Tanker om den hårde tone og hvad vi gør med den …!

Jeg ved, at jeg er skyldig i at have brugt de fire ovenstående begreber i personalerummet!. Umiddelbart har jeg altid tænkt over det som ret uskyldigt, men jeg ved at min skoleleder har påtalt det et par gange, hvor hun har ment at det var uhensigtsmæssigt, hvilket bestemt har fået mig til at tænke over, hvilke udtryk og betoninger jeg bruger og hvordan jeg modtager en kollegas ditto.

For at forstå sammenhængen, vil jeg sige at jeg er udskolingslærer på en fantastisk skole, hvor der findes børn med alle former for udfordringer og styrker, lige fra de hjem de kommer fra og til de mentale forudsætninger de har fået fra fødslen, og meget meget mere. Det betyder at jeg ofte står i udfordrende situationer, som vi sammen løser, men nogle gange har jeg brug for at få luft, når jeg er kommet væk fra eleverne. I disse situationer bruger jeg tit lidt sarkasme eller galgenhumor.

Det er selvfølgelig vigtigt at man er opmærksom på tid, sted og sammenhæng. Der er nogle kollegaer man har et tættere forhold til end andre og som ved hvor skoen trykker, og hvad de kan gøre for at give mig plads til at trykudligne og derefter komme videre.

Ord skaber virkelighed eller kan i hvert fald være med til at skabe en bestemt virkelighedsopfattelse. Det gør det på alle måder. Hvis vi ofte kun siger eller tænker negative ting om en elev, har det det med at få os til at se alle de ting, hvor eleven træder ved siden af og ikke alt det andet.

Derfor er det vigtigt at vi når trykket er lettet, ændrer tonen igen og måske snakker mere om hvad kan ligge bag en bestemt negativ handling og om hvorvidt vi har nogle erfaringer med at undgå disse situationer eller om man kan ændrer udfaldet undervejs.

For at vi kan ændre tone er det vigtigt at den eller de kollegaer vi snakker med ikke går med på vores hårde tone og er med til at eskalerer den negative tone. Det kan gøres ved at kollegaen anerkender ens følelser omkring situationen, uden at de selv fortsætte med at fortælle om de trælse episoder de har oplevet.

Jeg har den seneste tid genset en del klip med Dorthe Birkmose, hvor hun fortæller om forråelsen på vores arbejdspladser. Det er sjovt, genkendeligt og relevant, og vigtigst af alt, har det fået mig til at overveje hvordan jeg reagerer, når andre trykudligner.

Måske vi kan finde en måde at støtte hinanden på, uden at det skal ødelægge vores ellers gode humør og uden at det skader vores syn på de børn, der nok allermest brug for os.