Vi har ikke nået de 20 minutters læsning. Igen!

Det er heller ikke en undskyldning til staten og Undervisningsministeriet, fordi mit barn nu ikke bliver så dygtigt, som hun kunne være blevet, hvis vi havde læst tyve minutter hver dag.

Det er heller ikke en undskyldning til det fremtidige samfund, der nu får en mindre dygtig og kompetent borger og medarbejder.

Jeg vil gerne sige undskyld til alle de børn og forældre, som jeg som lærer har bedt om at læse tyve minutter hjemme hver dag. Især vil jeg gerne undskylde alle de former for kontrol, jeg har udøvet. Specielt læselog og tidsafkrydsningsskemaer, med forælderunderskrift, vil jeg gerne undskylde.

I dag, hvor jeg selv leverer et førsteklasses barn til folkeskolen, er det ret tydeligt, at dét jeg synes virkede som overkommeligt, på ingen måde er det. Og at dét, jeg synes virkede som en naturlig opgave at bede forældre om, absolut ikke er det.

Samtidig med, at der er blevet stadig mindre faglig specialundervisning, stadig større klasser, stadig færre tolærertimer, og stadig mindre forberedelse, er forældrenes opgaver i forhold til skolen vokset støt. Med folkeskolereformen, blev der ellers talt om den lektiefrie skole, og om, at vi kunne bryde den negative sociale arv, via en længere skoledag, som også indholdt træning af færdigheder.

Alligevel kan man hos det Nationale Videnscenter for Læsning, læse om et forsøg, hvor forældre til børnehaveklassebørn, bliver sat til at varetage et intensivt træningsforløb. Det fortælles i en artikel: "Efter 6 ugers hjemmetræning havde eleverne især rykket sig rigtig meget på de lydlige kompetencer, det vil sige skelnen af lyde og rim. Også selvom børnehaveklasselederen af forskellige årsager slet ikke nåede at træne så meget med eleverne ovre i skolen, som planlagt. Det var altså hjemmetræningen med forældrene, der så ud til at virke."1) 

Det bemærkelsesværdige er i denne sammenhæng, at der slet ikke tages stilling til, om selve det, at en opgave, der burde varetages af en lærer, og gerne en specialuddannet lærer, overlades til forældre og en app. Samt at det er en indgriben i familiers liv, hvor det måske stjæler fokus og opmærksomhed fra andre væsentlige ting.

Der sker noget, når forældre bliver skolens forlængede arm, og dét der sker, er ikke nødvendigvis godt.

For nylig læste jeg en artikel om forældredeterminisme 2) (den kan afgjort anbefales). Forældredeterminisme er en samfundsomspændende myte, der beskrives af Frank Furedi, på følgende måde: 

"Ved groft at undervurdere børns modstandskraft intensiverer [forældredeterminismen] forældres angst og opfordrer til overdreven indblanding i børns liv; ved groft at overdrive graden af nødvendig forældreindblanding for at sikre en normal udvikling gør [forældredeterminismen] forældreopgaven til en umulig belastende opgave."

Vi har altså fået et samfund, hvor forældrenes indvirkning og rolle overdimensioneres, og hvor problemer, som fx skolens eller samfundets manglende ressourcer eller rummelighed, bliver noget forældrene bliver sat til at løse. Hvis de ikke magter at løse det, er de skurken, der sidder tilbage, med den dårlige samvittighed over deres børns manglende dygtighed, robusthed, opdragelse, og ofte også med betegnelsen Curlingforældre. En betegnelse der selvmodsigende nok bebrejder forældrene, at de forsøger at påtage sig alle de opgaver, der stilles dem, fra alle sider.

Så igen. Et kæmpe uforbeholdent undskyld til samtlige medforældre, som jeg har forsøgt at placere et ansvar hos, som retteligt hørte til hos mig og  min arbejdsplads. Manglende ressourcer bør ikke få lærere og skoler til at søge hjælp i hjemmene og familierne. Hjælpen skal søges op ad, hos de ansvarlige politikere, chefer og ledere. Og ud af, hos civilsamfundet, der samlet må kræve, at der er midler og ressourcer til den mest basale læse- og specialundervisning i vores fælles skole.

1) http://www.videnomlaesning.dk/aktuelt/nyheder/2017/inddrag-foraeldre-i-laesetraeningen/

2) https://www.zetland.dk/historie/s8yvEaYA-aeW04Gvq-dfec4