Projektitis med positiv psykologi. Reach Out: Det er ikke smukt!

Som forældre sætter vi vores lid til, at skolen drager omsorg for vores børns kundskaber og trivsel. Herunder også, at skolen har et ansvar for hvilke koncepter og tilgange som vores børn udsættes for. Vi forventer også som forældre, at skolen informerer grundigt om tiltag, skolen iværksætter overfor vores børn. Dette er desværre ikke altid tilfældet. Langt fra. En masse koncepter fra fonde og mere eller mindre private aktører presses ned over folkeskolen i disse år, og ofte er hverken ansatte, forældre eller elever inddraget i, hvad de udsættes for. Et eksempel er konceptet Reach Out, som tilbydes af Trygfonden og Psykiatrifonden.

Det viser sig, at projektet har to dele – ét for eleverne, og ét for personalet. Vi har undersøgt projektet nærmere, hvor vi har hentet citater fra projektets hjemmeside og kommenterer kort med tanker om hvad det mon er udtryk for:

Begrundelse:

”Skolebørnsundersøgelsen fra 2010 viser, at 23% af piger og 17% af drenge mellem 11-15 år viser flere tegn på psykisk mistrivsel i deres daglige liv. Denne sociale ulighed i børn og unges mentale sundhed, ønsker projekt Reach Out at udligne.”

Er der tale om ”social ulighed” i mental sundhed, som et projekt kan udligne?

Formål:

”Formålet med Reach Out er at klæde lærere på, så de kan styrke elevernes mentale sundhed og skabe gode klassemiljøer ved at fremme elevernes selvværd, relationer og handlekompetence til at fremme egen og andres mentale sundhed.”

Det lyder måske umiddelbart sympatisk, at lærerne kan klædes på – så elevernes ”selvværd, relationer og handlekompetence” fremmes. Men hvad menes der egentlig? Hvordan skal det ske?

Det handler om mental sundhed:

”Mental sundhed handler om at opleve trivsel og om at kunne håndtere dagligdagens udfordringer samt at kunne indgå i fællesskaber med andre mennesker. Den mentale sundhed påvirker børn og unges forudsætninger for læring og evnen til at gennemføre et uddannelsesforløb.”

Her bemærker vi, at den mentale sundhed kobles sammen med forudsætninger for læring og evnen til at gennemføre et uddannelsesforløb. Hermed bliver den mentale sundhed et middel mod et mål – læring og uddannelse. Ingen kan vel være uenige i, at eleverne skal trives og være sunde, men fokus på ”at kunne håndtere dagligdagens udfordringer” vil vi stoppe op ved. Det er udtryk for, at barnet/eleven/mennesket skal klædes på, til at håndtere en omskiftende verden og dens krav. Det er præmissen. Det er altså det enkelte menneske, som skal tilpasse sig. At omverden og udfordringerne kan tænkes at være utålelige eller direkte usunde forholder man sig ikke til. Projektet bliver dermed et ensidigt fokus på det enkelte individs tilpasning.

Det primære redskab:

”Der arbejdes med styrker, da der er evidens for, at styrkearbejde har en trivselsfremmende effekt og kan styrke relationer og øge handlekompetence. Styrkearbejdet har både umiddelbare og langsigtede trivselseffekter.”

Hvilke styrker er der tale om? Det nævnes ikke direkte. Men der nævnes 24 styrker. På et diagram over projektet kan man se en såkaldt VIA-test. Måske var det dén, som barnet kom hjem og fortalte om? (Hvorfor er du nysgerrig? Med to svarmuligheder, som ikke gav mening for barnet). Hvad er de 24 styrker? Hvad er en VIA-test? Det er fra Seligmans positive psykologi.

Og hvilken evidens henvises der til? Og hvad indebærer styrkearbejdet? Og kan styrkearbejdet anskues isoleret fra skolens og elevernes virkelighed ude på skolerne?

Hvilke aktiviteter? "

• Udvikling af undervisningsforløb målrettet eleverne
• Udvikling af trivslesforløb målrettet personalegrupper
• Vidensopsamling om børn og unges oplevelser af mental sundhed
• Fortalervirksomhed målrettet faglig og politisk praksis på børneområdet
• Mobil sundhedsteknologi til fremme af elevers mentale sundhed”

OK, så eleverne skal ”undervises” i mental sundhed og de 24 styrker. Så skal der også være vidensopsamling om børn og unges oplevelser af mental sundhed. Hvordan skal der vidensopsamles? Hos lærerne? Hvilken viden er der tale om? Er det VIA-testen? Er der i så fald ikke tale om oplysninger om personlige forhold, som sædvanligvis er omfattet af meget strikse bestemmelser ift. Dataopsamling, behandling, opbevaring m.m.? Dette fremgår ingen steder. Som forælder bliver man her bekymret. Hvilken viden opsamles der, hvad skal den bruges til, er viden hægtet på det enkelte barn, skal viden bruges til forskning? Der er INGEN svar på forældrens overvejelser i materialet. Ved de det selv, lærerne, og dem som laver projektet? At man ikke bare kan indhente dybt personlige oplysninger om elevernes følelsesliv?

Mht. ”fortalervirksomhed” – hvis Psykiatrifondens tilbud er individuelt fokuserede løsninger med anvendelse af et koncept, hvor det handler om at individet skal ”klædes på” – hvad så med forståelsen af, og håndteringen af sociale problemer? Inklusion? Tosprogede? Læreres arbejdsvilkår? Den lange skoledag? Reformen?

Hvad med de ansatte?

Projektet kædes sammen med et forløb for de ansatte. Hvad skal de? De skal også arbejde med ”styrker” i et forløb. På fire møder skal lærerne arbejde med ”Topstyrker”, ”Styrker i relationer”, ”Mening i arbejdet” og ”Smuk i modvind”.

Smuk i modvind?

I materialet står der om mødet ”Smuk i modvind”: ” Her skal I gå på opdagelse i de styrkende fortællingers kraft. Det handler om, at I skaber styrkende fortællinger om jer selv og jeres team. ”

Aha, de ansatte skal dele og styrke fortællinger om styrker og der ligger en præmis indbygget: At sproget skaber virkeligheden. Det vil sige, en tro på, at bare man dyrker styrkerne og skaber en positiv fortælling, så ændres virkeligheden.

Men holder det? Hvad siger I, alle lærere og pædagoger derude?

Vores bud er, at et sådan tiltag kan opleves som en hån af ansatte, som er overbebyrdet af ovenfra kommende krav og koncepter. Og nu skal de endda ”lære” at tale positivt om det hele. Det skal være smukt ligefrem!

For nogle ansatte kan det opleves som autoritært? For ved, at man kun må dele den positive og styrkende fortælling, knægtes muligheden for at være kritisk, dele bekymringer og få en dialog om, hvad der forhindrer de ansatte i at udføre deres arbejde.

Og hvad tænker I om ”Smuk i modvind”? Skal det nu handle om at modvind er en præmis, og det handler om at være ”smuk” i modvinden? Skal alle lærere og pædagoger istemme ”Jeg bærer min smil min byrde …”?

Som forældre må vi konstatere, at der sikkert er gode intentioner, men der er noget helt galt i forhold til flere punkter: Informationsniveau til forældre og elever og skolens ansatte, manglende inddragelse, påstået evidens der ikke er underbygget, ensidig anvendelse af ét koncept, problematisk forhold til elevers personlige oplysninger, og endelig, særdeles problematiske forhold omkring de ansattes sideløbende projekt. Det er ikke smukt!

Hvem har besluttet, at et sådan projekt gennemføres overfor vores børn og deres lærere og pædagoger?

Kilder:

http://www.psykiatrifonden.dk/aktiviteter/vores-projekter/reach-out/laes-mere-om-reach-out.aspx

http://www.psykiatrifonden.dk/temaer/1-reach-out-proto/triv-nu-laerer-team-landing.aspx