I går var det sikkerheden først, i morgen er det børnene først!

Sikkerheden først er nu blevet til børnene først. Og hvis man ikke synes at det lyder særlig fantastisk eller betryggende,  er det faktisk en relevant præmis. Og den bør diskuteres.

Hvorfor er den relevant? Fordi den I dag stiller os i en voldsom utryghed. Og vi er alle ret pressede allerede. 

“Modsvaret” falder sikkert først i disse kategorier  1) Det er ikke farligt for børnene, ifølge nogle eksperter 2) Økonomien skal i gang, og derfor skal vi bruge de små børns forældre. 3) Vi skal jo alle smittes før eller siden.

Men ingen af ovenstående svar, har taget præmissen alvorligt. Om det nu skyldes et valg, manglende evner eller dårlige vaner, må undersøges senere.

Sagen er at hundredetusinder er blevet rigtig bange, igen. Denne Gang skal de kaste deres børn ind i kampen. Børnene skal være kanariefugle i mineskakterne. Børnene skal være første levende bølge i CoronaZonen.

Det er uetisk, det er ubehageligt og det er en hidtil uset samfundshandling.

Ad besvarelse 1); er der simpelthen ikke nok data, til at berolige nogen i et oplyst samfund, der har været i Coronaskole de seneste 4-6 uger. Det beror på eksperters egne mavefornemmelser og tal i så små størrelser, at tilsvarende antal før udbruddet slet ikke blev taget alvorligt. Det kan vi altså godt huske, det er kun 8 uger siden… at smitten slet  ikke kunne komme til Danmark! Men dette er ikke sagens kerne her.

Angsten handler om TRYGHED og SIKKERHED for de små.  Ingen af delene er tilvejebragt, hvilket blot øger utryghed, angst, vrede og frustrationer og vil gøre det den næste uge. Og da alle har fri nu, er der virkelig god grobund for ophedede debatter. Både ude og hjemme i familierne.

Ad besvarelse 2) økonomien skal i gang, og det kræver at mor og far går på arbejde. Det er så det liberale synspunkt, som ophæver sikkerhed for at gavne erhvevslivet af en vis størrelse. De små og mikroselvstændige, som ellers er de virkelig trængte, er slet ikke indtænkt her. Men det er heller ikke sagens kerne.

Ad besvarelse 3) er det så heller ikke sagens kerne,

og derfor går jeg bare videre til; 

den barberede præmis: som er Angsten og utrygheden for de mindstes nye hverdag, helbred og trivsel. Og for at smide indøvede rutiner og adfærd ud med badevandet, fra den ene dag til den anden.

For at mindske den angst  kræver det, at der ER en slags hverdag at spejle sig i. Men det er der ikke. Og det kommer der heller ikke foreløbigt. 

Helt enkelt 

For det første : ER  der ingen konkrete tiltag at kigge ind i.  

For det andet: Er det beskæmmende og helt uset at sende de mindste børn ind i en krigszone før der er afsikret hele vejen rundt. Det er yderste betænkeligt på et etisk og moralsk plan.

For det tredje, lader statsministeren befolkningen dele i mindst to modsætninger. Uden at tage stilling til at hun skaber vild utryghed på den ene side og manglende forståelser for utrygheden på den anden. Og det bliver ren kamp på ord, til sidste mand/kvinde.

Vi har ikke brug for interne kampe om hvem der har ret til at blive bange. Vi har brug for sikre skridt, for hver lille åbning. Vi har brug for, at børnene skærmes og bliver først prioriterede. Ikke først i SygdomsZonen.

Det bliver svært at holde denne her debat ren. Mange vil støtte en Debatforskydning og kæmpe for at sætter andre præmisser. Please tænk dig godt om inden du kaster dine modargumenter på bordet. 

Det kan så let ende med en kampzone mellem ældre mænd med briller overfor yngre kvinder med børn på armene.  Lad ikke dette ske.

Lad ikke igen “frontpersonalet” stå uden “værnemidler”. Lad ikke forældre med små børn kæmpe denne kamp alene.

Giv taleplads, giv spalte plads og giv stemme til dem der er og føler sig farezonen.  De andre har vi hørt på, og de har taletid allerede. 

Der er aldrig før blevet holdt børnepasning og undervisning under lignende vilkår. Lad det få, den tid det kræver, at skabe de rammer, vi med tryghed og sikkerhed kan sende børnene hen i.  Ingen Tvivl om at mange børn genren vil hen til kammeraterne. 

Vi kan godt gøre det trygt og værdigt. Men ikke til i morgen.