Mortens mening

Blog

Hvorfor blogge?

For mig er det at blogge om det der sker i folkeskolen, en måde at få afløb for alle de tanker som jeg kan have svært ved at slippe, når jeg har fri. Jeg skriver også fordi, jeg mener det er vigtigt at vi lærere diskuterer og fortæller om det vi ser og oplever, således at vi alle bliver klogere og DLF kan sende vores bekymringer og ideer videre til UVM m.fl. MEN kommer det at blogge med en meromkostning jeg ikke havde forudset?

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor disse tanker?

Mortens mening

På min blog vil I kunne læse om (mit) lærerliv, set fra et matematisk/naturfagligt perspektiv.

Mandag den 15 april blev min telefon pludseligt glødende. Journalister ringede til mig, mine børn, min arbejdsplads, de skrev til på min mail, min messenger og alle mulige andre steder, for at ville interviewe mig om min holdning til Eid midt i de skriftlige eksamener.

Det var jeg ikke lige forberedt på, for min blog var udkommet en god uge tidligere og havde ikke fået nogle reaktioner what-so-ever. Men smigret af al opmærksomheden sagde jeg ja til de første mange der kontaktede mig.

Det gik pludseligt op for mig at det slet ikke var min blog folk havde læst, men en artikel her på folkeskolen.dk af journalisten Maria, hvor hun citerer mig, men efter min mening fordrejer meningen af mine ord en smule og pludseligt handler det hele om muslimer og hvorvidt der skal tages hensyn til dem.

Artiklen med et gammelt billede af mig som blikfang, deles herefter på Nationen!, Dagens nyheder og mange, mange andre steder. Hvor mine betragtninger skævvrides yderliggere. Velkommen på forsiden!

Hvad ønsker jeg at opnå?
Pludseligt følte jeg at jeg skulle stå på mål for noget helt andet end det jeg havde sagt, med en læserskare der hverken ønskede at blive klogere eller indgå i dialog, men kun deltage i form af semi racistiske og hadefulde kommentarer.

Forskellige folk der ringede på min kones nummer, til min arbejdsplads og på min ene søns nummer, en del trælse kommentarer på facebook og messenger ...

Jeg reagerede som mange gange før når jeg har mistet kontrollen, og ringede til min storesøster! Hendes mand, der er tidligere journalist hos Ekstra Bladet og nu rådgiver andre, snakkede mig igennem den suppedas jeg var havnet i. Særligt stillede han disse spørgsmål:

Hvad ønsker du at få ud af det du laver?

Og vil dette bringe dig tættere på dette?

Mit svar var at jeg ønskede PRT ville gribe ind og flytte prøverne, og nej, jeg tror hverken et interview med Nationen!, Dagens Nyheder eller andre medier umiddelbart ville få mig tættere på. (Skulle Clement få den idé at få mit i Debatten, så er jeg klar ...!)

Så efter at have snakket med min svoger, skrev jeg ud til alle de journalister, der havde henvendt sig, og sagde jeg havde fortrudt, og at de kunne læse min mening på min blog, den hedder trods alt “Mortens mening”

Overvejelser om fremtiden?
Efter denne tur rundt på mange forskellige medier, har det været tid til selvransagelse. Ønsker jeg at blive ved at blogge? Hvis ja, er der så noget der skal laves om? Ja, jeg ønsker at blive ved, men har nu fået skjult nummer og adresse på alle telefonnumre i mit navn og desuden skjult adresse. Jeg har anmeldt alle 47 personer, der skrev grimme beskeder til mig, til facebook/messenger.

Jeg håber at Maria og andre journalister i fremtiden vil kontakte os bloggere, inden de laver artikler ud fra vores blogs. Ikke fordi jeg og jer andre ikke kan tåle at få vores meninger ført længere frem, men fordi det er på sin plads, at sikre sig at vi føler os ordentligt forstået og at vi har en smule følelse med hvad der sker.

Og så har jeg lovet min kone at jeg lige tænke mig om en ekstra gang inden jeg trykker Publish ...

Yours sincerely

Morten

P.S. Medbloggere pas godt på jer selv og prøv at stille jer de to spørgsmål. Hvad vil jeg gerne opnå og hjælper det her mig til at opnå det?