan mødes med i dag.

Uha, nu falder flere fra.

Tør du læse videre med, så takker jeg igen.

Mennesker, uanset deres fagligheder og formåen, har et vist overskud, hver dag.

Det skifter, som vejret og humøret.

Det samme er gældende for børn som for voksne.

Det hele skifter fra dag til dag, fra minut til minut.

En Favnfuld er en naturlig ”normering”, der forholder sig helt konkret hele tiden.

Det er stedet hvor barnet kan finde tryghed, viden, sjov eller omsorg.

Det er kroppen på den voksne, der er tilstede.

Det er vidden af den voksnes evner og formåen.

Det er mødestedet for den individuelle grokraft.

Det er jorden, som rummer træets rødder, og giver saft og kraft til al anden trælig udfoldelse.

Sproget har luget al kraft ud af mødet mellem børn og voksne, og puttet det hele på potter. Her tildeles lige dele vand og gødning, uanset art og biologi.

Vi ved ydermere, at det slet ikke passer. For der er et utal af dispensationer, heldigvis.

Det er undtagelsen der bekræfter reglen. Eller hvad?

Nej det er undtagelsen der er ER reglen.

Og ved at tage undtagelserne på ordet, lader jeg favnfulde være et nyt begreb for antallet af børn og voksne, der undersøger verden sammen.

Har du andre nye vinkler eller ord, som beskriver verden, som den konkret tager sig ud, lad dem endelige flyde. Vi har brug for at omdirigere den sproglige trafik, noget så eftertrykkeligt.