Farvel til Folkeskolereformen og goddag til Forandring

Folkeskolereformen var simpelthen ikke det rette svar. Og måske er det helt enkelt fordi, at man glemte at stille et spørgsmål. Folkeskolen er nemlig ikke rigtig et svar på noget. 

Forud for 2013 havde vi ikke en stor debat om nogle specifikke problemer i folkeskolen, som vi ønskede at løse. Vi lå måske ikke øverst i de internationale målinger, men fagligt var de danske elever afgjort over middel. Vi havde måske ikke helt nået målet om at 95 procent af en årgang, skulle tage en ungdomsuddannelse, men 92 procent gjorde. Samtidig lå danske børn og unge højt i forhold til trivsel i skole og børneliv, demokratisk dannelse, selvværd og selvtillid. 

Der var heller ikke tale om nogle store visioner, for hvad det var for et samfund vi ønskede at skabe. Folkeskolereformen er ikke et ønske om at skabe et nyt og bedre samfund. Eller om at sikre børn nogle helt basale rettigheder. Eller om at oplyse en befolkning til at blive demokratiske borgere. Alt det lå i folkeskolens formålsparagraf, og den blev ikke styrket, men snarere svækket i forbindelse med folkeskolereformen.

Men var der så slet ikke brug for forandringer? Skal vi bare tilbage til det der var før? kunne man jo så spørge. Og her vil jeg egentlig sige både ja og nej. Det der var før folkeskolereformen var godt, og det fungerede langt bedre, end det vi har fået nu. Det nuværende er forkrampet og stift, og der er brug for øget frihed til kommuner, skoler og lærere, således at der er rum til lokale beslutninger og prioriteringer.

Samtidig er 2013 lidt af en forspildt chance for virkelig at flytte og forandre skolen. Ord som ‘spændende’ og ‘anderledes’ gør det ikke alene. Hvis man virkelig vil noget andet, så skal man gøre noget andet. 

Hvis vi vil, at børn arbejder værkstedsorienteret, så skal skolen være et værksted. Den skal ikke være rum med ordnede borde, som man lige rykker ud til siden, så man kan lege værksted i emneugerne. Den skal bestå af faglige værksteder, som man er i, når man arbejder med lige netop dét fagområde. Altså helt konkrete fagrum, som er indrettet til at arbejde med hvert sit fag. 

Hvis vi vil, at børn fordyber sig, oplever flow og fanges ind af et fagområde, så skal vi skabe rammer, der underbygger det. Det gør vi ikke med timeopdelte skemaer, stive mødetider, eller mål for hvert enkelt lektion. Det gør vi med få og faste lærere, faglige mål med elastik og et skema der tåler at blive justeret.

Hvis vi vil, at børn er glade for at gå i skole, føler sig trygge, og generelt trives, så skal skolen være et trygt sted. Store uoverskuelige komplekser, hvor der er mere end 1000 andre børn og mere end 100 forskellige voksne, er ikke tryghedsskabende. Overskuelighed, relation og nærhed er tryghedsskabende. Skoler med to til tre spor, klasser med omkring 20 elever, to voksne pr klasse er fremmende for trygheden, og faktisk også for fagligheden. 

Hvis vi vil noget andet, så er nu, et godt tidspunkt til forandring. Folkeskolereformen har spillet fallit. Det er på tide at vi kan skubbe den til side, så vi kan gentænke, hvad det egentlig er vi vil med vores folkeskole. Få stillet nogen spørgsmål, sammen finde nogle svar, og i fællesskab starte en egentlig forandring.