Ikke at blive så dygtige som de kan

Alle skal blive så dygtige som de kan. Hvad hvis nu man ikke er enig? Hvis man tillader sig at ville noget andet, også med skole, med sit liv, sin resiliens og sin livsduelighed. Har man så retten til ikke at blive så dygtig som man kan?

Skolen skal nu lægge et kontinuerligt pres på barnet for at yde mere, at opfylde læringsmål, at presse læringskurven i forhold til kontinuerligt skiftende mål, netop for at blive "bedre". Oplevelsen af at have lavet noget der er flot og godt udebliver. Oplevelsen af at være god nok udebliver.

Hvis man har et af de børn som konstant er blevet forfulgt med "har gode potentialer" og diverse mere eller mindre målrettede indsatser for at realisere dem, er det som forældre svært at være i en position hvor man oplever lærernes frustration og afmagt over ikke at kunne opnå effekt af læringsformidlingen. Når der tales om læring kontra undervisning er det også underligt at konstatere at ansvar for egen læring tilsyneladende betyder ansvar for at levere resultater i forhold til lærernes forventninger, ikke at udvikle sig i eget tempo. Hvad hvis en progressionskurve og målsætninger ikke kan afspejle den udvikling der foregår? Hvad hvis skolelæring kun er en biting i det vidensniveau barnet udvikler for sig selv, ved sine interesser og sine aktiviteter uden for skole? Hos os foregår udvikling i kvantespring, ikke i lineære målbare progressioner

Er der nogen af dem der udtaler "skal blive så dygtige som de kan" der har prøvet at tænke i helheder og ud over skolens snævre rammer? Vi er som forældre ikke enige i at vores barn skal blive så dygtig som hun kan i skoleregi. Det er efterhånden blevet en indikation af ikke at ville sit barn det bedste, men er måske netop et udtryk for at lære barnet at tage ansvar for egen læring og viden. Selv om det måske er udtryk for en naiv tillid til børn, er det vigtigt at have den tillid. Det er tilliden der kan bygges på. Forventningen om at de godt kan.

Som forældre fastholder vi retten til ikke at blive så dygtig som man kan i den kontekst folkeskolereformen taler om det. Som forældre forventer vi ikke af Folkeskolen at den skal gøre vores barn så dygtig som hun kan. Det lægger et urimeligt pres på både folkeskole, børn og forældre. Som forældre forventer vi at folkeskolen lever op til sin formålsparagraf, ikke at den skal levere et dygtigt barn i en progressionskurve på læringselementer i fælles mål.

Set fra det perspektiv er skole kontekst og relationer, og læring en afledt effekt. Med reformen er læring kommet i centrum. Dermed styrer læring kontekst og relationer. Hvis samtidig kravet er at "alle skal blive så dygtige som de kan" så bliver skolen en spændetrøje af metoder til læring frem for et udviklingspotentiale.

Så vi ønsker ikke at vores datter skal blive så dygtig som hun kan. Det er en alt for snæver definition.