Den helende lærer

Den helende lærer, underviser typisk i et kunstnerisk fag. Eller har en kunstneriske tilgang til sit fagområde, eller livet i det hele taget.

Dettte er ikke for at tale imod, den digitale lærer, eller den logiske lærer, eller alle de andre typer af lærere der findes og behøves. Men dette for at vise hvad kunsten og kulturfagene bidrager med, så vel som lærerens personlige vinkling af sin undervisning.

Det er ikke alle musiklærere, der er helende lærere, ej heller alle de andre kunstneriske eller kulturbårne fags lærere, der er det.

Men det ligger til fagområdet, at skabe helende sammenhænge.

Kunst og kulturudtryk skabt og delt helt konkret i og med en børneflok, kan noget særligt. Kunst og andre kulturudtryk, virker på de mennesker der udsættes for dem. Og de virker på et meget dybere plan, end vi for længe har turdet tale om. 

Kunstterapi, i alle de afskygninger de findes, heler syge mennesker. Men kunstterapien heler osse raske mennesker. Jo mere hel man føler sig, jo mere man tør være i kontakt med det hele mennesker man er, jo stærkere kan man leve sit liv.

Kunst er ikke nødvendigvis terapi, med mindre man vælger at bruge begrebet terapi, præcis så bredt, at det betyder “at hele”. At se og mærker, det hele, at udtrykke og formidle et hele, at føle sig hel. At heles er at læges. 

Kunst kan alt dette af sig selv. 

Kunst er en menneskelig ytring, der forbinder sig med de enkelte individer som indgår i enhver kulturel sammenhæng. Man kunne kalde også det et samfund.

Men det kulturelle er blevet afsnuppet og udvisket, som det er sket med de danske endelser. 

Kulturens bærende værdi og grundlæggende samlingskraft, er langsomt blevet undervurderet. Der er sket det, at den kulturelle tilgang til verden, er blevet lagt i hænderne på den humanistiske tradition, og tilsyneladende ophævet i mange andre videnskabelige tænkninger.

Det betyder ikke at kulturens værdi er ændret. Men det betyder at den lever et parallelt liv, og er skjult for mange menneskers virkelighedsforståelse.  Blandt andet derfor, at en skolereform i 2013, ikke kan lade sig indføre eller gøre sig gældende. Dens arkitekter har fjernet det kulturelle lim, og opdigtet en virkelighed bestående af færdigtsyede måleparametre. Den strider imod den virkelighed, den skal optages i.

Den helende lærer, kan ikke undervise i færdigsyede målstyrede rammer. Kunst kan ikke opstå, ud fra forud beskrevne mål.  Kultur er det eller de udtryk, som ses og forstås. De ændres hele tiden og er organiske af natur. Det lader sig ikke indfange, i faste koder eller afkodningen.

Det er for det meste, det der læses mellem linjerne. Der findes ikke een definition på dansk kultur. Uagtet at mange prøver sig ud i den slags.

Den helende lærer, medbringer sin egen kulturelle selvforståelse og sit kunstneriske fagområde. Ingen af delene, formidles som sandheder. 

Kunsten inviterer den enkelte, og det samlede ind til undersøgelser. 

Kunsten respekterer kreativitet, fejl og nybegyndelser såvel som helt enestående og særlig ytringer. Det favner hele spektret af undervisningens væsen: fra spæde forsøg og hele vejen til mestring og virtuositet. Og dette i hvert eneste møde.

Derfor rummer det hele menneskevæsenets verdenstilgang, hele tiden. Det nysgerrige, det legende, det undersøgende, det forkastende, det nyorienterende, det sikre, det mestrende og det mesterlige. Det usikre og det finurlige. Det vågnende og det opvågnede.

Den helende lærer ejer dette spektrum inde i sig selv, og sig det fuldt bevidst. Fordi det udøvende menneske hele tiden færdes i alle disse lag.

Den udøvende kunstner, kender alle sine egne faldgruber. Kender modstanden og møder den. At skabe er at møde sin modstand hele tiden. At finde vej, at forkaste og at finde nye veje. At tillade det utilladelige kortvarig eller langvarigt, for at bryde regler og måske tabuer, i den indædte søgen efter at forløse en inspiration.  Om vi snakker, maleri, skriveri, musik eller et hvilket som andet skabende udtryk, er underordnet. 

Fortabelsen ved det gentagne fejlslagne møde med sig selv og sin egen begrænsning. Glæden og euforien ved skabelsen af og mødet med det endnu ukendte og uformede.

Med alt dette og en god portion menneskekundskab, heler sådanne lærere, i deres møde med eleverne

Det kunstneriske menneske eller det skabende menneske, åbner sine fagområder på en måde, der kalder på egenoplevelser og egenforståelser, som første skridt på vejen videre. Det er en form for tillid til sin egenhed, der sætter rammerne for det at turde miste sig selv igen, i processen. Denne tillid til egenhed, afkodes af og indlejres i eleven, som eksistensmuligheder. Det bliver elevens egenhed, der skabes tillid til. Tilliden opstår i mødet med en autentisk egenhed hos lærerne, og herfra kan det blive en oplevelse af elevens egenhed og derefter tillid til denne egenhed. Tilliden til sin egenhed som værdi for andre, ligger hos alle mennesker. Men den udsættes hele tiden for afprøvninger, især i skolegang og på uddannelser. 

En musiklærer jeg kender godt, og hvis særlige væsen fortryllede eleverne, gjorde ikke meget stads af sig selv. Og han vidste måske ikke engang hvor vigtig en lærer han var for rigtig mange. To timers musikundervisning om ugen er ikke meget. 

Han helede sine elever, imens de sang og spillede sig gennem timerne. Han skabte ro og tryghed uden megen skarphed. Han fyldte simpelthen bare rummet med sine helende egenskaber og sin adgang til både sit fag, sit felt og sin kunnen.  Han komponerede jo selv musik. Han levede musik. En så klar faglig autoritet og faglig autensitet opleves straks af de fleste børn. De spørger ikke til rammerne, når de kan mærke dem hele tiden. 

Det helende består i at være i en skabende process med alle eleverne. At det eneste fælles mål der er, er at vi er her sammen. Alle skal være her, for hver undersøger vreden præcis med sit eget væsen. De mange forskellige udtryk det foranlediger, kan rummes fordi, der er plads til det hele. 

Læreren er her den af Zenbuddister beskrevne lærermester; der opstår kun en lærermester når en elev henvender sig. Det er eleven der skaber læreren. 

Når denne aktive skabelse bliver brugt til syge og mennesker i andre ubalancer, indvirker det som helende, på forskellige væsensled. Det kan hele fysiske og psykisk sygdomme og eller ubalancer. 

Hvordan hver kunstart udøver sin heling, er for vidt at komme med eksempler på her. Det er en dyb faglig tilgang til det hvert særlige kunstneriske område. 

For eleven, der møder lige den lærer, der har hendes eller hans skabende udtryk som sit ekspertområde, belønnes på mange bevidste og ubevidste niveauer.  De elever der ikke ender som musikere, jævnfør ovennævnte beskrivelse , belønnes med optagethed og fordybelse. Og sansningen af at være helt ok. Dette plejer at give mod og mandshjerte nok til at afprøve verden.

Den helende lærer, vælges af eleverne som læreren. Eleverne aflægger sig deres hierarkiske underlegenhed, og bliver de elever, der skaber læreren. I denne proces ejes og skabes et ansvar som altid vil være enhver elevs eget bedste redskab. At turde tage ansvaret og være den elev, der skaber læreren. Er at tage sit hele væsen med og i tillid finde vejen, med en anden som den vidende. Og jo flere gange en elev møder sit skabende elevvæsen, jo større er chancen for at komme mere og mere styrket ud af hver kommende skolesammenhæng, sociale sammenhæng og naturligvis livssammenhæng. Sådan en elev optager hele tiden dele af mesteren i sig. Jo mere man mestrer jo lettere er det at lade tillade sin egen utilstrækkelighed. Sin egen modstand. 

Kender man sine egne modstande, og tør man stå ved dem, heler man sig selv, og dem man omgåes.